16/12/2012

Billedbog: New York City 2012

Sådan. Har været i New York (i november. Beklager up to date-hastigheden her på bloggen). 

NY var nøjagtigt lige så fedt, som alle har fortalt dig.

Jeg brugte 5 dage derovre, og kunne godt have slået mig ned. Selvom det startede med 10 timers forsinkelse i verdens kedeligste lufthavn i Berlin (læs i øvrigt en guide til, hvordan man fordriver 10 timers ventetid i verdens kedeligste lufthavn i Berlin).

Jeg besøgte min seje veninde Bodil, som bor i Williamsburg, Brooklyn, og er i praktik hos den danske mission i FN (Bodil er ikke særlig tabt bag en vogn).
Når Bodil bogstavelig talt klarede verdenssituationen, slentrede jeg rundt i NY i dagtimerne. Bare mig og mit kamera. Om aftenen fik vi selskab af Bodil og noget øl/cocktail/mad/rooftop party/mere cocktail/etc.

Nu vil jeg for en gangs skyld overlade det meste til billederne. God fornøjelse og god tur! 

- Nå ja, det er ikke et spejlreflekskamera jeg har rendt rundt med, selvom dét er blogger-kutyme. Og jeg synes altså stadig, Picasa er sjovt at lege med - så hvis du synes, billederne er noget "hjemmelavede" i det, er det nok derfor. Hva' fa'en. Hjemmelavet fungerer som regel ret godt.  



..Lad være at nævne noget med fallos, ikk'. Det er kun forbeholdt gymnasielærere uden fingeren på pulsen. 
Det her er The Rockefeller Building. Den er ret høj (259 meter). Men ikke så høj som Empire. Jeg var oppe i den, og udsigten var ta-daaa: FANTASTISK.



Der er koldt på toppen.
En snestorm havde ramt NY dagen før, men sneen forsvandt næsten lige så hurtigt, som den var kommet.

- Her har jeg dog bustet en lille fesen sjat, som stædigt insisterede på at posere for mit kamera, i selskab med Empire State Building i baggrunden. 



Manglede bare nogen at dele det her med, og var lige ved sige til de andre turister "Har I SET det?! Er det ikke VILDT?" 
...Jeg tror nu nok, de havde set det (også selvom de ikke gik rundt med åben mund og opspærrede øjne ligesom mig). Udsigten var li'ssom pænt svær at overse. 




Yellow cab. Og høje huse. Og et amerikansk flag. Så er alt, som det skal være, og vi kan godt regne ud, vi ikke længere befinder os i Valby.




Jeg er fan af den udsigt her. Det er lidt samme fornemmelse, som da jeg var Himalaya engang: Man føler, man står på toppen af verden. 
Nok er Valby bakke høj, men det er lidt noget andet..


Dyr butik. Kun kigge. Ikke røre. Endnu. 



...Mindre dyrt sted. Men ikke desto mindre er der 3 toiletskure til pøblen, og et umiddelbart finere ét af træ til over-pøblen. 
Ja hvorfor ikke? Ingen skal føle sig snydt i landet, hvor alt er muligt.




Jeg tog en tur på Museum of Modern Art, MoMA, 
Hvad du ser her, synes jeg er en cool måde at skrive "racisme" på. Lidt skræmmende - ligesom ordets betydning.




Det er svært at se tæt på, men portrættet af manden her, er bygget op af piktogrammer. 
Det var jeg lidt fascineret af.



...Sådan. Her ser du piktogram-manden lidt tydeligere. Sejt lavet ikk'?.



Dygtige, østrigske Gustav Klimt har malet en hulens masse blade og træer. Og en lillebitte smule luft under dem. Jeg synes, det er flot og forårs-agtigt.




Synes du, det virker bekendt? 
Norske Edvard Munch er et smut forbi MoMA p.t., og du kan se hans stunning billeder helt indtil d. 29. april næste år.


Edvard M. har malet sig selv. Er det bare mig, eller ligner de hvide streger nederst i billedet en skelet-arm?.. 
...Edvard? 



Her er vi  på alle måder ovre i nogle lidt større armbevægelser. Monet har også kilet sig ind på MoMA; faktisk har han fået en hel væg, fordi han tilsyneladende ikke kunne begrænse sig i sine åkander.

