30/12/2013

3 ting, der har joinet mit liv

Har fået verdenskort, cykelhjem og Snapchat.

Verdenskortet er en nødvendighed. Man er simpelthen nødt til at vide, hvor Bratislava ligger. Eller Alaska.

Her ligger Bratislava.


Cykelhjelmen er sort. For der er ingen grund til at råbe op om mit nu sikkerheds-indpakkede hoved. Vi er så småt ved at nærme os et venskab, hjelmen og jeg.

- Og som indehaver af en allerede hjelme-agtig frisure, er det vel mig, der må tage teten og påføre mig sikkerheds-monstrum'et.

I det mindste er det en ærlig cykelhjem. Den optræder ikke med et alibi som bøllehat.

Det her er smart. Kan jeg bestille én med lækker, lys page?
Foto fra Sundby Cykler.

Snapchat kan jeg stadig ikke helt se meningen med.

Men det er hyggeligt at få "snaps" som det hedder, af Henriette, som stædigt snaps'er (?) mig i en uendelighed, selvom hun ikke får så meget tilbage, fordi jeg er en doven hund, der glemmer, når jeg har installeret en ny app.

Snaps er både sjovt og farligt. 

22/12/2013

Glimmer-Bo

Bo Bedre har begået en meget yndig forside til deres december '13-nummer. 

En forside, der går lige i hjertet på mig - ikke bare pga. prinsesse-elementet men ligeså meget fordi, der er kælet lidt for sanserne:




-tak til min søde veninde Henriette, der havde ryddet op i magasin-lager til fordel for MIG! 



17/12/2013

Om ikon-overload og smileyhysteri

Hvad er det med de små ikoner på iPhonen?! Godt nok ser nogle af dem virkeligt arrige ud, men det burde ikke ligefrem få magten over mig.

Alligevel skulle man tro det, for jeg er ganske enkelt blevet længere tid om at sms'e, efter at de maaange gule ansigter, ølkrus, stjerner og vejskilte flyttede ind på min iphone. I mit liv.

Ingen lørdag uden en virtuel mini-G&T?
Jeg har mig selv mistænkt for svag sindssyge, når jeg ikke engang kan skrive en kort info-sms uden at skulle vælge et passende ikon først.

Eller når jeg har travlt, men skal nå at sende en sms før jeg cykler. Om at jeg er sent på den. Og alligevel liiige skal vælge et ikon, der passer til. Det er jo bare virkelig dumt.


Ahrg! Fuck. Sommerhat eller misfornøjet abe? That's the big question.

Der er gået sport i at vælge præcis det ikon, der passer bedst på teksten. Det er det samme på Instagram. Skriver jeg noget om jul, ja så skal det da liige akkompagneres af et ikon af en julemand. Eller et juletræ. Eller en pakke. Eller en stjerne. Eller en smiley, for det kan man i hvert fald altid snige med. Eller dem alle sammen på én gang.

Kunsten at kaste et grantræ ind fra siden
Et eller andet sted giver det bare ikke mening at indsætte et ikon, der nøjagtigt svarer til det, jeg netop har skrevet. Modtageren kan jo for fa'en godt læse, hvad jeg skriver.

Jeg behøver ikke skære det ud i pap ved lige for en sikkerheds skyld at kaste et grantræ ind. Men det gør jeg.

For det er jo ikke forståelsen, det handler om.
Det handler om, at ikoner er sjove. På et helt banalt plant. Og at der går sport i at vælge ikoner til situationen.

Og så er det naturligvis fordi, det lægger en slags stemning over den besked, man sender afsted.

Er du sur?
Efterhånden er det ligefrem blevet et signal, vi sender, hvis vores sms er helt fri for smiley'er.

En ven fortalte mig fx engang om en pige, han skrev lidt sammen med. "Og hun virker som en ret bestemt dame; der er overhovedet ingen smileys i hendes beskeder"...

Doser dine smileys med balance
Omvendt havde jeg engang en arbejdsgiver, der understregede, at hun aldrig ville acceptere at modtage en sms eller mail fra mig indeholdende smileys. Fair nok i professionelle sammenhænge. Der kan smileys og ikoner næsten gøre mere skade end gavn.

Men privat synes jeg, smileys og ikoner er med til at lægge et virtuelt tonefald over beskeden, og det bare tit ret praktisk.

Hvad mener du om ikonerne? Er du faldet i fælden, eller er du stadig på de gamle 'kolon-bindestreg-parantes'-smileys? :-)
(kan man egentlig få ikoner til Android..?) 

08/11/2013

Summerlovin' 2013

Godt inde i efteråret må det være på tide at lade sommeren 2013 passere revy.
Jeg trænger til at genopleve de varme, dejlige dage med afslapning, ferie, solcreme, svedige armhuler og "hvor har vi det bare lykkeligt"-stemning (det har vi heldigvis stadig).

Hvor lyder det lallegladt. Men min sommer har været én af de gode, selvom jeg ikke har holdt meget mere end 10 dages ferie, så ordet "afslapning" tog jeg mest med, fordi det lød lækkert.

Jeg vil for en gangs skyld ikke tale sååå meget. Du får loads of pics i stedet.
Here we go:


Brandvarm asfalt, bare tæer og sommerkjole. Ingen hindring for lige at få handy-Christian til at lære mig, hvordan jeg lapper cykel. Alt blev pædagogisk gennemgået med tålmodighed, men jeg syntes, det var sjovere at tage billeder af processen. Nu triller jernhesten igen rundt på de københavnske broer. Tak Christian!




Her ses den føromtalte handymand med fuld fart på Lady Jane - den blå cykel på billedet. Her hjuler vi rundt  på eventyr ovre på Refshaleøen, fordi vi lige skulle se, hvad der foregik.  



Udsigt fra Islands Brygge på en meget varm dag. Sygt nice nok vand dér.


Her får Christian altså lige fornøjelsen af at blive eksponeret lidt close up.. 
Vi er iført bare tæer i københavnsk vand inkl. hipster-raybans og tilfreds humør på en 10'er.



