Temmelig fyldt tog mod Odense, torsdag morgen kl. 7
Par (i midt-trediverne) overfor er MEGET nyforelskede. Faktisk tror jeg kun liiige de har mødt hinanden. Deres samtale lyder i hvert fald sådan.
Man er lidt ud af kroppen-agtig, når man er nyforelsket, og egentlig er man ret ligeglad med, hvad de andre sure togpassagerer tænker om én. Livet er ren soap opera (altså den sjældne udgave, hvor intrigerne er pillet ud). Og fair nok. Det blev bare lidt langtrukkent for mig at være vidne til.
Tilbage til parret:
De nusser, hun fniser, de kysser, de nusser mere, de kysser mere, hun fniser, HAN fniser, de snaver (næsten), han hvisker hende i øret i noget, der for mig føles som 5 minutter, og jeg når at tænke, om det er MIG, de hvisker om? Hun griner, han kysser hende, hun kysser tilbage, hun hvisker tilsyneladende en hel roman i hans øre, og så videre og så videre..
Da de smaskkyssede 117. gang var det, at jeg fik lyst til at råbe. Et eller andet.
Istedet fandt jeg mit idealistiske jeg frem og forsøgte ivrigt at overbevise mig selv om, at "det da bare er dejligt, når folk er så nyforelskede..
Det eneste sjove, jeg studsede over, var at kvinden med MEGET korte intervaller kom med spontane idéer til alt det, de kunne gøre sammen:
"Vi ku' tage til alperne og holde jul!? Bare os to? Ville dét ikke være hyggeligt?"
"Ku' det ikke være sjovt, hvis vi tog til...?"
"Ej, skulle vi ikke ta' til...?"
"Vi ku' da også en dag køre til..?"
"Vi kan også en dag lave..."
"Eller hvad med, at vi bagte..."
Wow. Der var pænt mange ting, den mand skulle tage hensyn til, svare på, overveje, smile af, nikke til, tænke over og forestille sig.
Godt man ikke er en mand. Det er i hvert fald sjovere at være hende, der får idéerne, end at være ham, der bare siger "joo..." fordi han er tvunget til i hvert fald minimumsrespons, hver gang hun åbner munden.
Ingen kommentarer :
Send en kommentar