27/03/2013

Fitnessworld of funny people

Selvom jeg selv er en inkarneret del af det, så kan jeg godt se det - og vil gerne indrømme - at der bare ER et eller andet tosset over fitnesscentre.

Det er længe siden, jeg for første gang satte mine små fynbo-ben i ét af slagsen, og dengang følte jeg mig lidt ved siden af. Som om at "nå ja, jeg er her godt nok, og jeg betaler til det, men altså... jeg er ikke rigtig sådan én, der træner i fitness, vel".

Hvorfor jeg har den fornemmelse af fitnesscentre, er der især to grunde til. Tror jeg. Det skyldes garanteret følgende:

Spinning-mændene
STRAMME cykelshorts på alt for tynde (eller tykke) ben. Det klæder ingen mænd med cykelshorts, og hvorfor de skal være så stramme, når nu træningen foregår INDENDØRS - dvs. uden vindmodstand - forstår jeg ikke.

Det er bare usexet altså. Mænd, der træner, er jeg fan af. Men de cykelmænd, der er repræsenteret i mit fitnesscenter, synes jeg er lidt komiske.  

Men selvom buttede mænd i stramme shorts er sjove at se på, er det modsatte det jo også:

Johnny Bravo-brødet med en selvtillid på størrelse med universet (og et selvværd på størrelse med en ært), 70 milliarder tatoveringer, GIGA-muskler og selvbruner i hele bøtten er simpelthen for skørt (så er spinning-manden trods alt mere autentisk).

Ikke et fitnesscenter uden en ægte Johnny Bravo. Støder du ikke ind i ham, er det muligvis ikke et fitnesscenter, du er rendt ind i, men noget fødselsforberedende-yoga-mindfullness. 

Johnny B. Et must i ETHVERT fitnesscenter. 

Det sker også sommetider, at jeg bliver i tvivl om, hvorvidt jeg er havnet på Crazy Daisy eller i fitness. Musikken hamrer ud af højttalerne, pigerne er dullet op med masser af smykker og make up, og fyrene (bortset fra spinning-manden selvfølgelig) ligner nogen, der er på rovjagt efter piger og andre, der gider smide et beundrende blik i de store musklers retning. 

Det handler om at blive set, gør det.

Det handler ikke så meget om effektivitet, når tøserne tripper lidt på deres stepmaskiner, og fyrene sidder og drikker vand i en af de UTALLIGE pauser, hvor de betragter sig selv i spejlet for 117. gang.
Hvordan de bliver så store, er mig lidt en gåde, for effektive ser de ikke ud. Men der er selvf. genveje til dén slags.

Men okay. Man skal passe på med at pege fingre af folk, som trods alt gør noget.
(Johnny B. og spinningmanden skal have credit for at de i det mindste ikke ligger og ser BigBrother på sofaen i selskab med en direktørsnegl fra bageren).

Jeg selv er der selvfølgelig intet komisk over. Er du tosset! Heller ikke når jeg for Gud ved hvilken gang befinder mig i skovskider-stillingen, fordi nogen siger, jeg skal lave squats. Eller svinger rundt med jernkugler som en anden romersk kriger, med et åndssvagt vredt blik i det snart rødbedefarvede ansigt.

Eller når jeg puster som en karl smart-marathonløber på løbebåndet, mens jeg reelt bare er opslugt af "Luksusfælden" i fitnesscentrets fikse TV-skærme. Hm hm.



(Aaargh, jeg lover at prøve at begrænse længden på mine indlæg fra NU af!)

Ingen kommentarer :

Send en kommentar