Første indtryk havde jeg det lidt ambivalent med; den lille sal var fyldt med mænd og én bomstærk dame med meget store muskler, og de sagde allesammen aargh! og uhhg!!, osv. De syntes nok det var lidt hårdt.. Egentlig lød det ikke som noget, man skal synes er sjovt, så selvom jeg vidste, at jeg synes cross fit er fedt, så blev jeg lidt skræmt. Til gengæld var de da pæne at se på, mændene. Dén skal de ha'.
Men det blev min tur til at prøve kræfter med køllerne og det var hammerfedt fordi det var hårdt. Ikke helt hårdt nok, men så ku' jeg måske bare ha' givet den mere gas. Der kom heller ikke aargh! eller uhhg!! ud af min mund, og så har man måske ikke givet den fuld skrue?..
Den eneste, som ikke var stor og bomstærk (eller, det var han garanteret, det skjulte sig bare), var træneren. Og det er da egentlig også fair nok, at han derved lissom udstråler, at alle kan være med, i modsætning til ham fyren i deres reception som var en kæmpe og bagpå sin t-shirt havde stående: 'Don't use a machine - become one'. Hm. Dér følte jeg mig meget lille, men det var nok heller ikke myntet på små lyshårede piger. Jeg har også svært ved at se mig selv genfødt som startkabel, mejetærsker eller andre maskiner.
Ingen kommentarer :
Send en kommentar