Crossfedt

Var til crossfit træning i Cph Cross Fit i igår, for at svinge med jernkugler og hamre på traktordæk. Sådan. De kaldte det noget med 'funktionel træning', fordi det er øvelser, man kan komme ud for i sin dagligdag (nuvel nuvel, det er ikke så tit jeg hugger brænde eller skal svinge tunge ting, men jeg kan snildt se pointen).

Første indtryk havde jeg det lidt ambivalent med; den lille sal var fyldt med mænd og én bomstærk dame med meget store muskler, og de sagde allesammen aargh! og uhhg!!, osv. De syntes nok det var lidt hårdt.. Egentlig lød det ikke som noget, man skal synes er sjovt, så selvom jeg vidste, at jeg synes cross fit er fedt, så blev jeg lidt skræmt. Til gengæld var de da pæne at se på, mændene. Dén skal de ha'.

Men det blev min tur til at prøve kræfter med køllerne og det var hammerfedt fordi det var hårdt. Ikke helt hårdt nok, men så ku' jeg måske bare ha' givet den mere gas. Der kom heller ikke aargh! eller uhhg!! ud af min mund, og så har man måske ikke givet den fuld skrue?..
Den eneste, som ikke var stor og bomstærk (eller, det var han garanteret, det skjulte sig bare), var træneren. Og det er da egentlig også fair nok, at han derved lissom udstråler, at alle kan være med, i modsætning til ham fyren i deres reception som var en kæmpe og bagpå sin t-shirt havde stående: 'Don't use a machine - become one'. Hm. Dér følte jeg mig meget lille, men det var nok heller ikke myntet på små lyshårede piger.  Jeg har også svært ved at se mig selv genfødt som startkabel, mejetærsker eller andre maskiner.

Chartercharme

Charmen ved charterferie handler om en på forhånd bestemt række ting. Og den er sikker hver gang. Jeg ved det, for jeg har selv udsat mig selv for det, så sent som i sidste uge.

Kreta var målet. Men det ku' lige så godt ha' været på Mallorca, Gran Canaria eller Kos. Charterkulissen er den samme, med mindre man gør noget drastisk og  'uden om guiderne'-agtigt og tar' væk fra strandpromenade, pomfritter og pølsetyskere for en stund, og ud til de lokale.
Men nu var jeg altså på charterferie med min veninde, for vi er sådan nogle som en gang i mellem godt orker en uge, hvor vi IKKE skal løfte fingeren, andet end når vi skal ha' solcreme på (og det er besværligt nok i sig selv; ens krop er større end man umiddelbart skulle tro).
Og det var sådan noget med at blive fragtet til og fra lufthavnen og et overload af information på dansk-svensk. Og sådan kan vi godt li' det engang i mellem.

Nu kommer det:
Derudover er charmen ved charterferier noget med at blive solbrændt på dén der desperate (næsten britiske) røde måde, som indikerer at man desværre er alt andet end latino til daglig; at være tvunget til at betale for at ligge på stranden OG glo på østeuropæere i alt for stramme hvide speedos, den øresønderrivende lyd af cikader, kønsløse postkort, lidt for mange lysstofrør og et særligt mix af sved, saltvand og fedtet solcreme. Også i ho'det. Mums.



Et charterferie-must have

Gi' os nu det stykke med FRED, som vi har betalt for
Charterferie er normalt også TOTAL afslapning, skyfri himmel og solgaranti.


... Måske derfor jeg så blev halvgnaven som en anden matrone i for små sko, da vi skulle ud og sejle med en del andre turister på en tur vi havde bestilt. Den tykmavede kaptajn havde tilsyneladende damp og FES rundt med sin dommerfløjte og fløjtede med på MEGET høj DJ Ötzi-musik - til utrættelig underholdning for de ti konstant filmende japanere som også var med.

Så hørte jeg mig selv hviske til min veninde, at jeg egentlig bare ønskede mig fred og ro (og syntes dermed jeg lød lissom min far, når jeg spø'r hvad han ønsker sig i fødselsdagsgave).