Fra københavns havn til tagterrasse i Lissabon. Begge dele er fedt, men det her er RET fedt, fordi vi mæsker os i fri Martini-bar til roof top-mingling på en lun, lun aften i Portugals vidunderlige hovedstad. Når vi altså ikke lige blev klogere på reklame og kreativitet på Lisbon University of Creativity



Her et close up af en af de gode venner jeg fik, da jeg kastede mig ud i min one woman-charterferie i Costa da Caparica ved Portugals kyst. Jeg er en sucker for bombastiske isdesserter, og denne her made my day.



Mig og Sofie er glade. For vi har fået en ny hobby. Det er på travbanen det sker, har vi fundet ud af. 
Her kan du få adrenalinen op, mens du drikke fadøl, spiser pomfritter og hepper på Golden Rainbow (det hedder de), som du håber vinder løbet, fordi du har spillet 10 kroner på ham, og fordi man bare bliver totalt bidt af galopløb. Her kan man gamble uden rigtig at gamble alligevel. Det er jo småpenge. Og det er fedt.




Galophesten var lidt træt, for den var blevet heppet meget på, den dag.




Min designerkæreste var pludselig inde i et boligblad. Boligbladet synes Christian Troels er én, man skal holde øje med. Det kunne jeg godt have fortalt dem. Heldigvis fik jeg ham først, for jeg holdt ekstra godt øje. Her ser du bl.a. hans lampe for Le Klint. Lampen hedder Mutatio


Udsigten fra Vesterbrogade 10, 4. sal, hvor københavnerafdelingen af Nørgård Mikkelsen (min arbejdsplads) nu ligger. 
Udsigten er ligeså fin som den meget smarte Nespresso-maskine, vi har ude i køkkenet på Nørgård Mikkelsen. Sådan én, har jeg ikke selv, men jeg er imponeret, for den er nemlig et show i sig selv, og så laver den skum til kaffen, hvis man vil har dét. Og jeg er en sucker for skum. Bonusinfo. 

26/10/2013

Discountkendis i turnusordning

Jeg var 16 år-ish, da første sæson af Robinson ekspeditionen lagde gaderne øde, og fængselsbetjenten Regina vandt det imponerende ø-setup, som fik mig til at ønske, at jeg også var friluftstypen ligesom hende og alle de andre sultne selvrealiseringstilfælde. 

Og jeg fulgte med uden at blinke, da Dildo Jill kæderøg sig gennem 100 identiske dage i Big Brother, og ærgrelsen over, at Paradise Hotel kun kørte mandag til torsdag var ikke noget, jeg skammede mig synderligt over, da 1. sæson rullede over skærmen.

Det var dansk reality-tv, da det endnu var på sit jomfruelige stadie, inden der gik inflation i miseren, og inden den danske wannabe-kendis begyndte at hænge foruroligende lavt.
I dag har tv et komplet katalog af unge, tatoverede trutmunde og glatbarberede v-halse med uhyggeligt meget selvtillid og drømme om en diffus karriere inden for ”et eller andet med medier” til rådighed, og de cirkulerer i turnusordning mellem De Unge Mødre, Kongerne af Lavstatus, Mig og Min mor, Dagens Mand, you name it.

Hvorfor ser vi de programmer?
Hvornår kommer talenterne tilbage på skærmen?
Er jeg snerpet?

05/09/2013

Kære DSB: I er blevet svære at forsvare

Jeg har ellers ikke været meget for at indrømme, at pendlerlivet ikke er lutter idyl og ren harmoni hen over det altid Morten Korch-grønne Danmark (as if), men jeg er på den anden side fan af at kalde en spade for en spade (måske med lidt overdrevet harme, bevares).

Here goes les frustationes:

Derfor er det ikke lutter idyl at pendle:
- Kære salgsvognmand. Hvorfor har nogen bestemt, at du ikke må komme rundt, men at vi bare kan komme ned til dig? Du siger godt nok, det er noget nyt, DSB prøver af. At vi skal komme til jer.
Ehm, men hvori består nyheden i, at DSB skærer ned på sin service? Kom igen?

-Hvad DSB til gengæld har masser af i toget, er servicemeddelelser. Men hvorfor har I ikke én, der hedder, at I frabeder højlydt snak fra morgenfriske passagerer og telefoner på lyd mellem klokken 04.00 og 07.30 om morgenen?

- Hvorfor har I ikke forstået, at en del af vejen til et bedre image er at uddanne jeres personale til ambassadører for jeres virksomhed?

Og kære DSB. Hvor blev de her af?

- Billetmænd og servicevogn-personalet ser sure og livstrætte ud; I kan ikke svare, når man spørger, hvordan man kommer på internettet, og jeg kan godt mærke jeres irritation over, når vi alle sammen står som kvæg ude i midtergangen, fordi vi li'ssom ikke altid har et valg. Men det er forkert. I skal være glade og proaktive, skal I.

- Hvorfor får man mini-vand, når man betaler max-pris i toget?

- Hvorfor er der ikke plads til os i rush hour? DSB må da ha' lært spidsbelastningstidspunkterne at kende efterhånden.

- Hvorfor er det så dyrt at køre i tog? Missionen må vel være at få alle danskere til at tage toget, så den kollektive trafik kan blive den bærende.

- Hvorfor er det enten helt vildt koldt eller helt vildt varmt i toget?

- Hvorfor lyder du, salgsmand, som om, du mener det stik modsatte af, hvad du siger, når du skrattende siger "jeg glæder mig til at betjene jer"?
Og hvorfor lirer du egentlig altid den samme smøre af? Jeg kan den snart udenad.

Med små tricks kan du peppe salgstalen lidt op og antænde mine smagsløg (især klokken 7 om morgenen, hvor jeg ikke har nået at spise hjemmefra og derfor er sulten, men ikke sulten nok), men kun ganske få af jer tænker en anelse ud over det færdige manuskript?

- Hvorfor har I ikke en fitness-kupé? Så kunne jeg løbe hele vejen til Odense, og det ville måske endda generere varmt vand til (den lidt opreklamerede Peter Larsen) kaffe.

