30/01/2012

Et tirsdagsææventyr

Det var en grå og stormfuld tirsdag aften i januar. Det var en af de der tirsdage, som på papiret fremstår aldeles harmfuld, og hvor man blot prøvede at holde hovedet oven vande for at undgå at synke ned i det mørke januar-dynd, som har det med at opsluge lidt for sarte sjæle i sit slimede indre. Denne januar-tirsdag var mørk med mørk på, og hun vidste, at hvis ikke hun tog affære og gjorde noget, ville hun komme tættere på dyndets opslugende rand af flosset tirsdags-suppedas.. Og hun var i København. Byen hvor alt kan ske.

(...tillader mig at springe lidt i de narrative teknikker, for vi skal til sagen)
Jeg tog ind til Huset i Magstræde, med Julie. Tilsyneladende et sted man ikke kan undvære. Min og Julies tirsdag aften blev pludselig noget mere værd, da vi valgte at ta' ind og se stand up for en 50'er. Og Julie lagde ud med de vise ord: 'Det er tit meget sjovere live'. Og det VAR sjovt. Faktisk retti' tåretrillende/tisse i bukserne af grin-sjovt (aj, det gjorde jeg altså ikke)

Liidt stramt blev det dog, da vi for 117. gang skulle lægge øre til en omgang selvmedlidenheds-sjovhed og "jeg er overHOVEDET ikke sådan én pigerne gider kigge efter" og "Se mine grimme stritører!'-kaskader. Mindreværds-humor i flæng er lidt trættende. Kom nu drenge! Der er så uendeligt meget andet, man kan skrive jokes om, men ikke én nævnte Fattig-Sofie eller -Carina, sløve Facebook-updates fra ammehjerne-mødre eller politik. Måske skal man op på et bestemt etableret stand up-level, før man får lov at være sjov over andet end sig selv. Fair nok. Jeg ku' sgu ikke ha' gjort det bedre selv.

Men fælles for de tilsyneladende klynkende og typisk meget lave (!?) stand up-drenge, så ta'r de revanche lidt senere henne i deres show. Det kan godt være, stand up'ere sjældent er flatterende at se på, men er man sjov nok, kommer man langt. Så langt, at de forvandlede min tirsdag til noget ret eftertragtet, hvis den havde været til salg i DBA.

(sjov mand)

Og selvom det blev sent (for der var mange stritører og korte ben, der skulle gøres grin med) så ku' vi godt leve med, at Frank Hvam (wwuhuuu!!) kom ind fra sidelinjen som surprise og afsluttede denne famøse tirsdag med et bundsolidt, godt show, som (næsten) ikke handlede om hans uheldigheder, men om alt muligt andet sjovt. -Til en 50'er! Niice.

13/01/2012

Er det bare mig...?

Der er ikke nogen, der kan bebrejde mig for at holde for ørerne når det tordner vel? Eller når nogen sætter en mikrofon lidt for tæt på en højttaler (eller hvordan det nu er) og der kommer dén der labre pivelyd. Føj. Eller inden nogen starter en blender/foodprocessor/stiksav you name it. Synes heller ikke, at folk, der truer med at springe en ballon, er særlig sjove. Dels fordi det ikke ER sjovt, dels fordi jeg har det med at blive pis' forskrækket over ingenting.

Sorry. That's my thing
Det toppede dog forleden, da jeg tog mig selv i at stå på DSB's tog-toilet, et ukendt sted mellem Odense og Valby ...og holde mig for ørerne. Ikke fordi jeg ikke kan li' lyden af Sjælland, der suser forbi udenfor, eller fordi jeg febrilsk prøver at overhøre kontrollørens 'luk op - jeg skal se din billet'-stemme.
Næ, det skyldes egentlig bare, at tog(og fly-)toiletter har det med at skylle ud med et så højt og uforudsigeligt hvæs, at jeg ser mig nødsaget til at stå dér og ligne en idiot med OCD-lignende trang til at holde for ørene i ti sekunder, før jeg kan komme videre med mit liv - samtidig med, at jeg glæder mig over, at der ikke er overvågningskamera på toilettet (eller er der?).
Ku' pludselig godt se jeg mig selv udefra, og helt ærligt.. Nå. Det er ikke alt, man behøver at forstå.