... Vi blev enige om, at vi var blevet 60 år før tid. Men så'n er dét. Vores elskede kryds og tværs-hæfter havde jo allerede afsløret os.

PS: bli'r nødt til at nævne, at charterferie-hangovers til gengæld er knap så charmerende. De varer jo HELE dagen?! Christ. Det må være varmen.. (bare lige for at nævne, at vi altså ikke kryds og tværs'ede i fred og ro nonstop, okay?) ;-)





PS

PS: Det er altså ikke mig selv, som i forrige indlæg har ofret mig for bloggen og taget et billede af egne fødder iført tennissokker og klipklappere. Det er en fremmed mands charming feet.. Godt så.

Har iøvrigt lige spist drueagurker. Nam! De er undervurderede (men de kan jo heller ikke gøre for, at de ligner døde dyr i formaldehyd, til udstilling i et klamt biologilokale. Sådan smager de heldigvis ikke).

Hverdagens små dræbere: Hvide sokker med slatne mænd i

Det er muligt, man endnu ikke har nået afgrundens rand (den rand, hvorfra forliste parforhold er meget svære at hive op) og blevet indehaver af et 3D-tv, men watch out - der er masser af andre fælder som mange ægteskaber/parforhold ryger i, med en næsten sikker død til følge.
Eller, det er ikke sikkert det dør helt (altså ægteskabet); måske lider det i stedet en langsom død over mange år eller også går det i koma og bliver aldrig helt sig selv igen, som det var dengang det hele startede nede på dén der bar på MaLLorca, og tiltrækningen til hinanden var ligeså stærk som den fire-dobbelte moHito han blev ved med at hælde på jer.

Sokkernes herre
Men som I sidder der, i hver Jeres bombastiske piedestal-agtige højborg af en lænestol, med 3D briller på og kigger stenet ind i tv'et (én af hverdagens andre dræbere), så går det op for dig, at ægteskabet er direkte på vej mod Den Langsomme Død.
Gnisten er på vej ud over afgrunden. Det er der, foruden 3D-tv'et, en helt nøjagtig grund til.
For hvem kan det undre, når dét, dit blik møder, når du vover se væk fra tv'et, og skjult lurer over på din kæreste som sidder i den anden lænestol, er en halvvissen udgave af  Don Juan?

Idag har Don ikke længere roser i munden, strøget skjorte og nypudsede sko til ære for dig.

Næ, han har måske snarere wienerbrød mellem tænderne, FC Midtjylland t-shirt og H2O-klipklappere på.
Og VÆRST af alt: Måske har han endda nedgraderet Don yderligere og gemt sine stakkels fødder væk i et par hvide tennissokker. Puha.

This is no go.

"Så sagde vi, at du var moren og jeg var faren, og så var ok at la' stå til"
.. Er det ikke som om han nærmest leger med skæbnen, når han med sine hvide sokker i klipklapperne står dér på kanten af parforholdet og ser, hvor langt han kan gå (læs: nedgradere) før lortet tipper, falder ud over kanten og bang!: Et styk smuldret og næsten u-genopretteligt parforhold ligger tabt på jorden, i flere fortvivlede småstykker, fordi han lod stå til og ikke gad gøre sig lækker overfor dig mere.

Meningen her er ikke at kritisere hverken Mega møbler for deres læder-højborge, H2O, FcM eller wienerbrød (jeg er en sucker for wienerbrød, indrømmet), men at udbrede budskabet om, at hvide tennissokker eller bare tennissokker i al almindelighed (men mest de hvide), er en drææææber for parforholdet, når de til frit skue proppes ned i et par sandaler eller klipklappere.
Det er en dræber for andres øjne i det hele taget, uanset om man er de hvide sokkers ejermands kæreste, kone, mor, datter eller bare medpassager i bussen. Den går ikke, mænd. Forstå det nu. Vi har jo sagt det her i århundreder..
(men husk, der skal to til et velfungerende parforhold/ægteskab. Damer kan heller ikke sige sig fri fra at være lidt afskyelige en gang i mellem. Bare rolig mænd)