Flotte farver, men helt ærligt, så synes jeg, der er noget konferencelokale-agtigt over farverne og motivet. Er ikke helt fan endnu.



En af Picassos kubistiske damer. Oh la laa!



Nogengange må man skrue bissen på overfor retarderede billister.



Høje bygninger x 5. Med masser af lys i. 
Og selvfølgelig har Stars and Stripes lige lavet snigeren og er kommet med i billedet.



Det er ikke så tit, man tilfældigt lander på Times Square. Men det gjorde jeg. Det var en fejl, for jeg skulle i den stik modsatte retning, men var gået forkert.

I min iver for at finde vej, glemte jeg lidt at nyde stedet, men var dog åndsnærværende nok til at knipse et par billeder af det dynamiske "billboardernes utopia" (ja det udtryk fandt jeg lige på).



Haps. Vejen til velstand er belagt med kapital(-isme). 





Dejligt råt. Bemærk bien med solbriller og hue.



Nej, vi er ikke et eller andet frodigt sted i Jylland. Vi er stadig i NY. 
Her er jeg gående langs The High Line i Meatpacking district. Det er en gammel, nedlagt jernbanelinie, som man kan gå langs med, hævet over gadeplan.

Turen er fin, fordi man dels ser byen lidt oppefra, men også fordi der er en del grønt på turen.
At solen skinnede som en sindssyg var bare bonus.


Flot kunst på en gavl.



Der er lys for enden af gyden. 





















Sikkerhedsrådet i FN. Har ikke skiftet look siden 60'erne, ser det ud til, men fair nok. 
Så længe det ikke er verdenssituationen, der er er stuck i 60'erne, går det nok, at FN's stole er latterligt outdate'ede.



FN's Generalforsamling. 
Da Bodil og jeg var der, stod der en selvhøjtidelig lyshåret pige på talerstolen og spillede smart foran den karrygule væg...



Brunette i Jerusalem? Tror ikke, det land findes.



Man kan ikke redde verden lige meget hele tiden.



DENMARK! Go go go!!



Sjov kombi af frodig natur og vild storby. Sådan er det i Central Park, hvor jeg spiste sushi på en lille bænk ved en lille sø, med små broer, planter og egern inden for rækkevidde. Lovely.




Cocktails er en vigtig del af ... livet. Fra venstre er det Bodil, Bodils veninde (som havde den vildeste Brooklyn-accent, var det vist) og mig. 



Cool pige bor cool. Her er det Bodils hus i Williamsburg. 
Williamsburg i Brooklyn er i øvrigt stedet, hvor du finder de ægte hipstere. Den ægte kreative klasse, som har noget at have det i.



Sommetider er det bare svært ikke at være glad..




...når det var nærmest forår i NY.



...Selvom nogen har puttet livet i kasser. Eller måske har de bare givet kasserne nyt liv?..




Hvor ellers, but NY, møder du en mand, som har slæbt sit klaver ud i parken? 
Hvis ikke bjerget kan komme til Moses..



Stars. Arranged in stripes. 




Gæt, hvordan man har det, når man har spist to styk?
- Det ER iøvrigt kage, du ser i forgrunden, og ikke det PUR-skum, man fx bruger til at tætne tagsten med. Og det er mint, der er på toppen. Ikke jord.




Ja, Bodil ser glad og uvidende ud. Hvad hun ikke vidste var, at hun inden for 20 minutter ville krampe sig i mæthed og cupcake-overdose. 
Det kunne vi måske godt ha' fortalt os selv..



2 kaffe to go, 2 bagels med lox spread (smøreost med laks - yum!) og så afsted til den nærmeste bænk m. udsigt. Det blev her.
Med view over Manhattans skyline fra Williamsburg-siden på en vildt lun formiddag i november.
Life's easy.


Samme udsigt som ovenstående. Har bare været igennem Picasa-møllen.. Det bliver det kun mere læks af, synes jeg.




Street art. Han må leve med at blive trådt på en hel del, som han ligger der på fliserne med sin attitude..



Bodil iført noget, der ligner bollehår og så paillet-krave. Begge dele kan vi godt lide. 
Jeg ved dog ikke, om Bodil (aka DK's kommende udenrigsminister) bryder sig om, hvad jeg kalder hendes frisure, men jeg har jo ret..

