27/03/2013

Fitnessworld of funny people

Selvom jeg selv er en inkarneret del af det, så kan jeg godt se det - og vil gerne indrømme - at der bare ER et eller andet tosset over fitnesscentre.

Det er længe siden, jeg for første gang satte mine små fynbo-ben i ét af slagsen, og dengang følte jeg mig lidt ved siden af. Som om at "nå ja, jeg er her godt nok, og jeg betaler til det, men altså... jeg er ikke rigtig sådan én, der træner i fitness, vel".

Hvorfor jeg har den fornemmelse af fitnesscentre, er der især to grunde til. Tror jeg. Det skyldes garanteret følgende:

Spinning-mændene
STRAMME cykelshorts på alt for tynde (eller tykke) ben. Det klæder ingen mænd med cykelshorts, og hvorfor de skal være så stramme, når nu træningen foregår INDENDØRS - dvs. uden vindmodstand - forstår jeg ikke.

Det er bare usexet altså. Mænd, der træner, er jeg fan af. Men de cykelmænd, der er repræsenteret i mit fitnesscenter, synes jeg er lidt komiske.  

Men selvom buttede mænd i stramme shorts er sjove at se på, er det modsatte det jo også:

Johnny Bravo-brødet med en selvtillid på størrelse med universet (og et selvværd på størrelse med en ært), 70 milliarder tatoveringer, GIGA-muskler og selvbruner i hele bøtten er simpelthen for skørt (så er spinning-manden trods alt mere autentisk).

Ikke et fitnesscenter uden en ægte Johnny Bravo. Støder du ikke ind i ham, er det muligvis ikke et fitnesscenter, du er rendt ind i, men noget fødselsforberedende-yoga-mindfullness. 

Johnny B. Et must i ETHVERT fitnesscenter. 

Det sker også sommetider, at jeg bliver i tvivl om, hvorvidt jeg er havnet på Crazy Daisy eller i fitness. Musikken hamrer ud af højttalerne, pigerne er dullet op med masser af smykker og make up, og fyrene (bortset fra spinning-manden selvfølgelig) ligner nogen, der er på rovjagt efter piger og andre, der gider smide et beundrende blik i de store musklers retning. 

Det handler om at blive set, gør det.

Det handler ikke så meget om effektivitet, når tøserne tripper lidt på deres stepmaskiner, og fyrene sidder og drikker vand i en af de UTALLIGE pauser, hvor de betragter sig selv i spejlet for 117. gang.
Hvordan de bliver så store, er mig lidt en gåde, for effektive ser de ikke ud. Men der er selvf. genveje til dén slags.

Men okay. Man skal passe på med at pege fingre af folk, som trods alt gør noget.
(Johnny B. og spinningmanden skal have credit for at de i det mindste ikke ligger og ser BigBrother på sofaen i selskab med en direktørsnegl fra bageren).

Jeg selv er der selvfølgelig intet komisk over. Er du tosset! Heller ikke når jeg for Gud ved hvilken gang befinder mig i skovskider-stillingen, fordi nogen siger, jeg skal lave squats. Eller svinger rundt med jernkugler som en anden romersk kriger, med et åndssvagt vredt blik i det snart rødbedefarvede ansigt.

Eller når jeg puster som en karl smart-marathonløber på løbebåndet, mens jeg reelt bare er opslugt af "Luksusfælden" i fitnesscentrets fikse TV-skærme. Hm hm.



(Aaargh, jeg lover at prøve at begrænse længden på mine indlæg fra NU af!)

16/03/2013

Få dit showbizz-smil på

Jeg har det, jeg kalder ”showbizz-smilet”. Måske har du selv ét lignende? 

Ligeså vel som nøgler, læbestift, håndcreme, mobil og dankort, bør Showbizz-smilet altid ligge i enhver dametaske. Showbizz-smilet er et smil, du kan påtage dig ved forskellige lejligheder, hvor det er passende at smile og se sød og from ud (hold nu op – engang imellem ER det altså bare praktisk at ha’ en reservesmil i baglommen)Og da jeg ikke altid er i det søde og fromme humør, kan man godt sige, at the showbizz smile comes in handy. 

Lige dér! Bang! Smiiil! Og skrid.

Showbizz-smilet kan være et praktisk værktøj at have med sig, fordi verden nogen gange bare glider lettere ned, hvis jeg kører efter devisen ”smile and wave”.


Showbizz-smilende dame, der mestrer disciplinen til fulde.
Very smiling girl lånt fra AnyTen.blogspot.com


Til orientering skal jeg dog oplyse om, at showbizz-smilet naturligvis kun bør benyttes i udvalgte situationer. Det er ikke beregnet til at blive kastet om sig med, for nok er et overskudsagtigt tandsmil belejligt en gang imellem, men det må ikke tage overhånd og ende ovre i den falske grøft, hvor det nærmest tangerer til skizofreni. 

Brug showbizz-smilet med omhu, er mit råd til dig.

Og i dag brugte jeg så showbizz-smilet
Jeg kommer gående på Valby station, da der sidder en hjemløs mand og spiller sørgmodig harmonikamusik akkompagneret af noget storhedsmusik på en ghettoblaster (á la de der indianere, du altid ser på Rådhuspladsen). 

Mens jeg nærmer mig manden prøver jeg (som altid) at afgøre med mig selv, hvorvidt det lyder dejligt eller røvirriterende.
Jeg finder aldrig rigtig ud af det, men tænker, at den hjemløse mand i hvert fald ikke skal risikere at spille falsk på harmonikaen ved synet af mit top-vægelsindede og utilpasse fjæs, og da han oven i købet er så flink at sige ”Heeeej” til mig, afgør jeg lynhurtigt sagen ved at fyre showbizz-smilet af overfor ham. Ikke fordi han gør mig i bedre humør, men fordi at så er alle li’ssom glade.  

Arbejder du med kunder eller sidder i en reception, er du sikkert allerede flittig bruger af showbizz-smilet. Der er jo ingen, der går storsmilende rundt fra 8 til 16 alle ugens dage, så det er derfor jeg siger det: hold dig ikke tilbage fra at bruge showbizz-smilet, hvor det er nødvendigt. Men brug det med omtanke.