Om candyfloss-krop og verdens grimmeste kvinde.

Torsdagsstatus

Det er ikke tit, man åbner avisen og …fniser. Og slet ikke, når klokken er 7.00 om morgen, man står på Høje Taastrup station, og temperaturerne er lavere end Sydney Lee's IQ.

(bonusinfo: søger man på Sydney L, kommer der 146 MILLIONER hits op!)

Men den her artikel var så sjov, at jeg glemte mit tog! For fanden.

Artiklen handlede om, at verdens grimmeste kvinde endelig var blevet begravet efter 153 år.

Hahahaha!! Her må jeg le! Tænk at blive kåret som verdens grimmeste kvinde! Men ok. Så er man da sikker på at blive husket for noget. Det var noget med, at hun lignede en abe og havde underbid. Også uheldigt altså.

Overfor mig (surprise - jeg sidder i toget p.t.) sidder en pige med pelshue og ser Dolf og Wulff på sin - apropos - ret grimme vens computer.

Hun er en af de der typer, hvis larmende grin går lige i øregangen og nærmest gør ondt. Ti nu bare stille ikk'. Og ta' din pelshue af. Det er næsten som at ha' cykelhjelm på indenfor.

Hvordan kan vi mennesker være så forskellige..? Og hvorfor er jeg så knotten i dag?

Jeg er ellers på vej til torsdagsøl med venner i kbh. Ikke skidt. 

Ved siden af mig sidder to journaliststuderende og taler om praktikpladser. 

Det må i øvrigt kræve albuer af skarpt, rustfrit stål at få de mest eftertragtede praktikpladser på journaliststudiet. Og netop derfor blev jeg ikke journalist. For der er det stikmodsatte af skarphed på mine albuer. Nok noget, der minder om candyfloss faktisk. Æhm, Og derfor er jeg så endt i reklamebranchen. Mm, klart - det giver mening.

Heldigvis er candy floss'en lige så langsomt ved at konvertere til rockwool, så det skal nok gå.

Se. Så bløde er mine albuer. Her illustreret på pind og mere hairy-looking end de egentlig er.