Vi venter på toget på Bedford Avenue, og som ægte turist er man undskyldt: Knips knips knips af alt!



Mastodonter. Men de har garanteret et formål.



Der er ikke levnet ligeså meget plads til himlen, som til så meget andet. 
Den kiler sig ned, hvor den kan komme til det, og så må man ellers bare huske at kigge op engang i mellem. 




Ærke-amerikansk. Der var militær-veterandag på 5th Avenue, og Miss America hér rullede blandt andre forbi.



Har du set Sex & the City, har du sikkert en idé om, hvor jeg befinder mig. Et must-see for Bodil og jeg. PS: Jeg var glad, selvom jeg ikke ser sådan ud.




Slentrede rundt i Williamsburg og fordrev tiden, indtil jeg skulle i lufthavnen og hjem til mini-DK. 
Så jeg fandt en delikatessebutik, der hedder Depanneur, med alskens lækre ting, blandt andet "Drunken Monkey Jam":
Sugar coated with bananas, a splash of rum and a dash of lime. Buy me and you'll be dazed with delight. Sweet.

Købte en kop kaffe og faldt i snak med en fyr, der arbejde for Vice Magazine og mente, danskere var ret høje. Men det er da klart, han synes det, når han selv var kineser..


06/12/2012

I think you might hate it.

Jesus.
Bare fordi, plateausko, mavetasker og Marianne Jelved har fået et comeback, er det altså ikle alt, man behøver at genoptage.

...Men måske er de bare flade, så'n rent økonomisk? Så ville jeg da også prøve lykken, hvis jeg mente, der stadig sad nogle fallerede fans derude, som ville klappe af mig.

Lur mig, om ikke det ikke netop er dét, John Travolta og Olivia Newton-John tænkte, da de lavede sangen og videoen herunder?
Du behøver ikke se det hele. Eller se den overhovedet. For det' en ommer. Eller - den skulle aldrig ha' set dagens lys.


Danny and Sandy bliver aldrig mere de samme.
"I Think You Might Like It" - af John Travolta og en vis botox-blondine:



04/12/2012

Hvor mange dele ’hygge’ er der i begrebet ’julehygge’?

Du ved det godt. 'Plejer' er IKKE død - den er spillevende (spil-levende), og der er ikke udsigt til, at det bliver anderledes.

Du SKAL død og pine slæbes igennem nøjagtigt samme scenarie år efter år. For hvis der er én ting, du kan være sikker på, så er det, at du ikke kommer uden om julehyggen - aka. brunkage-overdosis, de fede marcipangrise, havregrynskuglerne, som ingen ved, hvor har været, før du får dem, oppyntningshysteriet (både ude og hjemme) og hvem-holder-jul-hvor-diskussionerne (er man skilmsisseramt forælder og single, kan pinslen i værste tilfælde måske ganges op et selvvalgt antal gange).

Julehygge er for husmødre?
Jamen -"julehygge?!” siger du, og dit ansigt foldes umiskendeligt i et udtryk, som vidner om, at du for længst har luret dét begreb. 'Julehygge' er nemlig ikke altid, hvad det giver sig ud for. Det ved du godt. 
For hvor mange dele hygge er der egentlig i begrebet? Med mindre julehygge er et synonym for stress, overvurderet-hed og skyhøje forventninger, som det kun er hjemmegående mødre, der kan indfri? Og det er det muligvis.

- Og hov! Stop. For det er nemlig liiiige hér, at kæden hopper af.

'Husmor' er som bekendt et ældgammelt begreb; ét, som de færreste kvinder vil betegnes som længere. Moderne kvinder har nemlig gang i (og ja, vi tager lige møllen en gang til for Prins Knud) karriere, netværk, kurser, efteruddannelse, børn, delebørn, mand, eksmand, forældre-arrangementer, overarbejde, lederstillinger, fritidsaktiviteter, maraton-træning, blogskrivning, bollebagning, veninder, byture, hund, kollegaer og alt det løse, som fx lejligheds-istandsætning eller Instagram-afhængighed.

Imens står julehyggen dér og banker på døren tidligere og tidligere for hvert år (sådan føles det) - garanteret fordi Illum skal hype det nærmest allerede fra august på et niveau, der kan slå selv julemandens kane ud af kurs.

