Jule-epilog

Har endelig fået pulsen ned efter julen. Kontoen er ved at få det.
At være deltager til en jul i min familie er lidt et cirkus (foretrukkent ord for 'jul'). Har i hvert fald måske en lille smule ondt af min onkels spritnye, søde kæreste, som blev kastet ind i 'Jul hos familien Skovsted', som en slags tre dage langt optagelsesritual forklædt som 'familiehygge'.

Jul i skurvognen
Det er nu ikke fordi det kræver så meget at integreres i min familie. Kan man li' snapsen og min fars stolthed - de marinerede sild - og mestrer man en humor på 'lummer skurvognsarbejder'-niveau, så er den hjemme. Først når min indre havnearbejder er varmet op, begynder familiehyggen for alvor.
Men lige præcis juleaften kan godt få mig til at miste pusten. Måske er jeg fed up efter 25 fuldstændig nøjagtigt identiske juleaftener, eller også jeg bare sippet. Det første er nok mest sandsynligt.

Bo Bedre-jul go home.
Jeg mistænker min far for at ha' lavet sovsen på en fond af lummerhed, for vi havde knapt sagt 'mmm' over anden, før snakken faldt på historier om opkast på upassende steder, og hurtigt blev afløst af brandert-historier (med opkast som hovedpointe ikk'). Og så er vi li'ssom igang. Halleluja.

Og det var helt overflødigt at tænke "nå, det bli'r én af dén slags juleaftener", for det har det nu været så tit, så for min familie og jeg er nyhedsværdien i dette blogindlæg ikke så stor, men jeg har på fornemmelsen, at andres familier er en anelse mere sobre, så vil da lige dele med jer hvordan julen foregår i det gule hus i Odense.

Point of no return
Julen 2011 blev en 'hvor der er hul er der håb'-agtig jul. Noget med et stoppet toilet som det lykkedes at blive aftenens omdrejningspunkt og en tilbagevendende joke. Og som toppede da min far - efter at ha' leget vvs-mand af flere omgange dén aften - atter vendte tilbage gaverne og konfekthyggen og proklamerede, at 'det var en hård fødsel, men nu er der hul' (need I say more?).
Så tog vi lige en 'Nu' det jul igen'-tur rundt i HELE hytten, for det er blot ét af de titusind milliarder ritualer man død og pine må igennem. Bare fordi det er jul.

Lyden af støv
Et andet ritual er som bekendt det med træet. Altså det kæmpestore grantræ (hvorfor egentlig ikke bare et helt kastanjetræ nu vi er igang?), som i løbet af NO time har oversået hele stuen med grannåle. Det eneste fede ved dét, er når man kan høre nålene forsvinde op i støvsugerens lange snabel (ELSKER  lyden af støv som forsvinder derop). Da det kom til træets størrelse, var i år ingen undtagelse. Fra gulv til loft.

Ordnung muss sein
Og selvom pladsen i år var lidt mere trang end normalt, og alle regnede med, at dansen om træet ville være som en tur på Strøget d. 23. dec. kl. lidt i lukketid, (langsommeligt og snævert, men absolut nødvendigt for at det kan blive jul), så skulle det gennemføres. Det var lidt en kamp, og vi trampede lidt rundt oven i hinanden, men det er nok meget godt for at julemaden li'ssom kan fordele sig nede i maven og gøre klar til næste ritual: Konfekt-spisning.

Brunkage? Bare én til? Kom nu? Du kan jo godt! SPIS DEN SÅ.
Som OM der var plads til mere mad. Men jo jo, der er vel altid ét eller andet, som ikke er fyldt ud; fx en finger eller en forsømt delle, som godt ku' bruge lidt ekstra nougat. Ud over hullet i toilettet (eller manglen på samme), var 'numsekagerne' et tema i år. De ser sådan her ud:

...og det var min onkels søde kæreste som havde brillieret med både bryster og baller til det sultne juletræsdansende folk. Her er altså én der har forstået jargonen allerede inden hun ankom.
Thumbs up. Jeg tror hun fik en udmærket jul på galeanstalten.