Nedgraderet til konservativ og nationalistisk sut
Apropos 'forstå. Jeg får en fornemmelse af, at jeg er ved at ryge af på den og blive gammel og fornuftig, når jeg irriteres over modemagasinernes sprogbrug, som er ca. ligeså forudsigeligt og kedeligt som et tilfældigt afsnit af 'Horton Sagaen'.
Når karl-smart'ske ord som 'fashion', 'item' og 'pieces' indgår i hver 3. sætning, kan man godt blive lidt fraværende i sin læsning - som i "det her blad er vist snarere skrevet af modebranchen til modebranchen?".
Og tilsyneladende er 'quirky' yndlingsordet, p.t. Det er da også meget pænt, bevares. Men gad vide, hvor mange af læserne, der egentlig ved, hvad det betyder. Øjeblik...
Jo - det betyder 'finurlig', 'excentrisk'.
Godt så (dét ville dog synd at bruge om indholds-standarden i danske kvindemagasiner. Nå, det kan jeg altid blogge om en anden gang).
- Og selv om mode og tendenser har det med at skifte jævnligt, så namedropper de kvindelige modemagasiner stadig barer i Kødbyen og viser stadig fotocollager i hipstamatic-stil, af ranglede post-hipstere med skovmandskjorte, overskæg og sømands-tusser. ja, den fes godt ind, den tendens. Skal vi ikke videre nu? (sorry til sømands-tusserne, som må boltre sig på tyndfede sushiris-farvede overarme forever).

Der er fut i fejemøget når Sofie pipper i Politiken
Jeg er normalt et usædvanligt sympatiserende menneske, og kan som regel se et synspunkt fra alle parters sider. Men for 1. gang fatter jeg ikk' en brik. Undrer mig over, hvorfor det nu liiige er, at trætte, trætte Sofie fra RUC skal ha' SÅ hulens meget taletid. Hun er en kedelig studerende m. studielån (så kan hun jo umuligt være fattig) og lidt for lidt søvn, som ikke har forstået dén med, at man ikke får venner ved at tænke sig til det - men ved at gøre noget. 'Jamen de forstår mig ikke. Samfundet forstår mig ikke', sukker hun.

Jeg er sikker på, at enhver medstuderende ville være under 5 sekunder om at forstå, hvis Sofie inviterede på sammenskudsgilde i københavner-lejligheden. Jeg VIL ikke klandres for, at hendes venner ikke forstår hende.
Efter hendes klagesang i Politiken, tror jeg desværre vennerne forstår endnu mindre. Her burde jeg linke til hendes debat-indlæg, men jeg lader være, af protest. For det er på tide, at dén sag lukkes. PS Sofie: Stram ballerne. Så finder du nok et job, li'ssom alle andre. Skifter.

10/01/2012

Vend den hule kind til

Én ting, jeg synes er sjovt og lidt synd og egentlig også lidt irriterende, er når piger (uanset hvilken vinkel det drejer sig om; om det så er bagfra på hovedet) bliver fotograferet og indtager nøjagtigt samme ansigtsudtryk som på de 117 milliarder andre billeder de har på Facebook.
Det er pjattet. De vil kun fotograferes fra én ganske bestemt side, og med en ganske bestemt og nøje instuderet trutmund, som bør indfinde sig i en ganske bestemt vinkel i forhold til næsen; ikke for meget trut á la kyssemund, men heller ikke for 'slap', for så ser læberne ikke helt så store ud. Og det er bedst at ha' store læber.

Er De også lidt muggen i kanten?
Men det kan være, de har en muggen kind i venstre side af ansigtet, eller måske endda en hul kind (hvis man nu er født med kun én kind). Så kan man godt forsvare, kun at ville fotograferes fra en ganske bestemt vinkel, for hvem vil dog ha' udbasuneret den slags. 
Det er de sociale medier som skal lægge arkiv til billederne, så det er om at holde på sandheden om det hele, det være sig fx en grim venstre kind, et manglende øre, en dårlig hårdag, vinterdepressioner, ensomhed, stress eller andre fæle sandheder, som mange mennesker i én eller anden grad døjer med. De er usunde at ignorere (sandhederne altså), men alligevel er fx Facebook lidt som én stor kollektiv løgn om 'se mit skønne liv'.

Tæjk et åår liiv et
Andre versioner af 'jeg-kan-kun-fotograferes-fra-én-side'-tendensen er at posere uden tænder. Så smiler man kun på alle sine billeder; ikke noget med at grine stort, det ser så ukontrolleret ud, og dét er passé. Eller også har hun bare umådeligt grimme tænder, i stil med ham den slatne nede fra herberget, og dén slags tager sig jo knapt så godt ud på Facebook.
Hm.. man tror li'ssom bare ikke rigtig på, at de piger har grimme hestetænder.. Det virker alligevel usandsynligt. Hvorfor smiler de så anstrengt? Sofie og jeg agerer gerne rollemodeller for piger m. kun én pæn kind, hestetænder i skjul og andet gejl i kategorien 'øv, men sådan er jeg desværre født' (take it or leave it).