Julehyggen kiler sig fast 
Og julehyggen er en insisterende lille satan, for den forventer at få en pæn del af kvindens opmærksomhed HELT frem til den 26 dec., når de sidste gæster forlader den synkende og og grannålebefængte skude.

Gud nåde den kvinde, som smider lortet og klejnerne fra sig d. 16. december og skriger "Næ, børnlil, nu må det være nok. Stik mor en sjus, og lad os tage til Bahamas og lege, at det var sommer".

Sådan gjorde de bare ikke i Peters Jul.
Sådan gør de bare ikke i de glittede dameblade.
Sådan gør Man bare ikke.
Så derfor gør du heller ikke.
Iført iltmaske, mentalt heppekor og et til lejligheden påsat overskud, smiler du dig vej gennem december. For traditionerne skal jo holdes intakt.


De legendariske havregrynskugler. Tidligere samlede man mini-elefantlorte og camouflerede dem med kokos. Nu laver man dem af smør og havregryn i skøn forening. Er vild med dem. Men ved du, hvilke hænder de har været trillet i? Spændende.. 

Alle dem, der glæder sig til jul, hopper nu
Og så var det, at jeg læste i MetroXpress, at hver 4. danske mand ikke glæder sig til jul. Og at det samme gælder for ca. hver 5. kvinde. Og at jeg mindes at have talt med flere kvinder i forældre-alderen, som i virkeligheden også bare synes, det er en lille smule anstrengende alt det jul dér.

Så spørgsmålet er: Hvorfor beholde traditionen? Når julen i virkeligheden ikke har den effekt, at vi tænker tilbage på, hvor rart det var, men i stedet glæder os over, at nu kan vi endelig trække vejret igen?!

Ok – jeg kommer ikke langt med at aflyse julen. Det er heller ikke dét, jeg har lyst til.
Jeg har bare lyst til, at vi gen-tænker traditionen.

Jeg fremlægger derfor lige noget for folket. Det må gerne være et lovforslag, men almindelig konsensus kan nok også gøre det:

Lad os udrydde nogle af de elementer, vi godt kan undvære i julen. 
De milliarder af intetsigende og ’kradset-ned-til-lejligheden’- amerikanske julesange, vi hører på repeat hver år. 

Vi kan også sløjfe traditionen med pakkekalendere. Her vil nok lyde et ramaskrig, men pakkekalenderen er i et dybt overflødigt element i vores materialistiske verden, og hvad skal vi i øvrigt med mere skrammel til vindueskarmen?

Lad der være kvoter på, hvor mange magasiner, der må bringe ’Det Store Juletema’. Teten må gå på omgang. Det er ikke fair overfor sarte sjæle med hang til julehysteri, at de skal bombarderes fra alle sider. 

Og det er synd for mændene, at de er underlagt juleoppyntnings-invasionen, bare fordi deres damer er blevet hjernevasket med, at idealet er en Bo Bedre-jul, hele livet. 

Jeg tror, vi Bor Bedre, hvis vi piller idealerne ned fra piedestalen, gemmer dem væk sammen med de fire julekugler, der blev impulskøbt på tilbud i sidste uge, og giver os selv plads til at leve, i stedet for at agere kurator i eget hjem.

...Og hvor meget sexappeal har en kravlenisse?
En anden effekt af julehysteriet er, at mænd ufrivilligt ender under tøflen. Som små vage kravlenisser, der pludselig ser sig selv bruge en hel dag på julemarked eller som elefanter i en glasbutik, når de leder efter julegaver til damen, som forventer noget udefinerbart – men noget romantisk, personligt og noget, hun ønsker sig.
Og han skal helst selv gætte det. ”For han må da kende mig godt nok til at vide, hvad han skal købe, altså!”.

Julespekulationer
En anden ting, som måske ville tage toppen af hysteriet og tvinge os lidt i knæ, vil være afgifter

I stedet for afgifter på alle mulige sære ting, som fx fedt, kan vi vedtage, at der skal skatter og afgifter på juleCD’erne? På pebernødderne fra Netto? På chokoladejulekalendere eller på al julepynt?


