13.01.2012

Er det bare mig...?

Der er ikke nogen, der kan bebrejde mig for at holde for ørerne når det tordner vel? Eller når nogen sætter en mikrofon lidt for tæt på en højttaler (eller hvordan det nu er) og der kommer dén der labre pivelyd. Føj. Eller inden nogen starter en blender/foodprocessor/stiksav you name it. Synes heller ikke, at folk, der truer med at springe en ballon, er særlig sjove. Dels fordi det ikke ER sjovt, dels fordi jeg har det med at blive pis' forskrækket over ingenting.

Sorry. That's my thing
Det toppede dog forleden, da jeg tog mig selv i at stå på DSB's tog-toilet, et ukendt sted mellem Odense og Valby ...og holde mig for ørerne. Ikke fordi jeg ikke kan li' lyden af Sjælland, der suser forbi udenfor, eller fordi jeg febrilsk prøver at overhøre kontrollørens 'luk op - jeg skal se din billet'-stemme.
Næ, det skyldes egentlig bare, at tog(og fly-)toiletter har det med at skylle ud med et så højt og uforudsigeligt hvæs, at jeg ser mig nødsaget til at stå dér og ligne en idiot med OCD-lignende trang til at holde for ørene i ti sekunder, før jeg kan komme videre med mit liv - samtidig med, at jeg glæder mig over, at der ikke er overvågningskamera på toilettet (eller er der?).
Ku' pludselig godt se jeg mig selv udefra, og helt ærligt.. Nå. Det er ikke alt, man behøver at forstå.

Nedgraderet til konservativ og nationalistisk sut
Apropos 'forstå. Jeg får en fornemmelse af, at jeg er ved at ryge af på den og blive gammel og fornuftig, når jeg irriteres over modemagasinernes sprogbrug, som er ca. ligeså forudsigeligt og kedeligt som et tilfældigt afsnit af 'Horton Sagaen'.
Når karl-smart'ske ord som 'fashion', 'item' og 'pieces' indgår i hver 3. sætning, kan man godt blive lidt fraværende i sin læsning - som i "det her blad er vist snarere skrevet af modebranchen til modebranchen?".
Og tilsyneladende er 'quirky' yndlingsordet, p.t. Det er da også meget pænt, bevares. Men gad vide, hvor mange af læserne, der egentlig ved, hvad det betyder. Øjeblik...
Jo - det betyder 'finurlig', 'excentrisk'.
Godt så (dét ville dog synd at bruge om indholds-standarden i danske kvindemagasiner. Nå, det kan jeg altid blogge om en anden gang).
- Og selv om mode og tendenser har det med at skifte jævnligt, så namedropper de kvindelige modemagasiner stadig barer i Kødbyen og viser stadig fotocollager i hipstamatic-stil, af ranglede post-hipstere med skovmandskjorte, overskæg og sømands-tusser. ja, den fes godt ind, den tendens. Skal vi ikke videre nu? (sorry til sømands-tusserne, som må boltre sig på tyndfede sushiris-farvede overarme forever).

Der er fut i fejemøget når Sofie pipper i Politiken
Jeg er normalt et usædvanligt sympatiserende menneske, og kan som regel se et synspunkt fra alle parters sider. Men for 1. gang fatter jeg ikk' en brik. Undrer mig over, hvorfor det nu liiige er, at trætte, trætte Sofie fra RUC skal ha' SÅ hulens meget taletid. Hun er en kedelig studerende m. studielån (så kan hun jo umuligt være fattig) og lidt for lidt søvn, som ikke har forstået dén med, at man ikke får venner ved at tænke sig til det - men ved at gøre noget. 'Jamen de forstår mig ikke. Samfundet forstår mig ikke', sukker hun.

Jeg er sikker på, at enhver medstuderende ville være under 5 sekunder om at forstå, hvis Sofie inviterede på sammenskudsgilde i københavner-lejligheden. Jeg VIL ikke klandres for, at hendes venner ikke forstår hende.
Efter hendes klagesang i Politiken, tror jeg desværre vennerne forstår endnu mindre. Her burde jeg linke til hendes debat-indlæg, men jeg lader være, af protest. For det er på tide, at dén sag lukkes. PS Sofie: Stram ballerne. Så finder du nok et job, li'ssom alle andre. Skifter.

Ingen kommentarer :

Send en kommentar