25.11.2012

Undskyld, er det mig, der er Berit?

Det er søndag, det stormer og det regner og jeg holder FRI.
Så jeg kom lige på, at det vist var på tide at google billeder af mig selv.
Den slags kan man snildt kalde for navlepilleri, men det var faktisk med et lidt dybere formål, jeg gjorde det.

Meget af det, der ligger online om dig, kan nemlig lynhurtigt ende med at blive skræmmende offentligt på 'Skriv-mit-navn-på-Google-og-du-vil-opdage-riiimeligt-meget-om-mig'-måden. Derfor er det godt at google sig selv en gang imellem, for li'ssom lige at have en slags hånd i hanke med, hvordan du florerer rundt derude i cyperspace.

Så jeg prøvede, og sidder nu tilbage med en undren over, hvad det nu lige er, jeg har til fælles med 'Berit, som fik en hjerneskade af stress' (fælt..).
Nå men Berit dukker altså ret hurtigt op, når jeg søger på billeder af 'Lotte Skovsted'. Interesting...
(Foretrak måske lidt, at det var Cameron Diaz, som var kommet frem..)

Har du prøvet? Dukker Diaz op? Eller trak du også nitten, og opdagede, at du er i (Google-)bås med Mogens Glistrup eller Karen-Gudrun fra Skallebølle, hvis marsvin fik en infektion i endetarmen? Ja, det er ikke alt, man forstår, men prøv prøv!

13.11.2012

Hvis jeg starter nu, hvor mange revysange kan jeg så nå at skrive?

Befandt mig i en 'dét-her-er-oplagt-at-blogge-lidt-om'-situation forleden, så jeg skrev og skrev - uden dog at kunne udgive noget, fordi jeg var i Berlin og ikke lige kunne komme på nettet.
Så lidt forsinket får du mit ellers 'spontane' indlæg:

Onsdag d. 7. nov. 2012:

All right.
Er typen, der går i plateausko. Og spiser makrel direkte fra dåsen. Det er alt sammen til at leve med. Men nu er jeg så også typen, der er stuck i en lufthavn i Berlin, fordi en latterligt provokerende snestorm har udskudt mit fly til New York med …tadaaaa: 10 timer.

Congratulations Lotte! – You definitely won the lottery!

Nu lød det lige så hammerfedt, at jeg skulle komme svingende ind i JFK airport iført bredt smil og højt hår (nå ja – det var bare en tanke, ikk’), som en anden verdensdame. Og i stedet må jeg nødtvungent iføre mig tålmodighed, positive tanker og venteposition.

Når jeg engang lander ovre i det store æble, er det brede smil nok svundet en lille smule ind og har fået et twist af noget anstrengt, og lur mig, om ikke ’her-kommer-jeg’-attituden vil hænge lidt i kanterne.
Hvad fa’en.

Vi starter med de positive tanker. - Nå ja, du beslutter selv, hvornår du hopper af. Jeg har 10 timer, der skal slås ihjel, så jeg gi’r den gas på tastaturet (desværre har jeg kun strøm på computeren til 3, så det giver sig selv..).

Positive tanker – fyld mig op! Here we go:
- I det mindste har jeg taget verdens tykkeste bog med: den ultralumre Fifty Shades of Grey. Mangler sådan ca. en milliard sider i den, og jeg tror, den er perfekt, når man som enlig pige er strandet i en lufthavn.

- I det mindste har jeg min computer. Så kan jeg skrive (aka. udleve min hobby og træne mine skrive-skills) mens jeg venter. Genialt.

- Jeg kan tænke over livet. Okay, dét får jeg ikke gjort. Hvad skal jeg tænke på? Hvor skal jeg starte?

- Jeg kan udtænke storsælgende kampagner og komme tilbage til bureauet og gøre alle glade. Det kunne jeg. Det gør jeg måske kl. 16..

- Jeg kan spise giga-stor tysk kage med jordbær-gelé og industri-chokolade. Jeg kan godt tidsfordrive ved at spise, men jeg tror ikke, det er den strategi, jeg vælger. Det bliver så dyrt i flybrændstof.

- Jeg kan smile til søde mænd i lufthavnen. Dem er der bare ikke så mange af, og det er lidt kedeligt at gøre alene (p.t. sidder der en SS-soldat lige over for mig, i grå habitjakke med sølvornamenter og rosetter på. Han må være et levn fra tidligere tider. Eller måske er det bare sådan tyske pilotuniformer ser ud.)

Jeg kunne godt ha' spist sådan noget her. Der er masser af det i Berlin-Tegel Lufthavn. Men jeg gjorde det ikke.

