10.10.2011

Positivitet og pompøse pumps (i pink)

Har lige set Go'aften Danmark eller sådan noget. Noget der rimede på 'småborgerligt' i hvert fald.
Der var et indslag om nogle post-pessimister. (fedt ord. Copyright'en er min egen, hæhæ)

'Post' fordi de tilsyneladende har været så meget pessimister, at de havde tilmeldt sig et tv-program ved navn 'Pessimisterne' - vist nok på DR1. Det handlede om, hvordan pessimister ved hjælp af øvelser (som tog udgangspunkt i positiv psykologi) kunne konvertere til optimismen, se lysere på tilværelsen og lære at abstrahere fra når tingene gik en smule imod dem.
Interessant at man kan ændre ting hos sig selv, som alligevel ligger ret dybt i én. Jeg kender også én, som engang lavede sin stemme om.. (kan jeg så lære at få mit hår på hovedet til at gro lidt hurtigere, tak..?)

Nå, men i Go'aften Danmark fortalte de så om nogle af de redskaber de havde benyttet, for at kunne blive gladere mennesker.
Et af dem var at føre en dagbog hver dag, over en række ting, som havde været positive ved deres dag. Fed idé, for der er altid et eller andet godt man kan sige om sin dag.

Meeen, det er med risiko for at ende helt ovre i lejren for jubelidioter: For hvis det vitterligt har været en møgdag - en af dem med heldagsregn fx - og hvor cyklen er punkteret, og man alligevel skal udfylde 'den åndssvage positivitets-dagbog', ja så ER det jo en mulighed at notere sig, at cyklen i det mindste ikke ligefrem blev stjålet. Og at det trods alt ikke var isvinter, men blot regnvejr, dén dag (at det så bare er et spørgsmål om tid, før isvinteren melder sig på banen, er jo så en oplagt mulighed for at lade endnu et kuld pessimister få deres tid på skærmen). Der er altid noget godt at fokusere på.
Hvis jeg var pessimist, ville jeg skrive følgende ting ned fra min dag idag, for at gøre mig glad:

- At min skønne veninde Sofie (som jeg har kendt i 14 år) er flyttet til Valby hvor jeg selv bor. Endda meget tæt på mig.
- At jeg har købt alt hvad de havde af sål-gejl i Bianco, så mine laksefarvede, ultrafine og pompøse pumps nu sidder fast på mine fødder og ikke i brostenene.
- At Thomas fik mig til at grine, da han inviede mig i den heldragt m. hætte, han sandsynligvis ifører sig til ComaClub-fest på lørdag.
- At Nina og jeg har abnorme mængder hjemmelavet lagkage i køleskabet.
- At jeg har pink liljer i min gulvvase. Fra Thomas.
- At det regnede idag, og derfor ku' jeg glæde mig over mit spritnye regntøj. Godt så. Dér kammede jeg over i jubelidiot-klassifikationen.
- At det er min fødselsdag lige om nogle dage. Fra ca. 7 dage og frem til selve dagen, har man hver dag lov til at glæde sig over, at det er snart!
- At jeg fik skrevet noget på min blog. Det skal helst ske hver dag. Det gør det bare ikke.

Ingen kommentarer :

Send en kommentar