Jeg kan ikke forestille mig andet, end at markedet for julepynt må være mættet for længst, så dét vil ingen alligevel blive berørt af. Dén opgave må få regeringen i hopla.

Del folket i to
Og hvis vi nu lærer af svømmehallen og siger, at alle dem med sorte vinterjakker køber julegaver/julemad/julepynt (hvis man bare ikke kan få nok)/julemusik/julelys mellem juni og december, og at resten gør det mellem januar og juni.

Dét må tage toppen af hysteriet mellem den 20.-23. december, og udover at en del butikspersonale vil synes godt om det, vil det også give mange af os luft til at nyde de sidste intense juledage med familien, i stedet for i selskab med Magasins parfumedamer, p-vagter og brændte mandelforhandlere. Søde mennesker garanteret, men familien skal der investeres mere tid med.

Maks-høst på gaver
Endelig kan vi også aftale, at børn kun må få maks. to gaver fra hver gæst/familiemedlem. Det må igen bidrage til at få julen ned på et menneskeligt niveau, hvor ingen føler, de skal leve op til forventninger på højde med Mount Everest, men i stedet kan slappe lidt af, fralægge sig noget ansvar og opleve julen fra et nydelses-perspektiv. 


Det er en kliche, at julen er hjerternes fest, (det lyder da hyggeligt bevares), men det kan det blive, hvis vi tillader os selv at nyde i stedet for konstant at yde.


25/11/2012

Undskyld, er det mig, der er Berit?

Det er søndag, det stormer og det regner og jeg holder FRI.
Så jeg kom lige på, at det vist var på tide at google billeder af mig selv.
Den slags kan man snildt kalde for navlepilleri, men det var faktisk med et lidt dybere formål, jeg gjorde det.

Meget af det, der ligger online om dig, kan nemlig lynhurtigt ende med at blive skræmmende offentligt på 'Skriv-mit-navn-på-Google-og-du-vil-opdage-riiimeligt-meget-om-mig'-måden. Derfor er det godt at google sig selv en gang imellem, for li'ssom lige at have en slags hånd i hanke med, hvordan du florerer rundt derude i cyperspace.

Så jeg prøvede, og sidder nu tilbage med en undren over, hvad det nu lige er, jeg har til fælles med 'Berit, som fik en hjerneskade af stress' (fælt..).
Nå men Berit dukker altså ret hurtigt op, når jeg søger på billeder af 'Lotte Skovsted'. Interesting...
(Foretrak måske lidt, at det var Cameron Diaz, som var kommet frem..)

Har du prøvet? Dukker Diaz op? Eller trak du også nitten, og opdagede, at du er i (Google-)bås med Mogens Glistrup eller Karen-Gudrun fra Skallebølle, hvis marsvin fik en infektion i endetarmen? Ja, det er ikke alt, man forstår, men prøv prøv!

13/11/2012

Hvis jeg starter nu, hvor mange revysange kan jeg så nå at skrive?

Befandt mig i en 'dét-her-er-oplagt-at-blogge-lidt-om'-situation forleden, så jeg skrev og skrev - uden dog at kunne udgive noget, fordi jeg var i Berlin og ikke lige kunne komme på nettet.
Så lidt forsinket får du mit ellers 'spontane' indlæg:

Onsdag d. 7. nov. 2012:

All right.
Er typen, der går i plateausko. Og spiser makrel direkte fra dåsen. Det er alt sammen til at leve med. Men nu er jeg så også typen, der er stuck i en lufthavn i Berlin, fordi en latterligt provokerende snestorm har udskudt mit fly til New York med …tadaaaa: 10 timer.

Congratulations Lotte! – You definitely won the lottery!

Nu lød det lige så hammerfedt, at jeg skulle komme svingende ind i JFK airport iført bredt smil og højt hår (nå ja – det var bare en tanke, ikk’), som en anden verdensdame. Og i stedet må jeg nødtvungent iføre mig tålmodighed, positive tanker og venteposition.

Når jeg engang lander ovre i det store æble, er det brede smil nok svundet en lille smule ind og har fået et twist af noget anstrengt, og lur mig, om ikke ’her-kommer-jeg’-attituden vil hænge lidt i kanterne.
Hvad fa’en.