05/08/2013

Individualistisk på fælles-måden

Har for alvor været i MAX-hipsterland denne weekend.

Den fine Trailerpark Festival på Vesterbro - arrangeret af Art Rebels - stod for underholdningen på min fredag aften, og festivalen kan bestemt anbefales.

3 dage med et cool program af upcoming og mere kendte musikere, billig dåseøl, kunst, hjemmelavede palmer og fine Art Rebels-visuals. Lækkert. Og prisen på 200,- kr. for én dag er til at klare.

DET er sommerhygge! Intet mindre. Tak Trailerpark. (Og tak til Nikolaj Thaning, fordi jeg lige har lånt dine billeder..)


Ukendt Kunstner. Foto: Nikolaj Thaning.

Lige så fint det den lille festival var, lige så fantastisk syntes jeg det var at kigge på folket.

At betragte nationen er nu engang en af mine yndlingsbeskæftigelser, og når jeg bevæger mig lidt ud af de vante cirkler og placerer mig selv midt i hipsterMEKKA, er det ren fryd for øje, sind og blog.

Groft sagt kunne klientellets valg af beklædning denne fredag aften ridses op som følgende:
Bæltetasker på skrå, hvide tennissokker til drengene (en ting, jeg normalt bandlyser, men som retfærdiggøres på Vesterbro), prikkede skjorter, tatoveringer i ALLE AFSKYGNINGER, omvendt-kasketter, skæg, Rayban-solbriller, bløde mænd i fornuftighedsandaler, hippe børn(?!) og sneakers. Sneakers i 1000 farver og masser af pang. Godt for fusserne og godt for 80'/90'er-nostalgien.

Masse-individualismen længe leve.
(og næ - jeg kan nok ikke helt sige mig fri fra at være en del af det)

Men hey. Lad os skrue lidt ned mht. at tale om den "den kreative klasse". Det virker lidt udvandet.
Vi ser jo alle sammen ens ud. Det er hyggeligt, men knap så kreativt.


...Psst: Se flere af Nikolaj Thanings billeder fra Trailerpark her: artrebels.com


28/07/2013

Slug ormen, Mulle..!

Om at være 26 år og en pivfis i Tivoli. Om at udstille sine rystende ben, svedige håndflader og totale mangel på frygtløshed foran horder af 9-årige med munden fuld af candyfloss og blikke, der kigger dovent på mig og siger "hvad sker der for hende damen..?!"

Der sker det for damen (mig), at hun ikke bare lige kan sætte sig op i en karrusel uden at vide nøjagtigt, hvad projektet går ud på.

Om bivirkninger og andre ting, jeg har betalt kassen for at risikere
Hvor mange gange, skal mit hoved vende nedad? Er der seriøs risiko for opkast under eller efter?
Hvor lang er turen? Hvor højt skriger dem, der er igang? På en skala fra 1-10, hvor blege er de så, når de er færdige med turen? Hvordan ser ofrene ud i hovedet undervejs? Hvor glade ser folk ud, når de er færdige?

Den slags iagttagelser er sindssygt afgørende viden. Det afgør, hvorvidt jeg skal udsætte mig for det såkaldte stykke underholdning, der tårner sig op foran mig, og som mine med-tivoligængere MEGET gerne vil have, jeg skal prøve.

Vendepunktet
Som regel lader jeg mig overtale. Nogle gange sker det først efter mange timer - det kommer an på graden af skrig fra de igangværende passagerer.

Og jeg har før smidt AL stolthed over bord og hørt mig selv spørge 9 årige med-passagerer, om "det er meget vildt?.."

Find mig her..

Og jeg fortryder næsten altid projektet, når først jeg sidder i saksen. Og de der kække tivoli-medarbejdere skal satme ikke bruge al mulig tid på at underholde børn og ordne alt muligt andet END AT SPÆNDE MIN SIKKERHEDSSELE. Lige nu. Og de skal kigge på den, når de tjekker, om den sidder fast.

The show must go on
Men på det tidspunkt er løbet kørt (eller - det er det selvfølgelig ikke, det sker først om 20 sekunder, når tivoli-ungarbejderen har trykket på knappen, og vi er blevet shaket godt sammen som karklude i en tørretumbler), og der er ikke mere at gøre.

Rundt i rutschebanen skal vi død og pine, om jeg så skal generere tinitus til samtlige gæster i haven. Det må de jo så leve med.

Er du god til rutschebaner?
Og nu vi er ved det: Kender du nogen af slagsen, jeg ligeså kan godt undgå at overveje på forhånd?


26/07/2013

Pling eller plong? Om at finde the one.

Hvordan ved man egentlig, at den mand, man har mødt, er ham, man skal satse på og investere alt i?
At det er ham, der for alvor får det til at sige "pling" inden i én?

Man tror det selvfølgelig hver gang, man får en ny kæreste. At det er ham. Det er nu! Her er manden, jeg skal giftes med. Slut prut og kirkeklokker.

Men forholdene ender igen og igen, og man fandt ud af, at det var ikke ham. Det var heller ikke den forrige. Eller den næste. Og naturligvis var det ikke det. For set i bakspejlet - og så snart, man møder en ny mand - kan man jo godt se, at det måske i virkeligheden ikke helt sagde "pling" med de andre, selvom man syntes det, da man var midt i det.

Omgivet af andres lyserøde skyer
Jeg sad i foråret til en påskefrokost med tre par (et af dem var mine forældre, som er gift på sølvbryllyps-niveau), som hver især fortalte, hvordan de havde mødt hinanden.

Jeg var den eneste single og lyttede med store ører. For jeg kunne høre, hvordan den røde tråd i deres "sådan mødte vi hinanden"-historier emmede af, at det havde sagt "pling!".
At de for alvor havde skudt papegøjen. På soulmate-måden.

Jeg tænkte: Hvordan ved man, at det er det? At denne gang er det noget ganske særligt, som overgår alt andet?

