29/12/2011

Marcipan-implantater

Jeg sidder helt stille i min sofa, og straks myldrer reflekterende tanker ind i knolden på mig.
Fx om kontrasten i, at ham specialstyrke-soldat-nørden på Discovery Channel render rundt og udfordrer sig selv i alt fra Sibirien og Zambia, til Mexico og Amazonregnskoven, for at vise os blege og absolut stillesiddende tv-kiggere, hvordan man fanger søpindsvin og bygger tømmerflåder og den slags (til gengæld er jeg igang med at præstere verdens længste sætning), og kort sagt lever livet på kanten (ok, manden har et tv-hold i ryggen og får kassen for det, I know) - og imens sidder jeg bare og putter rød neglelak på tæerne og og spiser den sidste julekonfekt og lever ikke ligefrem på nogen kant, andet end sofaens.

Begrænsningens kunst my ass
Og for et øjeblik siden kunne jeg endelig fløjte kuffert-kampen af, efter at ha' brugt flere timer på nøje at udvælge det tøj, jeg skal ha' med til Istanbul imorgen, og stemme det tøj hjem, som jeg alligevel ikke kan ha' i kufferten. Vil helst ikke indrømme, at jeg gerne ville ha' haft hele min garderobe med. Og kan godt få det en lille smule kvalmt over at jeg har det sådan. For det er det vildeste luksusproblem.

Sæsonbestemt luftvejs-standard
Men lidt hårdt var det altså idag, da jeg var til kettle bell-træning, og lavede en milliard armbøjninger og pustede temmelig meget. - Men det er bare fordi marcipan og rødkål blokerer for vores luftveje i december. Også dine. Det er helt normalt.

Flot, Lotte.
(jeg har lært, at når man skriver til web, skal man lave korte afsnit. Ingen lange, snørklede sætninger, og ingen lange, komplicerede ord. Jeg øver lidt, men det lykkes sgu ikke. Så - nu blev følgende afsnit endnu længere...)
Sluttede kettle-bell-timen af med at falde pladask over en anden piges ben, og landede på mine knæ, der nu gør så ondt, at jeg ikke kan bøje mig ned, og ser dum ud, når jeg skal op på cyklen. Og det skal jeg tit. Marcipanen ku' godt udelukkende ha' sat sig som små stødpuder i knæene, tak.

13/12/2011

Det opvejende jubelidiot-indlæg

Nu har jeg lige præsteret et mavesurt-juleoplæg herinde, men jeg er altså ikke så sur (julen ER bare opreklameret, det er et faktum, jf. forrige indlæg). Man kunne måske godt blive det, af at køre land og rige rundt med DSB hver morgen og eftermiddag, men der er heldigvis flere måder, hvorpå man undgår at blive gnaven. Jeg synes selv det går meget godt med tolerancen, den lange lunte og morgenhumøret, selvom resten af verden tilsyneladende synes, at jeg er skør, at pendle mellem Valby/Odense og retur. Men:

1) Man kan næsten tjene penge på det. Tak SKAT, for mega meget fradrag.
2) Man slipper for at cykle i regnvejr
3) Man kan lave temmelig meget i et tog. Fx arbejde/blogge/læse nyheder/tale i tlf./tænke vigtige tanker/lege 'hvem kigger væk først' med de andre/lege navneleg/spise/sove/lytte til samtaler/rate pæne mænd
4) Glæde sig over, at når man kommer hjem i aften, så HAR man ordnet det det meste på to-do-listen og kan holde FRI.

Tid er nok det eneste, der aldrig går inflation i, så jeg glæder mig over, at jeg får tid foræret, ved at køre i tog. Ikke så meget pga. tidsforskel mellem Kbh og Odense (det er sgu lidt knapt med jetlag), men fordi jeg ved, at alternativet var, at jeg ville ligge og sove i stedet for at gøre alle de ting (ok, næsten) som står under pkt. 4. Det synes JEG er smart.

... Og så er er det vist kun i lille Danmark, at man kan fornemme andres undren over, at man pendler 5 kvarter hver vej.

12/12/2011

HYG blev der sagt! Hyg - og det' lig' nu!

Der er ikke mange ting, menneskeheden kan blive enige om, men jeg har alligevel fundet frem til en ting. Den fylder en hel del. Faktisk er der tale om flere uger, hvor vi (ok, måske ikke HELE menneskeheden, men mange) stresser mere end normalt, og meget mere end de vil indrømme.

Rissallamang og andet overvurderet gejl
Julen er et cirkus uden ende. Jojo bevares, julen slutter sidst i december, hvor den ryger på hovedet i containeren og de sidste fedtede havregrynskugler får lov at vinke fra bunden af skralderen.
Og modsat da man var barn, og gerne ville ha' dobbelt op på jul, så synes man (jeg) som voksen, at det er helt rart at få cleanet hytten for gran og grimme nisser, omkring d. 27. december.

Men at julen sniger sig tilbage hvert år, er lige så stensikkert som den risengrød m. flødeskum og bordeaux-farvede cocktailbær i sovs, som HVERT år udgør dessert-indslaget d. 24. dec. (lad os aftale, vi staver det 'rissallamang'. Det vil gøre det lettere for os alle).