Vi starter med de positive tanker. - Nå ja, du beslutter selv, hvornår du hopper af. Jeg har 10 timer, der skal slås ihjel, så jeg gi’r den gas på tastaturet (desværre har jeg kun strøm på computeren til 3, så det giver sig selv..).

Positive tanker – fyld mig op! Here we go:
- I det mindste har jeg taget verdens tykkeste bog med: den ultralumre Fifty Shades of Grey. Mangler sådan ca. en milliard sider i den, og jeg tror, den er perfekt, når man som enlig pige er strandet i en lufthavn.

- I det mindste har jeg min computer. Så kan jeg skrive (aka. udleve min hobby og træne mine skrive-skills) mens jeg venter. Genialt.

- Jeg kan tænke over livet. Okay, dét får jeg ikke gjort. Hvad skal jeg tænke på? Hvor skal jeg starte?

- Jeg kan udtænke storsælgende kampagner og komme tilbage til bureauet og gøre alle glade. Det kunne jeg. Det gør jeg måske kl. 16..

- Jeg kan spise giga-stor tysk kage med jordbær-gelé og industri-chokolade. Jeg kan godt tidsfordrive ved at spise, men jeg tror ikke, det er den strategi, jeg vælger. Det bliver så dyrt i flybrændstof.

- Jeg kan smile til søde mænd i lufthavnen. Dem er der bare ikke så mange af, og det er lidt kedeligt at gøre alene (p.t. sidder der en SS-soldat lige over for mig, i grå habitjakke med sølvornamenter og rosetter på. Han må være et levn fra tidligere tider. Eller måske er det bare sådan tyske pilotuniformer ser ud.)

Jeg kunne godt ha' spist sådan noget her. Der er masser af det i Berlin-Tegel Lufthavn. Men jeg gjorde det ikke.

- Jeg kan lære mig selv at skrive digte. I min notesbog. Det burde kunne læres på 10 timer. Hvis man var trænet i Haiku-digt-disciplinen, og man gik i gang NU (tid: 13.34), hvor mange kunne man så nå at skrive indtil kl. 22?..

- Eller jeg kan skrive samtlige taler, til når mine veninder engang skal giftes. Så kan jeg strege dét fra listen. Man kan også øve sig i at skrive revysange.

- Jeg kan tage billeder af temmelig random ting. Springe ud i en niche som ’limited edition airport-photographer from Berlin-Tegel.

- Se, hvor mange gange, jeg kan gå fra den ene ende af lufthavnen til den anden. Det bliver nok en temmelig fit udgave af mig, der lander i JFK så. Især, hvis jeg krydrer med 10 mavebøjninger hver gang, jeg passerer en lufthavns-servicemedarbejder.

- Nå, jeg kan jo også altid bare drikke mig fuld. Det ved man da, hvad er, modsat haiku-digte og livsfilosofi (på den anden side ville jeg nok forvandle mig til en vældig ferm digter efter 5 tyske øl).
…Wanna join me? Pleease, anyone?


(efterskrift: Det endte med en masse mingling og visitkort-uddeling i den tyske bistro, indtil jeg drak mig lidt for tipsy i G&T's ombord på flyet i selskab med en fyr fra NY. Han var tilmed privatkok for sådan nogen som Bruce Willis. At least that's what he said, og jeg tænkte 'cool'.
Det behøver ikke være en straf at vente på sit fly.)


04/11/2012

Om Den Kreative Klasse og resten af Overfladiskheden

Har tænkt på 4 ting. Eller - jeg har selvfølgelig tænkt på flere, men 4 af dem faldt mig ind som værende usædvanligt overfladiske. Så meget, at jeg må dele det med dig:

1) Alt det der hipster-hejs
Nu har vi grint lidt af 'de der hipstere' i et stykke tid. På trods af, at de er overalt.
Ingen ved dog, hvad en hipster er, men alle slynger om sig med udtrykket. "Jaer du er nok rigtig hipster med de der sko, hva''? Hahaha!"

Det er nu engang sjovt at gøre grin med nogen. Og dem med fipskæg, skovmandsskjorter, rygsække og fixiebikes står altså for skud p.t.

En ægte hipster er dog meget mere end en skovmandsskjorte og en Høker-bajer på Mesteren & Lærlingen i Kødbyen. Urban Dictionary giver dig endelig definitionen på en vaskeægte hipster.
(Provinshipstere go home) Og lad os så slappe lidt af med at kalde alle fyre i 20'erne og med overskæg for 'hipstere'.