Jeg talte om det med min daværende roomie, Bodil. Hun spurgte tørt:
"Hvad hvis det aldrig nogensinde siger "pling"? Skal man så bare leve med et "plong"?

Jeg ville ikke gide. Men jeg tror, der er riiigtig mange par, der lever med et "plong". Der er rigtig mange, der bare søger trygheden og tosomheden. Ellers havde datingsites'ene vel ikke SÅ stor succes, som de har.

Hvis du virkelig elsker ham på trods af.. tja.. Så er I jo nok skabt for hinanden.


Med lidt indbildning kan det lidt hule "plong" nok godt komme til at lyde som et pling" inde i ens hoved. Og så hedder det sig, at "vi er bare så glade for hinanden".

I hvert fald i nogle år. Indtil man måske støder ind i ham, der virkelig vælter én omkuld.
Eller til man får nok at sin partners hvide tennissokker i skridsikkert fodtøj med velcro.

Et "sniger-pling"?
Måske behøver det ikke altid at sige "pling" fra begyndelsen.
Måske er det nærmere et "pip" til at starte med. Går man så til opgaven med åbent sind og lader kærligheden opstå i sit eget tempo (woow. Storladne ord herfra), kan pippet måske udvikle sig til noget større. Noget, man for alt i verden ikke vil give slip på igen, om han så viste sig i hvide tennissokker en dag.
Jeg tror godt, man kan mærke, når han er en keeper.

Jeg kan godt. Nu. Juhuu.

Har det sagt pling for dig?

18/07/2013

Stegt flæsk i bikini

”Hvad er det nu, det minder mig om?” tænkte jeg, mens jeg sad på mit grønne badehåndklæde på stranden og forsøgte at ligne en ægte havfrue. 

Jo jo. Så slog det mig. Hele strand-tam tam’et minder mig om svitset bacon på en pande ved højeste blus. Når mennesker som horder af flæsk i kulørt bikini går i fælles svits-mode, giver det mig deja vu til søndag morgener med æg og bacon, der ligger og krymper sammen i eget fedt på panden, mens det bliver brunere og brunere og mere sprødt og tørt.

Hvor gennemstegt ønsker De deres korpus?
Nogle af os er storforbrugere af den sunde marinade, vi kalder solcreme. Andre vil hellere smøres ind i REN stegefedt – sololie om du vil – så bruningen bliver endnu mere gennemført.

Der steges igennem.

Nogle er til ”rosa/rare”. Det er dem med parasol, bøllehat og 117 løse gevandter i hør, og som kun liiige skal brunes en anelse på hver side.
Jeg selv foretrækker ”medium”, mens andre går efter den mere hardcore ”well done” gennemstegning fra inderst til yderst. Auch!..  

Et af de vigtigste læringer, når du steger på naturens egen kogeplade, er at huske at vende dig med jævne mellemrum, så stegningen kan blive regelmæssig og velfordelt.

Giv dig selv et par timer i solen, alt efter smag og behag, temperaturer og udholdenhed. Så er du klar til at indtage verden i brun og lækker indpakning. Eller – måske som overophedet krebsefarvet turist-flæsk i begyndelsen, men bare rolig; om et par dage kommer den farve, du har hungret efter hele vinteren.


TIP: lav selv verdens nemmeste bodyscrub:
For at huden er helt modtagelig overfor solens stråler, og du virkelig kan få farven til at trænge ind, er det en god ide at klargøre huden ved at fjerne døde hudlag før stegning. 

Det klarer du let ved at dyppe dig i vandet, rulle dig i sandet og så gå i gang med solcremen. Solcreme skal du alligevel have på, og ved at lave det mix, jeg kalder ”solcreme feat. sand”, opnår du en effektiv skrubbeeffekt - og slår samtidig to fluer med ét smæk. Velbekomme!

27/06/2013

DSB: Lang lunte-træning

De fleste ture, jeg tager hen over Sjælland og retur er helt ordinære, og ikke umiddelbart grobund for de vilde pendleranekdoter. Men jeg får stadig noget ud af det. 

Nemlig træning i disciplinen ”overbærenhed”. Jeg træner min lunte, så den kan forlænges efter behov.

Sådan gør du:
Træningsprogrammet er let: Luk øjnene, snus ind, og øv dig i ikke at fortrække en mine. Du vil opdage, at du med høj sandsynlighed deler kupé med mindst én alkoholiker. Eller storryger.

Lugten er umiskendelig, og min mini-utilfredshed kan muligvis aflæses af mit ansigt – lige som alkoholikerens last kan afsløres ved hans blotte tilstedeværelse (og enten er der langt flere alkoholikere i det her land, end jeg troede, eller også er jeg bare heldig ofte at sidde i kupé med dem, der er).

Jeg. vil. ikke. lugte. til. din. mad. 
Det kan også være, det er dunsten af nogens mad, der rammer din næse. Mange har det med at spise yoghurt i toget, og det skal de have lov til. Yoghurt har det bare med at lugte lidt af …prut. Jeg ved ikke hvorfor. Er kombinationen af Mini-Meal og myldretid uegnede sammen?

Men du holder pokerface! Kom så! Lidt endnu!


En anden irriterende og hyppig dunst i toget er duften af vandmelontyggegummi. Den slags ER bare sjovest i din egen mund. Duften af den i en fremmeds mund inklusiv (åbenbart obligatoriske?!) smaskelyde er ikke flatterende. Men øvelsen træner din lange lunte, og den skal du ikke undervurdere som pendler.

18/06/2013

Øje-guf og hverdagsreklame

Jeg har tømt kamera, telefon og øvrige gemmer og er nødt til - næsten på navlepillermåden - at dele det med dig. "Men what's in it for me?" Tænker du måske.

Og så siger jeg: Måske giver det stof til eftertanke. Måske vil du falde ned af stolen af grin. Måske vil du endda sige det videre. Muligheden for at du tænker "Fuck. Jeg smutter i Netto efter tvebakker" er selvfølgelig også til stede, men det er ikke hensigten.

