16/11/2011

I en bobbel af mørtelmasse

"At male abstrakt i grå-gullige farver med lidt ridset krimskrams i midten og et ømt citat - dét er mit lod i livet". Sådan er der måske nogen der har det.
Fint nok. Det kan være lidt svært for andre at forstå den passion, men sådan er vi jo så forskellige.
Vi lever i hver vores små verdener, og har hver vores 'ting' som vi går op i med hud og hår. Og som vi tror på og lever vores virkelighed ud fra. Man kalder det for socialkonstruktionisme (!..og så siger jeg ikke mere).

Stigerne og min tålmodige mor 
Min fars passion her til aften, var stiger. Han sagde til min mor: "Jeg har fået en stige idag"
Min mor: "Du synes ikke vi har nok stiger..?"
Far: "..Æh.. Nej.. Vi har i hvert fald ikke sådan en stige. Den ligger ude i cykelskuret" (begejstret stemme).
Mor: "Aha..Det er en speciel stige eller?"
Far: "Ja. Jeg skal jeg bruge den når jeg klipper æbletræet. Jeg plejer at bruge en for lav stige."
Mor: "Men det er jo mig, der klipper æbletræet Jan?. For stigen synker i jorden, når du står på den.."

Mørtelmasse og min bare røv gode vilje 
Og bla bla bla om stiger. Det er ret typisk min far. Det med at ha' fokus et HELT andet sted end resten af selskabet, fordi han lever i sin verden, og vi lever i vores. Det er ret sødt.
En dag - midt i lagkage og boller og en samtale om hårpynt - udbrød min far noget om mørtelen på huset overfor. Om mørtelen!? Og om vigtigheden af at lægge murstenene rigtigt i forhold til hinanden, så huset står stabilt. Eller hvor'n det nu var. Og vi nikker og siger 'mm' og jeg ville gerne stille interessante spørgsmål, men jeg ved ikke hvad jeg skal spørge om..

Det er ligesom når man møder folk, der er uddannede 'nano-biolog-farmaceutfrisører, eller folk der er ved at skrive speciale om noget så abstrakt som 'hudormens idelle kostsammensætning mellem mandag og onsdag'. Så var man lige flink at spørge til vedkommendes erhverv - og dér slutter det så også. For hvordan stiller man et begavet spørgsmål til noget, man ikke aner hvad er? Nogle mennesker er så meget i deres bobbel, at kommunikationen bli'r en udfordring..
.
Lige nu står der 'godnat' i min bobbel.

2 kommentarer :

  1. Mit sprogs grænse – eller den mørtelmasse, der binder adskilte verdener sammen.

    Wittgenstein er blevet citeret for at sige: ”Mit sprogs grænse er min verdens grænse”.

    Domæneteorien synliggør tre forskellige logikker, som vi ser, forstår og beskriver verden ud fra. De eksisterer side om side i samtalen, men som regel vil ét af domænerne på et givent tidspunkt være fremherskende i forhold til de to andre.
    De tre domæner kalder man det personlige domæne, produktionens domæne og refleksionens domæne. Det virker som om din far tager afsæt produktionens domæne, mens du indgår i samtalen ud fra refleksionens domæne.

    Som regel vil du kunne finde vej for en dialog, hvis du tager udgangspunkt i det personlige domæne og vel at mærke gør opmærksom på det. Til nano-nørden kunne du fx sige: Det kan godt være, at jeg bare er en dum blondine, men for mig at se handler nanoteknologi om at kunne fremstille materialer og strukturer, hvor man med atomar præcision bestemmer, hvor atomerne eller de forskellige lag af atomer skal sidde.”
    Det vil inkludere nano-nørden i en fælles bobbel og gøre kommunikationen nemmere. Nanostrukturer kan dermed være den kommunikative mørtel, der skal til for at binde domænemurstenene sammen – or not!

    /Tom

    SvarSlet
  2. Haha - tak Tom, for din kommentar. Har netop læst den for 3. gang, (prøver jo ihærdigt at forstå pointen helt) og konkluderer at jeg vist bare har en onkel med god, tør humor..! :-)

    SvarSlet