29/09/2012

På langrend til candy shop'en

Der er bare ikke skide meget candy shop over det, når fem piger og tre mænd stavrer løs i skimaskinen (har sikkert fancy engelsk navn) nede i Fitness World - synkront svedende, prustende og med tomme blikke, der ufrivilligt klistrer sig til Fifty Cent og hans damer på fladskærmen, der er hængt op i et forsøg på at lade ski-løberne glemme for en stund, hvor RØVkedeligt det er at stå på sådan en skimaskine, der iøvrigt aldrig har set snerten af sne.



Det blev en kende for lummert med Fifty Cent og hans 'Candy Shop'. For den følelse jeg stod med, var noget á la 'svedig på den lidt trucker-agtige måde' og 'jeg er ligeglad med mit udseende, jeg er jo bare nede og træne'. Et look jeg tror, Fifty Cent ville være ked af at få besøg af i sin candy shop.

Og når volumen på musikken tilsyneladende også skal kunne høres helt ovre på Nørrebro (lidt langt fra Valby), synes jeg det gik lidt over gevind.

Og jeg er også voksen, så det må jeg gerne synes.

Der gik lidt ufrivllig porno/natklub-stemning i mit fitnesscenter lørdag eftermiddag, og det eneste, der dansede frejdigt var eftermiddagssolen, som havde fundet vej ind ad vinduerne og gjorde skiløberne endnu mere varme i kinderne. Indtil jeg gav op og tog hjem og syntes, jeg havde gjort dagens gode gerning.

(OKAY OKAY, jeg var selv én af skiløberne. I admit)

28/09/2012

Togkysseri. Smask smask.

Her kommer en tog-anekdote. Om kærlighed og overskud og 'nej hvor er det bare dejligt, I er så glade for hinanden!'.

Temmelig fyldt tog mod Odense, torsdag morgen kl. 7
Par (i midt-trediverne) overfor er MEGET nyforelskede. Faktisk tror jeg kun liiige de har mødt hinanden. Deres samtale lyder i hvert fald sådan.

Man er lidt ud af kroppen-agtig, når man er nyforelsket, og egentlig er man ret ligeglad med, hvad de andre sure togpassagerer tænker om én. Livet er ren soap opera (altså den sjældne udgave, hvor intrigerne er pillet ud). Og fair nok. Det blev bare lidt langtrukkent for mig at være vidne til.

Tilbage til parret:
De nusser, hun fniser, de kysser, de nusser mere, de kysser mere, hun fniser, HAN fniser, de snaver (næsten), han hvisker hende i øret i noget, der for mig føles som 5 minutter, og jeg når at tænke, om det er MIG, de hvisker om? Hun griner, han kysser hende, hun kysser tilbage, hun hvisker tilsyneladende en hel roman i hans øre, og så videre og så videre..

Da de smaskkyssede 117. gang var det, at jeg fik lyst til at råbe. Et eller andet.
Istedet fandt jeg mit idealistiske jeg frem og forsøgte ivrigt at overbevise mig selv om, at "det da bare er dejligt, når folk er så nyforelskede..

Det eneste sjove, jeg studsede over, var at kvinden med MEGET korte intervaller kom med spontane idéer til alt det, de kunne gøre sammen:

"Vi ku' tage til alperne og holde jul!? Bare os to? Ville dét ikke være hyggeligt?"
"Ku' det ikke være sjovt, hvis vi tog til...?"
"Ej, skulle vi ikke ta' til...?"
"Vi ku' da også en dag køre til..?"
"Vi kan også en dag lave..."
"Eller hvad med, at vi bagte..."

Wow. Der var pænt mange ting, den mand skulle tage hensyn til, svare på, overveje, smile af, nikke til, tænke over og forestille sig.

Godt man ikke er en mand. Det er i hvert fald sjovere at være hende, der får idéerne, end at være ham, der bare siger "joo..." fordi han er tvunget til i hvert fald minimumsrespons, hver gang hun åbner munden.

27/09/2012

Så gik der mormor i den.

Wow... Bloggen er blevet ret forsømt på det sidste. Hvordan kan det være?
Nu har jeg troligt snik snakket løs om alt og intet i tre år (cirka) - på trods af, at mit publikum kan vejes på et frimærke i forhold til Justin Biebers fanskare.