Nok sniksnak. Here goes:


Fonte fra gamle dage. Eller - fra 60'erne ca. Var på Louisiana og se syret, supercool Pop Art-udstilling med min ven Nicolai.
Og selvom en gammel mand sagde, at jeg ikke måtte tage billeder, kunne jeg altså ikke lade være.
Her følger lidt input fra udstillingen (som desværre ikke går længere)



Et Braun-TV. En meeeget tidlig model. Sødt.




Nogen havde doneret deres lemmer til Louisiana. Ret gakket, og sådan var udstillingen langt hen ad vejen. Men det fik mig til at grine, og det var vist også meningen. Jeg er VILD med uhøjtidelig kunst.


 Nicolai kigger på kartoffellamperne. Igen: gakket. Men fantastisk sjov ide, der er samtidig er så åndssvag, at jeg er vild med det.



"Sring is here"
Det her instore-værk er ikke fra Louisiana. Det er fra Urban Outfitters på Strøget.
Meget fin måde at kommunikere på i butikken. Meget back-to-basic - og ret "Lykkehjulet"-agtigt i øvrigt.

Det er okay at skrive klicheer og skrive det, alle de andre gør (læs: "Spring is here"/"Forårets farver"/"Farverigt forår!" og ting i dén dur), hvis du til gengæld sætter det op på en måde, så det overrasker. Gør du ikke det, synes jeg, du skal finde på ny tekst.



"Sol dig i sikker sommersucces".
Hende her fandt jeg gennem togruden på Høje Taastrup station (drenge: Femilet er en undertøjskæde til piger).
Og hvor er det sjældent, man ser en annonce/outdoor/print/hvadsomhelst uden en afmeldning eller call to action. Altså uden at afsenderen opfordrer mig til noget. Her er blot leget lidt med S'erne og så er der en pige i bikini. Og en afsender.

Egentlig ret befriende, at den ikke larmer med prissplashes, tilbud og købkøbkøb-tekst. Vi piger ved jo udmærket, hvad den annonce betyder. Det betyder, at bikinisæsonen er startet i Femilet. Nye kollektioner. Nam nam.


"Böreksnegle"
Annonce fra Kødbyen. GRIM grim grim. Dejlig grim. Grim ud over alle grænser. Så grim, at det er gået over og blevet sindssygt sjovt - og nu er den trods alt foreviget hér.

Jeg aner ikke, hvad börekssnegle er, men det jo nok noget bagersnask af en art. Det ligner bare en svinemørbrad til forveksling (og annoncen hang jo i Kødbyen?..).Nåmen altså jeg kan da se, den er på tilbud, og at der er flere varianter.
..Jeg synes bare, du skulle se den. Den ser meget grossist-intern ud.


Hvis ikke man er til klar snak, kan man sige det med Cocio. Den holder altid.



To bløde strikkemænd. Selvfølgelig hedder de Arne og Carlos (synes måske, Carlo havde været mere passende). Billedet er fra en bog, jeg fandt i verdens smukkeste boghandel i Maastricht.


 Mange vil af simple, dyriske årsager nok elske denne annonce for undertøjskæden PrimaDonna. Men nu er jeg ikke en mand, så dét jeg lagde mærke til var, at de siger "Tak, PrimaDonna" om sig selv.

..Er det bare mig, eller er det ikke lidt spøjst at takke sig selv? Jeg ved godt, de taler med kvinden/køberens stemme, men jeg studsede alligevel over det. Jeg giver da heller ikke folk julegaver med tilhørende kort, hvor der på forhånd står "Tak, Lotte".



Var hos Meyers Deli på Gl. Kongevej, og de har SÅ mange pæne emballager! Det er emballage-lovers' paradis! Selv melposerne er til at falde i svime over. Og rødkålen.
Her er det chipsposer i fin farveorden og ret nice design.



Endnu et vidunder fra Meyers Deli. Hvornår har du sidst købt en f*.. balsamico, fordi den er pæn? Men når du så ser denne her, forstår du mig jo godt. At jeg købte den. Den er skideflot og jeg agter at pudse den og have den stående fremme, selv når den er tom.

31/05/2013

"Please hug the trees". Fin kampagne fra England

Græsset skal selvfølgelig betrædes.

Naturen er til for at blive nydt, og det opfordrer engelske National Trust til via denne fine kampagne i England.

Skilte, der ligner de advarsler, vi er vant til, opfordrer besøgende til at kramme træerne, gå i blomsterne og snuse til dem - og til at tage billeder.

Billede fra kampagnen. Taget fra Creative Review.com


Enkelthed betaler sig, og det er denne kampagne et godt eksempel på.

Og så er de sociale medier naturligvis integreret i kampagnen.


Se kampagnen på Creative Review.

27/05/2013

Skærebrænder i disguise

Yes. Damen overfor mig har skærebrænder-stemme. Sådan én, der kan høres i hele kupeen. Lækkert. I love it. Tal lige lidt højere, vil du?!

(argh!)

(Nå ja - guess what? I'm a train)

Tænk at være født med en stemme, der overdøver alle andres. Smart i visse situationer, men træls, hvis man står i en af de der forsamlinger, hvor man skal synge (fx til rundt om juletræet eller slet og ret til koncerter), hvor man gerne vil synge med, men helst ikke høres.
Lydløshed kan ikke lade sig gøre, hvis man er født som skærebrænder i forklædning som kvinde.

Og dig, kære læser, du skal bare være glad for, du har muligheden for at skrue NED for dit tv, hvis volumen ikke passer dig.

