Hjemme godt, men hjemme-hjemme bedst

Livet bliver ikke meget mere trygt og rart, end når jeg tager hjem på restitution hos mine forældre.

Nyvasket sengetøj, der bare dufter rigtigt. Stort lunt badeværelse, hvor man kan trisse rundt hele formiddagen.
Et fyldt køleskab. Kaffe på kanden. Stilhed og altoverskyggende mørke om natten.

Her kender man sine naboer. Også dem overfor. Og dem dérovre med forhaven.
Man holder vejfester. Man holder jule-komsammener. Man render ind og ud ad hinandens haver og plukker æbler og klapper naboens kat og bærer over med, at hønsene ovre fra nummer 35 gokker rundt et par haver længere nede.

Her er ingen larmende overboer. Ingen 9A, der standser og starter lige uden for vinduet.
Ingen fulde mænd, der råber kvarteret op, ingen rumænske flaskesamlere og ingen autoritære blink fra gaden,
der glimtvis maler væggene blå.

Der, hvor jeg er vokset op, og hvor mine forældre stadig bor, kender jeg labyrinten af omkringliggende villaveje
som min egen bukselomme.

Jeg ved, hvor der skjuler sig en hemmelig eng; jeg ved, hvor smutvejene findes, og hvor der engang lå en
lille købmand.

Idyl nr. 1: Synet af hjemmedyrkede purløg er ligeså rosenrødt som beskrivelsen af mit barndomskvarter. 

På samme måde kender jeg lyden af min fars trin på trappen. Jeg kender min mors humør, endnu før hun har
åbnet munden. Jeg ved, hvilke trappetrin, man skal springe over, hvis man vil snige sig stille i seng midt om natten,
og jeg ved, hvor i haven purløgen til min æggemad gror.

(det eneste, jeg stadig kæmper en indædt kamp imod, og som jeg aldrig bliver venner med, er de 2 (!?) fjernbetjeninger til tv'et. Argh!)

...Men når alt det fredsommelige og rosenrøde er sagt, er der ingen tvivl om, at det er København, der gør mig allergladest. Det er noget med dén der puls. Gud, hvor det lyder klichéfyldt.

Og så er det nok noget med, at alle de fulde folk og razzia'erne og balladen og bonghovederne og horderne af cyklister og grønthandlerne og metrobyggeriet og de uendeligt mange busser og værtshusene og kanalerne al sammen udgør en sum af charme, jeg ikke har lyst til at undvære for længe ad gangen.

Idyl nr. 2:
Mit voksen-hood er trods alt svært at undvære.