Men jeg ved, I er derude, jer, der læser med. Og dét elsker jeg! Jeg skal nok forsøge at levere nyt stof lidt oftere. Beklager sidste periodes tørlægning på breaking news-fronten. Motivationen til at skrive forsvandt vist sammen med sommeren, og det kan godt føles lidt som at råbe ind i et tomrum sommetider, når jeg ikke kan se, at dem, jeg skriver til, faktisk er derude. 
Men men - jeg oprettede bloggen for at træne mine skrive-skills, og dem bliver jeg nødt til at holde ved lige, hvis jeg vil kunne leve af dem. 

Så. Here goes:

Noget, der har slået mig de sidste par uger er, at jeg er konverteret til en gedigen hygge-udgave af mig selv. I weekenderne. 

Det startede med, at jeg havde en weekend uden planer. Først tænkte jeg "Fedt! Der skal indhentes på slap af-fronten".
Men så mærkede jeg måske nok en lille bitte bitte følelse af panik over kun at skulle være i mit eget selskab hele weekenden.
Jeg kan godt lide mit eget selskab, men jeg kan også virkelig godt lide mine veninders. Og dén weekend var jeg all by myself. Til gengæld var jeg helt frisk og veludhvilet mandag morgen, og hvor var det egentlig rart.

Lige siden har jeg fået smag for de der slow-living weekends. Der skal ikke ske for meget. Og for første gang har jeg ikke lyst til at tage i byen lørdag aften; jeg synes, det er lige så "mmmm!" at være hjemme i sofaen. I min egen eller en venindes. Dét faktum har jeg grublet lidt over.. 

Eftersom jeg endda ikke længere har en kæreste, burde jeg måske være mere outgoing, men jeg gider ikke rigtig.
Mr. Right dukker jo nok alligevel ikke op, når jeg står og fulder mig lørdag kl. 3, vel. Og byture koster penge, det er usundt, og det giver tømmermænd og grim hud. Og lige nu er min motivation til dét altså ikke så eksisterende som den har været.

Yes. Der er altså gået afslapning i den, ovre i min lejr. Hvis du ikke hører meget fra mig lige p.t. er det derfor. 

Måske er det snarere fordi, jeg fylder 26 lige om lidt? Jeg har hidtil følt mig lidt som én på 23, men nu kan det godt være, alderen indhenter mig en lille smule.
- Ikke at jeg kaster håndklædet i ringen og siger "Okay! Så står den på rækkehus, blomsterbede, mand og børn og småkager og nybagte boller og samle-stel og lædermøbler og familieportrætter på væggene og lån og hjemmelavet paté og zumba og stor-indkøb i Bilka.

Nksen. Never. Aldrig rækkehus til mig. Aldrig.
...Jeg kan bare godt se værdien i at udrette ting derhjemme. Og i at holde søndag formiddag UDEN hovedpine og rundtossethed. 

14/09/2012

’Fattigrøv’ rimer jo ikke på ’SU’

"Man skal gøre det, man er bedst til”.
Bevares, men sommetider bevæger jeg mig nu alligevel på udebane.
I nedenstående tilfælde handler det om politik. Ekstremt atypisk for denne blog i øvrigt.

Jeg er ikke så god til politik og slet ikke finanspolitik (debut-ord på bloggen!). Men hvis der er noget, ens egen blog er egnet til, så er det at afreagere.

Du er velkommen til at læse med, og det er fedt, hvis du er enig. 
Jeg har bare lige noget, der skal ud:

Jeg er ikke helt med, når folk diskuterer, hvorvidt studerende er fattige eller ej.
Er det virkelig noget, vi er i tvivl om? Jamen så slår jeg det gerne fast: Danske studerende er ikke fattige. Danske studerende får løn for at gå i skole. Siger det ikke allerede alt? Jo, det gør det.

Bevares – SU-profitten er ikke på direktørløn-niveau, men der er en profit. ’Fattigdom’ og ’SU’ i samme sætning hænger bare ikke sammen for mig.
Og skrider det fuldstændigt med budgettet, kan man ta’ et job (det har de fleste tid til) eller ta’ et studielån, som er skræddersyet til en lille økonomi.

Et glasklart eksempel på, at der muligvis ikke jongleres helt fair med de penge, der er sat af til studerende, er min søsters eksempel et bevis på:

Hun proklamerede forleden, at hun ikke ville søge legater til sit udvekslingsophold, for hun havde allerede modtaget et Erasmus-stipendium fra universitetet, og i øvrigt får hun sin SU med til Holland til februar, så… egentlig behøvede hun ikke ekstra penge (jeg forstår hende godt, men det er ikke pointen her).