22/05/2013

Charmen ved at pendle

Det gode ved først at pendle hjem fra arbejde kl. 21 er, at toget er næsten tomt.
Det vil sige, at risikoen for, at jeg havner ved siden af:

a) en alkoholiker
b) en flok efterskoleelever
c) Et menneske, der snorker
d) Et barn, der larmer
e) En Betinna fra Albertslund med vandmelontyggegummi og smaskelyde og Apples ear plugs i ørerne (du ved, dem, der ikke kan holde på lyden)
f) Én, der vil snaaarkke
g) En ung fyr, der stinker af parfume
h) En narkoman med sår i ansigtet
i) Én, der er blevet slået til plukfisk, så ansigtet har dobbelt størrelse, som gør, at jeg ikke tør kigge, men alligevel ikke kan lade være
j) Én, der ikke har fattet, at man ikke skal se video MED lyd på i toget
k) Én, der taler i telefon i en time
l) En pige med tasken (og munden) fuld af remoulademadder.
m) En mand med lange ben
n) Én med korte ben eller mange kufferter, som ikke har opdaget, at hun ikke er alene, og at vi andre også har ben, vi gerne vil ha' plads til
o) Én, der stirrer
p) En grim én.
q) Én med underlige næselyde

...er ret lille (altså risikoen)!

Lige så mums sådan én her smager, lige så fæl er den at dele kupé med (foto fra gallery.jesroger.dk)

P.t. sidder jeg ALENE og føler mig lidt som en gammel knark bevares, men det manglede sgu da bare.

PS: Har siddet ved siden af samtlige typer på listen. 

14/05/2013

Kan Prinsesse Mary godt have tynd mave? Og 117 andre gåder


Der er mange spørgsmål, som mangler at blive besvaret. 
Fx er universet ret stort (og for en gangs skyld noget, japanerne ikke kan overgå!)  men HVOR stort? Jeg bliver bims af at tænke på det.

Men der er også de hverdagsting, vi alle går rundt og undrer os over, og som vi måske har undret os over så længe, at vi ikke længere stiller spørgsmålstegn ved dem. Men som vi egentlig godt gad have et svar på.

Ligger du inde med et svar på nogle af følgende spørgsmål, så send dit svar til kommentarfeltet herunder. 

Fx undrer jeg mig over:
-       Hvad er en hipster egentlig? Et hiphop-hamster? (Hipster. Hamster.. Potato potato)
-          Hvor farligt er det egentligt at have en ansigtscreme med ombord på et fly?
-          Hvorfor sætter DSB konsekvent for lidt vogne på deres tog på visse tidspunkter?
-     Bliver Apple-hypen nogensinde so last year?
-     Hvad er meningen med vandmænd?
-          Er de virkelig så kreative, dem, der går i byen i Kødbyen?
-          Hvorfor vil folk altid hellere have den modsatfarvede regering end den, de lige har fået?
-     Hvorfor er regeringen helt blå, når der står "rødlig" i manualen?
-          Kommer det bag på DSB i myldretiden, at der er mange med toget?
-          Hvorfor skal små børn gå i dyrt modetøj?
-          Hvor dybt kan man synke i kampen om at blive kendt?
-          Hvor på en reality tv-deltager sidder værdigheden?
-          Hvorfor er tamponer så dyre? Vi taler om f... vat m. snor!?
-          Hvilket stof skal man være lavet af for at ville date Sydney Lee?
-          Hvem er det, der køber de der gigant-romkugler hos bageren?
-          Hvorfor findes de? (gigant-romkuglerne)
-          Hvorfor kan Linse Kessler ikke selv se det…?
-          Hvorfor er der stadig fritgående mænd med hvide tennissokker i sandalerne?
-          Hvorfor bliver man ryger?
-          Hvorfor er der stadig nogen, der diskuterer, hvorvidt studerende er fattige eller ej, når de nu bliver betalt for at gå i skole?
-          Hvorfor tog det så lang tid og så megen snak at legalisere de homovielser?
-          Hvorfor har så mange af de såkaldt fattige studerende Mac, spejlreflekskamera og iPhone?..
-          Hvorfor er det så dyrt at køre med DSB, når nu de gerne vil have os til at vælge den offentlige trafik?
-          Hvor forsvinder bananfluer hen, når de dør? Og hvor fa'en opstår de fra? Ud af den blå luft?
-          Tror Jehovas Vidner virkelig selv på det?
-          Hvorfor i alverden hedder SKAT ’SKAT’?
-     Hvem var den retardo, der sammensatte Aktiveringssystemet og besluttede en proces, der er ekstremt spild af de fleste menneskers tid?
-     Kan Prinsessse Mary godt have virkelig tynd mave?
-     Hvorfor synes man, Ostepops smager godt?
-    Og naturligvis: Slutter Israel/Palæstina-konflikten nogensinde?
-    Hvorfor er det kun de slimede og lidt ulækre madvarer, som bliver tituleret "delikatesse"?

07/05/2013

Folk, der smasker.

Er nær sindssygens rand. Har nu i en uge siddet overfor folk i toget, der smasker.
SMASKER! Når de spiser!

Hvorfor skal det gå ud over mig?

Det er jo simpelthen den mest irriterende lyd. Vi taler om VOKSNE mennesker, der ikke har lært den basic ting at lukke munden, når de spiser. Den slags voksne er der åbenbart rigtig mange af.
Men hvorfor kan de ikke selv høre det? Og hvorfor har de ikke forlængst lært dén disciplin??

Den værste smasker var blokfløjtelærer Melanie fra i går (når hun ikke smaskede, talte hun MEGET højt i telefon), som havde medbragt en praktisk madpakke i toget - naturligvis med 50 % gulerødder og 50 % grovklapper/rugklapper/rygklapper/hvad den slags fornuftighedsbrød nu hedder. Man er vel lærer.

Men er du klar over, hvor meget gulerødder larmer, når man spiser dem? Det er du nok.
Og Melanie smaskede og knasede og gumlede og tyggede - på den ENE gulerod efter den anden - så det kunne høres helt ud på togskinnerne.

...LOTTE VAR NÆRMEST ARRIG.

20/04/2013

Tekst og grafik med stop-op effekt

Fra tid til anden sker det, at andres tekst fanger min opmærksomhed (ok ok - det sker hver dag. Jeg tager bare ikke billeder af det hele).
Og som den novice jeg stadig er udi tekstforfatning, er det om at indsamle og gemme og inspirere og lære.

