24.08.2011

Chartercharme

Charmen ved charterferie handler om en på forhånd bestemt række ting. Og den er sikker hver gang. Jeg ved det, for jeg har selv udsat mig selv for det, så sent som i sidste uge.

Kreta var målet. Men det ku' lige så godt ha' været på Mallorca, Gran Canaria eller Kos. Charterkulissen er den samme, med mindre man gør noget drastisk og  'uden om guiderne'-agtigt og tar' væk fra strandpromenade, pomfritter og pølsetyskere for en stund, og ud til de lokale.
Men nu var jeg altså på charterferie med min veninde, for vi er sådan nogle som en gang i mellem godt orker en uge, hvor vi IKKE skal løfte fingeren, andet end når vi skal ha' solcreme på (og det er besværligt nok i sig selv; ens krop er større end man umiddelbart skulle tro).
Og det var sådan noget med at blive fragtet til og fra lufthavnen og et overload af information på dansk-svensk. Og sådan kan vi godt li' det engang i mellem.

Nu kommer det:
Derudover er charmen ved charterferier noget med at blive solbrændt på dén der desperate (næsten britiske) røde måde, som indikerer at man desværre er alt andet end latino til daglig; at være tvunget til at betale for at ligge på stranden OG glo på østeuropæere i alt for stramme hvide speedos, den øresønderrivende lyd af cikader, kønsløse postkort, lidt for mange lysstofrør og et særligt mix af sved, saltvand og fedtet solcreme. Også i ho'det. Mums.


Et charterferie-must have

Gi' os nu det stykke med FRED, som vi har betalt for
Charterferie er normalt også TOTAL afslapning, skyfri himmel og solgaranti.

... Måske derfor jeg så blev halvgnaven som en anden matrone i for små sko, da vi skulle ud og sejle med en del andre turister på en tur vi havde bestilt. Den tykmavede kaptajn havde tilsyneladende damp og FES rundt med sin dommerfløjte og fløjtede med på MEGET høj DJ Ötzi-musik - til utrættelig underholdning for de ti konstant filmende japanere som også var med.
Så hørte jeg mig selv hviske til min veninde, at jeg egentlig bare ønskede mig fred og ro (og syntes dermed jeg lød lissom min far, når jeg spø'r hvad han ønsker sig i fødselsdagsgave).
... Vi blev enige om, at vi var blevet 60 år før tid. Men så'n er dét. Vores elskede kryds og tværs-hæfter havde jo allerede afsløret os.

PS: bli'r nødt til at nævne, at charterferie-hangovers til gengæld er knap så charmerende. De varer jo HELE dagen?! Christ. Det må være varmen.. (bare lige for at nævne, at vi altså ikke kryds og tværs'ede i fred og ro nonstop, okay?) ;-)



Ingen kommentarer :

Send en kommentar