Læs også mere i denne artikel fra Information: Hvem slog hipsteren ihjel?


2) Maria Gerhardt alias Djuna Barnes (DJ og redaktør på magasinet Københavner):
Maria har især sagt to ting, der er så overfladiske, at de - til irritation for mig - klæber sig fast på indersiden af min hjerne.

Damen siger i mit nye nummer af Cover (okt. 2012)
"Modsat det meste reality, hvor man kan nyde arbejderklassen flashe deres beskidte lagner, så er det her (Instragram, red.) den kreative klasse og deres børn, som lukker op og inviterer indenfor på Instagram"

At Instagram tilhører den kreative klasse, synes jeg lyder som en konklusion, Maria lige har trukket op af hatten.

Her vil jeg godt indskyde, at udtrykket 'den kreative klasse' er nøjagtigt lige så flyvsk som begrebet 'hipster' (Og alligevel er det allevegne. Argh!).

Hvem ER den kreative klasse? Og hvor lidt skal der til, for at man kan kategorisere sig selv som værende i dén kasse? En hjemmelavet collage i ny og næ? Et Instagram-foto?
Et par gummistøvler fra Hunter og et par unger i upcoming designertøj? (så pyt med, om det mest kreative man har i hjemmet er børnenes pølseskåle i ler, så længe det ligner, at man er så'n en krea type..)

Tilbage til Maria Gerhardt, den kløgtige skribent. Hun sagde for et par år siden noget, som jeg simpelthen ikke kan glemme, så tosset var det:
"Man bliver rummelig af at bo i en storby. Mange københavnere er særligt rummelige. Jeg ville fx lettere kunne falde til i New York end i Esbjerg"
Hm hm... Den lader vi så hænge lidt.


3) Mindfulness. I hold på 100 deltagere. Mest kvinder. (æhm.. afstressende?)
Jeg læste i MetroXpress forleden, at for at forebygge stress hos medarbejdere, sender mange virksomheder deres medarbejdere til mindfulness.
Som om en times vejrtrækningsøvelser skulle kunne gøre folk glade og rolige, når finanskrisen raser på deres arbejdsplads, og de risikerer at blive arbejdsløse?!

"Pust iiiiind! Pust uuuuuuud!!! Ahhhh!! Dagpenge og aktivering og jobcenter og administrationshelvede - nu kan I bare komme aaaan!"

... Og så er der en Mindfulness-direktør, der siger (til de eksperter, der trods alt stiller sig kritiske), at "Arbejdsgiverne hjælper jo bare den enkelte medarbejder ved at give dem nogle værktøjer, som de kan bruge både arbejdsmæssigt og privat".


'Værktøjer'? Et skrup-overfladisk ord.
Pust iiiind! Pust uuuud! Og stik fingeren skrååååååååååt op. Aaaah.

(rolig - jeg er ikke harm, jeg provokerer lige lidt, ikk')

Hvis man også skal huske at passe sit mindfulness samtidig med job og hus og mand og børn og øjenomgivelser (læs længere nede), så tror jeg mest på effekten til venstre.


4) Dameblade.
Her er stort set alt overfladisk. Men jeg gider ikke lige remse samtlige ord fra det seneste Cover op, så jeg nøjes med dette citat fra Covers skønhedsredaktør. En dame, som har rigtig meget at gå op i. Det er tydeligt:

"Nu er de høje UV-stråler væk, og det betyder, at jeg vanen tro skal fjerne overflødige pigmentsamlinger på min hud (ja det skal vi selvf. alle sammen huske. Har du fjernet dine pigmentsamlinger endnu? ...Hvad med nu? Okay så LOV at du gør det i morgen! For Guds skyld fjern de pigmentsamlinger!).
Det gør jeg hver vinter for at få en mere ensartet og klar hud. Jeg holder mig til Clinique ligesom sidste år, og turen er kommet til mine øjenomgivelser."

(Jeg tror, turen er kommet til, at vi slapper lidt af og får os noget rigtigt at gå op i...)
EVEN BETTER EYES, Dark Circle Corrector fra Clinique: 395,- kr.