Her er en stribe gode bud på hverdags-guld, der har fanget mit øje og fået mig til at hive telefonen frem og forevige ordene midt på en travl hverdag (beklager billedkvalitet!).


Den er simpel, men sød, og jeg kan ikke lade være at smile. 7Eleven gør det som regel godt. De løfter mit øjenbryn - og de holder stilen.



"Vi anbefaler, at du bruger mindre tid på at handle. Så kan du nemlig nå at skifte fra din hvide arbejdsskjorte til noget mere afslappet, når du kommer hjem.
Og det er praktisk, når man elsker spaghetti med kødsovs men ikke helt kan styre det"

Fantastisk tekst, der fik mig til at standse op og stirre og læse så længe, at jeg lignede en idiot til sidst.
FanTAStisk at så meget ret bla-bla-agtig tekst er sluppet igennem nåleøjet og nu får lov at pryde gaden. Fantastisk at Netto opfordrer til, at vi IKKE bruger så meget tid i deres butik (ta' dén, Fakta).




Ikke så meget pjat. Det skal være let at se, hvad der er i posen, ikk'. Og så er farverne faktisk flotte - SELVOM sennepsgul indgår.  Endelig en chipspose, man gerne vil have liggende fremme.



Det her billede skyldes egentlig ikke, at jeg var excentrisk over teksten. Jeg er mere overrasket over, at et godt gammeldags rim pludselig ses i bank-jargon. Dette rim gør ingen fortræd, men der ER lidt håndværker-humor over det, synes du ikke?



En king size omgang Mims Mams Mums. Funny på den "tørre, puffede ris møder noget, der skal forestille at være chokolade"-måden. Hæslig copywrtiting og lige så hæsligt lay out. Men ok - så matcher det jo det sikkert lige så hæslige produkt. ...Som altså også lige skulle med på listen hér.


Her er ikke så meget tekst, men de fine, glade æggebakker skulle med alligevel. Det er da dejligt, at nogen har tænkt, at den genbrugsbrun-grå æggebakkefarve ikke nødvendigvis er den pæneste. Genbrug ER godt, men disse farver gør mig gladere og gi'r mig lyst til æg (bemærk dog den sorte æggebakke-variant bagerst. Dén forstår jeg ikke helt..)


Her er det atter Netto, der har leget med ordene (jaja, billedkvaliteten er langtfra i top; sorry).
"Du kan altid få job i Netto, hvis du kan levere varen".
Ha, det er da meget fint. Det er jo rigtigt.


Det her har nogen ikke engang gjort med vilje. Jeg fangede det bare på en shawarmabar.
Mekanisk eller mexikansk? Det ER vel en form for mekanisk, når man køber fast food, og hvis det samtidig er mexikansk, ja så KAN man da ligeså godt slå to fluer med ét smæk (ord).

27/03/2013

Fitnessworld of funny people

Selvom jeg selv er en inkarneret del af det, så kan jeg godt se det - og vil gerne indrømme - at der bare ER et eller andet tosset over fitnesscentre.

Det er længe siden, jeg for første gang satte mine små fynbo-ben i ét af slagsen, og dengang følte jeg mig lidt ved siden af. Som om at "nå ja, jeg er her godt nok, og jeg betaler til det, men altså... jeg er ikke rigtig sådan én, der træner i fitness, vel".

Hvorfor jeg har den fornemmelse af fitnesscentre, er der især to grunde til. Tror jeg. Det skyldes garanteret følgende:

Spinning-mændene
STRAMME cykelshorts på alt for tynde (eller tykke) ben. Det klæder ingen mænd med cykelshorts, og hvorfor de skal være så stramme, når nu træningen foregår INDENDØRS - dvs. uden vindmodstand - forstår jeg ikke.

Det er bare usexet altså. Mænd, der træner, er jeg fan af. Men de cykelmænd, der er repræsenteret i mit fitnesscenter, synes jeg er lidt komiske.  

Men selvom buttede mænd i stramme shorts er sjove at se på, er det modsatte det jo også:

Johnny Bravo-brødet med en selvtillid på størrelse med universet (og et selvværd på størrelse med en ært), 70 milliarder tatoveringer, GIGA-muskler og selvbruner i hele bøtten er simpelthen for skørt (så er spinning-manden trods alt mere autentisk).

Ikke et fitnesscenter uden en ægte Johnny Bravo. Støder du ikke ind i ham, er det muligvis ikke et fitnesscenter, du er rendt ind i, men noget fødselsforberedende-yoga-mindfullness. 

Johnny B. Et must i ETHVERT fitnesscenter. 

Det sker også sommetider, at jeg bliver i tvivl om, hvorvidt jeg er havnet på Crazy Daisy eller i fitness. Musikken hamrer ud af højttalerne, pigerne er dullet op med masser af smykker og make up, og fyrene (bortset fra spinning-manden selvfølgelig) ligner nogen, der er på rovjagt efter piger og andre, der gider smide et beundrende blik i de store musklers retning. 

Det handler om at blive set, gør det.

Det handler ikke så meget om effektivitet, når tøserne tripper lidt på deres stepmaskiner, og fyrene sidder og drikker vand i en af de UTALLIGE pauser, hvor de betragter sig selv i spejlet for 117. gang.
Hvordan de bliver så store, er mig lidt en gåde, for effektive ser de ikke ud. Men der er selvf. genveje til dén slags.

Men okay. Man skal passe på med at pege fingre af folk, som trods alt gør noget.
(Johnny B. og spinningmanden skal have credit for at de i det mindste ikke ligger og ser BigBrother på sofaen i selskab med en direktørsnegl fra bageren).

Jeg selv er der selvfølgelig intet komisk over. Er du tosset! Heller ikke når jeg for Gud ved hvilken gang befinder mig i skovskider-stillingen, fordi nogen siger, jeg skal lave squats. Eller svinger rundt med jernkugler som en anden romersk kriger, med et åndssvagt vredt blik i det snart rødbedefarvede ansigt.

Eller når jeg puster som en karl smart-marathonløber på løbebåndet, mens jeg reelt bare er opslugt af "Luksusfælden" i fitnesscentrets fikse TV-skærme. Hm hm.