Se selv. Så fæl kan man se ud når man griner. Det er mig yderst til venstre. Jeg griner meget. Faktisk så meget, at jeg sommetider bli'r lidt forskrækket over at jeg kan se sådan ud..  Jeg SKRIGER jo af grin.
Men piger: det er okay. JEG er okay (det er Sofie vist også). Og stadig et velfungerende menneske den dag idag, selv efter dette billede blev taget. Det kan I også!

05/01/2012

Jule-epilog

Har endelig fået pulsen ned efter julen. Kontoen er ved at få det.
At være deltager til en jul i min familie er lidt et cirkus (foretrukkent ord for 'jul'). Har i hvert fald måske en lille smule ondt af min onkels spritnye, søde kæreste, som blev kastet ind i 'Jul hos familien Skovsted', som en slags tre dage langt optagelsesritual forklædt som 'familiehygge'.

Jul i skurvognen
Det er nu ikke fordi det kræver så meget at integreres i min familie. Kan man li' snapsen og min fars stolthed - de marinerede sild - og mestrer man en humor på 'lummer skurvognsarbejder'-niveau, så er den hjemme. Først når min indre havnearbejder er varmet op, begynder familiehyggen for alvor.
Men lige præcis juleaften kan godt få mig til at miste pusten. Måske er jeg fed up efter 25 fuldstændig nøjagtigt identiske juleaftener, eller også jeg bare sippet. Det første er nok mest sandsynligt.

Bo Bedre-jul go home.
Jeg mistænker min far for at ha' lavet sovsen på en fond af lummerhed, for vi havde knapt sagt 'mmm' over anden, før snakken faldt på historier om opkast på upassende steder, og hurtigt blev afløst af brandert-historier (med opkast som hovedpointe ikk'). Og så er vi li'ssom igang. Halleluja.

Og det var helt overflødigt at tænke "nå, det bli'r én af dén slags juleaftener", for det har det nu været så tit, så for min familie og jeg er nyhedsværdien i dette blogindlæg ikke så stor, men jeg har på fornemmelsen, at andres familier er en anelse mere sobre, så vil da lige dele med jer hvordan julen foregår i det gule hus i Odense.

Point of no return
Julen 2011 blev en 'hvor der er hul er der håb'-agtig jul. Noget med et stoppet toilet som det lykkedes at blive aftenens omdrejningspunkt og en tilbagevendende joke. Og som toppede da min far - efter at ha' leget vvs-mand af flere omgange dén aften - atter vendte tilbage gaverne og konfekthyggen og proklamerede, at 'det var en hård fødsel, men nu er der hul' (need I say more?).
Så tog vi lige en 'Nu' det jul igen'-tur rundt i HELE hytten, for det er blot ét af de titusind milliarder ritualer man død og pine må igennem. Bare fordi det er jul.

Lyden af støv
Et andet ritual er som bekendt det med træet. Altså det kæmpestore grantræ (hvorfor egentlig ikke bare et helt kastanjetræ nu vi er igang?), som i løbet af NO time har oversået hele stuen med grannåle. Det eneste fede ved dét, er når man kan høre nålene forsvinde op i støvsugerens lange snabel (ELSKER  lyden af støv som forsvinder derop). Da det kom til træets størrelse, var i år ingen undtagelse. Fra gulv til loft.

Ordnung muss sein
Og selvom pladsen i år var lidt mere trang end normalt, og alle regnede med, at dansen om træet ville være som en tur på Strøget d. 23. dec. kl. lidt i lukketid, (langsommeligt og snævert, men absolut nødvendigt for at det kan blive jul), så skulle det gennemføres. Det var lidt en kamp, og vi trampede lidt rundt oven i hinanden, men det er nok meget godt for at julemaden li'ssom kan fordele sig nede i maven og gøre klar til næste ritual: Konfekt-spisning.

Brunkage? Bare én til? Kom nu? Du kan jo godt! SPIS DEN SÅ.
Som OM der var plads til mere mad. Men jo jo, der er vel altid ét eller andet, som ikke er fyldt ud; fx en finger eller en forsømt delle, som godt ku' bruge lidt ekstra nougat. Ud over hullet i toilettet (eller manglen på samme), var 'numsekagerne' et tema i år. De ser sådan her ud:


...og det var min onkels søde kæreste som havde brillieret med både bryster og baller til det sultne juletræsdansende folk. Her er altså én der har forstået jargonen allerede inden hun ankom.
Thumbs up. Jeg tror hun fik en udmærket jul på galeanstalten.