Jule-facade
Sommetider er julen mere til besvær end til fryd. Hvem har tid til at hygge, når 'vi skal være i familiens skød'/klejner og hjemmelavede succesfulde julehjerter/logistik, overnatningsproblemer/'and eller flæskesteg'-dilemmaet og 'hvem-holder-jul-hvor'-cirkuset skal (gen)arrangeres hvert år?

Mangl nu noget!
Skal man se tingene fra den lidt frelste side, så er det ganske unødvendigt med ønskelister som partout skal laves, og julegaver der død og pine skal købes, når nu den slags har det med at foregå lidt under tvang og med en følelse af, at nu MÅ vi nok også hellere få opfundet nogle ønsker ('hvad er det nu liige jeg mangler..? Hvad er det nu? Nå jo.. jeg mangler et iPhone-cover i kernelæder, i stedet for dét i plastic, som jeg har nu.. Ja, dét mangler jeg!! Nej hvor jeg dog mangler det!'). Come on. Men natullervis er jeg ikke meget bedre selv.

Kollektivt samfunds-suk
Idyl á la Peters jul er lidt en by i Rusland. Der er i hvert fald længere mellem de, der har abnormt meget jule-overskud, end mellem de mennesker, for hvem december er mere stressende end andre måneder. Det empiriske grundlag for ovenstående er opsnappet ude i det virkelige liv; på arbejdet, på hjemmefronten, blandt venner og familie og i samfundets generelle fælles suk over alt det 'man' gør i december, men som man måske ikke altid heeelt gider.

Killer-kager
Indrøm bare, at din familie, brændte mandler, småkager (hold OP hvor findes der i øvrigt mange slags!), gammelt gran og Wham h-æ-n-g-e-r dig ud af halsen d. 26. dec.
Jeg har indrømmet det. Jeg er sikker på, jeg ikk' er den eneste.
Min løsning hedder 'Istanbul mellem jul og nytår' - det lugter lidt mere af fest end af julesylte.

05/12/2011

De voksnes barnlige rækker

Forleden sad jeg til julefrokost med nogle gymnasieveninder. Jeg har kendt dem i 7-8 år, så det er ikke unaturligt, at vi ofte kommer til at tale om 'dengang'. Dengang vi var små og stive naive; gik på A-Bar i tide og utide - helst også om onsdagen, hvis vi ku komme til det; Facebook var stadig på tegnebrættet (aahr, sådan nogenlunde ikk') og Beverly Hills var Overspringshandling nr. 1, fra vores kedelige fysikrapporter om spegepølse og lakmusprøver (eller var det i 'folkeren'?..).

'Strawberry Shots forever'
Det er ikke fordi vi ikke længere ser Beverly eller er naive, eller lidt små engang imellem, og jeg afviser stadig ikke en onsdagsbrandert, der er bare længere imellem dem.
"A-Bar er soo last year, og nu skiftet ud med noget laaangt mere sofistikeret". Ej. Det passer ikke.
Nok går vi ikke så tit i byen med teenagedrengene længere, men det über charmerende 'kødmarked' som nattelivet er garant for, er uændret. Om man er 18 eller 58. Tror jeg.
De platte kommentarer, som man alligevel tager sig selv i at grine lidt af, når han nu står dér og virkelig prøver, og de dejlige wc-rens-smagende shots er der ikke pillet ved. Heldigvis, for så er alt ved det gamle.

For voksen til tvungen sved-dans
Dén dag jeg kan nyde en snaps til min sobre søndagsfrokost, eller nyde en whisky on the rocks en tirsdag aften, og den dag jeg hellere vil DØ, end gå glip af Barnaby (ok, Barnaby ER faktisk ret spændende..åh-ååh!), så er jeg ved at være derop' a'.
Julefrokostpigerne og jeg nåede til frem til, at vi ikke helt er børn længere, for vi tog os selv i at gå mere op i logistikproblemerne ved at ankomme til LA Bar kl. lidt for sent lørdag nat (for der ved vi godt, at man står som sild i en tønde blandt en masse svedige mænd og piger med ultralangt hår, som konstant skal svinge lige ind i fjæset på én. Nam nam) end den simple fornøjelse det bare er at være til fest.

... Men vi hader stadig da snaps, ikk'?
Samtidig skulle man jo helst præstere at se glad og ovenpå-selvom-jeg-har-din-armhule-i-hovedet-og-din-måhito-i-skoene-agtig ud. Dén udfordring har vi taget op mange gange og klaret den til et 12tal med kryds og bolle og adskillige scoringer som bonus, men forleden var der lissom enighed om, at dét orkede vi ikke. Lidt skræmte ved tanken om, at vi tilsyneladende var holdt op med at elske at gnide os op af resten af odenses unge (og dermed var kommet et lille skridt nærmere noget, det mindede om 'voksne og fornuftige'), tog vi en snaps og trøstede os med, at vi stadig ER unge, da vi så på hinandens forvrængede snapse-grimasser.
Ja ja, vi VED godt, vi stadig er unge og labre, vi kan bare godt li' at bekræfte os selv i det.