(Aaargh, jeg lover at prøve at begrænse længden på mine indlæg fra NU af!)

16/03/2013

Få dit showbizz-smil på

Jeg har det, jeg kalder ”showbizz-smilet”. Måske har du selv ét lignende? 

Ligeså vel som nøgler, læbestift, håndcreme, mobil og dankort, bør Showbizz-smilet altid ligge i enhver dametaske. Showbizz-smilet er et smil, du kan påtage dig ved forskellige lejligheder, hvor det er passende at smile og se sød og from ud (hold nu op – engang imellem ER det altså bare praktisk at ha’ en reservesmil i baglommen)Og da jeg ikke altid er i det søde og fromme humør, kan man godt sige, at the showbizz smile comes in handy. 

Lige dér! Bang! Smiiil! Og skrid.

Showbizz-smilet kan være et praktisk værktøj at have med sig, fordi verden nogen gange bare glider lettere ned, hvis jeg kører efter devisen ”smile and wave”.


Showbizz-smilende dame, der mestrer disciplinen til fulde.
Very smiling girl lånt fra AnyTen.blogspot.com


Til orientering skal jeg dog oplyse om, at showbizz-smilet naturligvis kun bør benyttes i udvalgte situationer. Det er ikke beregnet til at blive kastet om sig med, for nok er et overskudsagtigt tandsmil belejligt en gang imellem, men det må ikke tage overhånd og ende ovre i den falske grøft, hvor det nærmest tangerer til skizofreni. 

Brug showbizz-smilet med omhu, er mit råd til dig.

Og i dag brugte jeg så showbizz-smilet
Jeg kommer gående på Valby station, da der sidder en hjemløs mand og spiller sørgmodig harmonikamusik akkompagneret af noget storhedsmusik på en ghettoblaster (á la de der indianere, du altid ser på Rådhuspladsen). 

Mens jeg nærmer mig manden prøver jeg (som altid) at afgøre med mig selv, hvorvidt det lyder dejligt eller røvirriterende.
Jeg finder aldrig rigtig ud af det, men tænker, at den hjemløse mand i hvert fald ikke skal risikere at spille falsk på harmonikaen ved synet af mit top-vægelsindede og utilpasse fjæs, og da han oven i købet er så flink at sige ”Heeeej” til mig, afgør jeg lynhurtigt sagen ved at fyre showbizz-smilet af overfor ham. Ikke fordi han gør mig i bedre humør, men fordi at så er alle li’ssom glade.  

Arbejder du med kunder eller sidder i en reception, er du sikkert allerede flittig bruger af showbizz-smilet. Der er jo ingen, der går storsmilende rundt fra 8 til 16 alle ugens dage, så det er derfor jeg siger det: hold dig ikke tilbage fra at bruge showbizz-smilet, hvor det er nødvendigt. Men brug det med omtanke.

15/02/2013

Medpassager i SÆRklasse.

Fredagsstatus.

Der sidder en mand over for mig i toget i ført dynejakke med pels (jaja, altså den slags pels, som efter et års tid ligner en død, skrumpet og indtørret bæver. Også kaldet "fake fra Bilka") og SHORTS!

Jeg skævede tilfældigvis lige ned under bordet, som adskiller os, og fik øje på et par bare, behårede mandeben med et par beige lærredsko for enden..?!
Det hænger ikke sammen.

Jeg kiggede op igen og registrerede rigtig nok dynejakken.
Overvejede et øjeblik, om det bare ben var et kunstigt ét, han har taget med som en slags "forårs-accessory", og tog mig selv i at bøje med ned og se under bordet, om benet nu også er hans eget..

Det er det.

Men han snøfter og hoster også helt vildt, så måske bør jeg anbefale ham en ordentlig påklædning? Han læser p.t. i en "Lærebog om massage", er cirka 19 år og dagens særeste med-passager so far.

God weekend!

14/02/2013

Om candyfloss-krop og verdens grimmeste kvinde.


Torsdagsstatus

Det er ikke tit, man åbner avisen og …fniser. Og slet ikke, når klokken er 7.00 om morgen, man står på Høje Taastrup station, og temperaturerne er lavere end Sydney Lee's IQ.
(bonusinfo: søger man på Sydney L, kommer der 146 MILLIONER hits op!)

Men den her artikel var så sjov, at jeg glemte mit tog! For fanden.

Artiklen handlede om, at verdens grimmeste kvinde endelig var blevet begravet efter 153 år.

Hahahaha!! Her må jeg le! Tænk at blive kåret som verdens grimmeste kvinde! Men ok. Så er man da sikker på at blive husket for noget. Det var noget med, at hun lignede en abe og havde underbid. Også uheldigt altså.


Overfor mig (surprise - jeg sidder i toget p.t.) sidder en pige med pelshue og ser Dolf og Wulff på sin - apropos - ret grimme vens computer.

Hun er en af de der typer, hvis larmende grin går lige i øregangen og nærmest gør ondt. Ti nu bare stille ikk'. Og ta' din pelshue af. Det er næsten som at ha' cykelhjelm på indenfor.

Hvordan kan vi mennesker være så forskellige..? Og hvorfor er jeg så knotten i dag?
Jeg er ellers på vej til torsdagsøl med venner i kbh. Ikke skidt. 

Ved siden af mig sidder to journaliststuderende og taler om praktikpladser. 
Det må i øvrigt kræve albuer af skarpt, rustfrit stål at få de mest eftertragtede praktikpladser på journaliststudiet. Og netop derfor blev jeg ikke journalist. For der er det stikmodsatte af skarphed på mine albuer. Nok noget, der minder om candyfloss faktisk. Æhm, Og derfor er jeg så endt i reklamebranchen. Mm, klart - det giver mening.

Heldigvis er candy floss'en lige så langsomt ved at konvertere til rockwool, så det skal nok gå.

Se. Så bløde er mine albuer. Her illustreret på pind og mere hairy-looking end de egentlig er.