Pointen er: TÆNK at få kastet så mange penge i hovedet af det offentlige, at man bliver overlegen og ikke gider søge om flere?
Den slags vil jeg næsten ikke engang vide finder sted.

Og inden du når at åbne munden og fremstammer ordet ’fattig’ en gang til: Hvem med iPhone, Mac, temmelig meget tøj i klædeskabet, lejlighed i storbyen og Kusmi-te i skabet vover at kalde sig fattig?

Og nu vi er ved økonomi: Doven-Robert ta’ dig sammen. Jeg bli’r så harm inden i. Det er næsten synd, at min blog skal lægge navn til alt for meget snak om Robert, så jeg stopper her, og håber, Anders Lund Madsen fortryder det job, han har tilbudt idioten.

Yes. Det var alt fra fronten i dag.
God weekend derude.

13/09/2012

Slaraffenland



Tjek theinspiration.com ud.
Der er loads of GUF for enhver, der kan li' at se på sjove ting.
Billeder. Grafik. Reklamer. Design. Fotografi. Arkitektur. Film. Idéer. Kunst. You. Name. It. Get it?





Follow my blog with Bloglovin

03/09/2012

Hvor voksen er du på en skala fra 1-10?

"Hvad nu, hvis jeg bliver lesbisk? Den slags kan man jo ikke selv styre?! Shit. Det håber jeg ikke; det VIL jeg ikke! Hører du, Gud? Jeg VIL ikke!!"

..."Eller ryger! Min mor siger, det er farligt vanedannende, og har man først prøvet det få gange, hjemsøger det en resten af livet. Hvordan forhindrer jeg, at det sker?? Please lad mig være ikke-ryger! (har godt nok aldrig røget en cigaret, men jeg har da holdt én..?! Aargh!!)

Sådan var der så meget, jeg frygtede som barn. 

Det kunne godt være ret angstprovokerende at tænke på, at jeg en dag ville blive én af de store; at jeg en dag skulle blive voksen. Verden var fyldt med ting, jeg havde al mulig grund til at være bange for (æh ok - om man har grund til at frygte homoseksualitet kan nok diskuteres). 

Fx syntes jeg også, det måtte være vildt at være voksen, for så var der jo meget længere ned til jorden, når man kiggede ned. Hm. Måske ikke skræmmende ligefrem, bare fascinerende.

Nu sidder jeg så her (i toget, red.), på vej til fuldtidsjob, som p.t. er det, jeg gerne vil med mit liv ( ikke bare fuldtidsjob som i "hvad som helst, bare det er min. 37 timer om ugen"-agtigt. Det er branchen/interesseområdet, jeg taler om).

Og hvor mange gange har jeg ikke spurgt mig selv, hvad jeg mon ville ende med at beskæftige mig med som voksen..?
Vinduespudser. Ridelærer. Skiltemaler. Fremtidsforsker. Jordemoder. Kunstmaler. Ridende politibetjent. Journalist. Dyrepasser. You name it.

Nu har jeg pludselig en nogenlunde realistisk idé om det hele. Er jeg så voksen?

Jeg er 26 lige om lidt, og havde du spurgt mig, da jeg var 9 år, ville jeg have svaret, at "selvfølgelig er man da voksen, hvis man er 26!! Dumt spørgsmål. Det er man allerede fra man er 20."

Og jeg ville ha' børn som 27årig og giftes med en franskmand og ha' en bondegård med heste og små lam.  Not gonna happen. Brænder li'ssom slet ikke for det fastsatte (landmandskone-)liv p.t. 

På papiret jeg nok voksen, men mentalt halter det bagefter. I nogle sammenhænge lader jeg som om, jeg er voksen og tager den seriøse mine på, men indenunder voksen-forklædningen sidder en nittenårig Lotte-Potte og laller og regner med, hun er en biologisk undtagelse, når kollega-Lars fortæller hende, at "fra 25års alderen går det kun ned ad bakke, Lotte! Så skal der trædes ekstra hårdt i pedalerne!".. Ha! Det eneste, der går ned ad bakke i min lejr er økonomien. Dét kan der trods alt rettes op på.

Hvor voksen er du?