Hvis rygraden er af lagkage, kan ballerne så nogensinde blive af stål?

Skal til fab App-Awardshow imorgen (torsdag). Så må man godt sige 'herrenice'!
Mine pompøse pink pumps har fået den ære at sidde på mine fødder dén aften.
Og da jeg er typen som cykler til alting, kan jeg her på forhånd godt regne ud, at tårnhøje satinstiletter, stram kjole og fint hår IKKE hører ind under 'frisk cyklist med vindblæst hår & snotnæse'-kategorien og at her er et problem som lige skal løses.

Fredag holder Nina og jeg fødselsdagsfest for 117. gang i denne måned. Vi er faktisk nået derud, hvor vi ikke orker mere lagkage, fordi vi har spist så meget allerede (hvorfor tror du jeg blogger om fitness i tide og utide). Så vi er langt ude; helt ude i Valby, faktisk. Alligevel bakkes vi op af en masse søde venner, som godt vil komme herhen for at drikke rødvin med os og spise til vi revner. Eller drikke. Man bestemmer selv, hvordan man når mæthedspunktet. Man må bare aldrig indtage mere (vådt eller tørt) end at der stadig er plads til en sjus. Eller var det en pariserbøf, man plejer at sige?
Nå men fulde bli'r vi jo nok på den ene eller den anden måde (jo, det kan jeg godt tillade mig at skrive på bloggen at vi gør. Det ville du også blive, hvis du fyldte 25).

På lørdag holder gamle-Sofie (sådan er det, når der siden hen er kommet flere Sofie'r til i mit liv) indflytterfest i et hus, hun selv betegner som et uberørt levn fra 1941. Originalt. Thumbs up.

På søndag er det så, at jeg runder et bette hjørne og fylder 25. Og så er det, man skal til at tænke sig lidt om. Måske tænke lidt taktisk endda. For selvom jeg 'mangler' (pff - jeg mangler ikk' en fis) en rigtig lagkagekniv i mit hjem, så nægter jeg - af hensyn til min trods alt stadig unge alder - at ønske mig én. For det gør man bare ikke. Altså ønsker sig en lagkagekniv i fødselsdagsgave (hvorfor lade som om jeg fylder 70?)

Mandag melder hverdagen sig igen på banen. Eller, nå nej - nogen har opfundet noget i uge 42 som hedder efterårsferie. Så hverdagen lader vente på sig, og det er jo ikke at kimse ad, for den kan tidsnok komme bragende med dens tombola af trivialiteter (men hvis ikke man havde en normal madpakke-agtig hverdag, tror jeg man ville savne én). Bemærk min dansklærer-agtige (wannabe-)sofisitikerede brug af metaforer i forrige sætning.