- Jeg kan lære mig selv at skrive digte. I min notesbog. Det burde kunne læres på 10 timer. Hvis man var trænet i Haiku-digt-disciplinen, og man gik i gang NU (tid: 13.34), hvor mange kunne man så nå at skrive indtil kl. 22?..

- Eller jeg kan skrive samtlige taler, til når mine veninder engang skal giftes. Så kan jeg strege dét fra listen. Man kan også øve sig i at skrive revysange.

- Jeg kan tage billeder af temmelig random ting. Springe ud i en niche som ’limited edition airport-photographer from Berlin-Tegel.

- Se, hvor mange gange, jeg kan gå fra den ene ende af lufthavnen til den anden. Det bliver nok en temmelig fit udgave af mig, der lander i JFK så. Især, hvis jeg krydrer med 10 mavebøjninger hver gang, jeg passerer en lufthavns-servicemedarbejder.

- Nå, jeg kan jo også altid bare drikke mig fuld. Det ved man da, hvad er, modsat haiku-digte og livsfilosofi (på den anden side ville jeg nok forvandle mig til en vældig ferm digter efter 5 tyske øl).
…Wanna join me? Pleease, anyone?


(efterskrift: Det endte med en masse mingling og visitkort-uddeling i den tyske bistro, indtil jeg drak mig lidt for tipsy i G&T's ombord på flyet i selskab med en fyr fra NY. Han var tilmed privatkok for sådan nogen som Bruce Willis. At least that's what he said, og jeg tænkte 'cool'.
Det behøver ikke være en straf at vente på sit fly.)


04.11.2012

Om Den Kreative Klasse og resten af Overfladiskheden

Har tænkt på 4 ting. Eller - jeg har selvfølgelig tænkt på flere, men 4 af dem faldt mig ind som værende usædvanligt overfladiske. Så meget, at jeg må dele det med dig:

1) Alt det der hipster-hejs
Nu har vi grint lidt af 'de der hipstere' i et stykke tid. På trods af, at de er overalt.
Ingen ved dog, hvad en hipster er, men alle slynger om sig med udtrykket. "Jaer du er nok rigtig hipster med de der sko, hva''? Hahaha!"

Det er nu engang sjovt at gøre grin med nogen. Og dem med fipskæg, skovmandsskjorter, rygsække og fixiebikes står altså for skud p.t.

En ægte hipster er dog meget mere end en skovmandsskjorte og en Høker-bajer på Mesteren & Lærlingen i Kødbyen. Urban Dictionary giver dig endelig definitionen på en vaskeægte hipster.
(Provinshipstere go home) Og lad os så slappe lidt af med at kalde alle fyre i 20'erne og med overskæg for 'hipstere'.

Læs også mere i denne artikel fra Information: Hvem slog hipsteren ihjel?


2) Maria Gerhardt alias Djuna Barnes (DJ og redaktør på magasinet Københavner):
Maria har især sagt to ting, der er så overfladiske, at de - til irritation for mig - klæber sig fast på indersiden af min hjerne.

Damen siger i mit nye nummer af Cover (okt. 2012)
"Modsat det meste reality, hvor man kan nyde arbejderklassen flashe deres beskidte lagner, så er det her (Instragram, red.) den kreative klasse og deres børn, som lukker op og inviterer indenfor på Instagram"

At Instagram tilhører den kreative klasse, synes jeg lyder som en konklusion, Maria lige har trukket op af hatten.

Her vil jeg godt indskyde, at udtrykket 'den kreative klasse' er nøjagtigt lige så flyvsk som begrebet 'hipster' (Og alligevel er det allevegne. Argh!).

Hvem ER den kreative klasse? Og hvor lidt skal der til, for at man kan kategorisere sig selv som værende i dén kasse? En hjemmelavet collage i ny og næ? Et Instagram-foto?
Et par gummistøvler fra Hunter og et par unger i upcoming designertøj? (så pyt med, om det mest kreative man har i hjemmet er børnenes pølseskåle i ler, så længe det ligner, at man er så'n en krea type..)

Tilbage til Maria Gerhardt, den kløgtige skribent. Hun sagde for et par år siden noget, som jeg simpelthen ikke kan glemme, så tosset var det:
"Man bliver rummelig af at bo i en storby. Mange københavnere er særligt rummelige. Jeg ville fx lettere kunne falde til i New York end i Esbjerg"
Hm hm... Den lader vi så hænge lidt.


3) Mindfulness. I hold på 100 deltagere. Mest kvinder. (æhm.. afstressende?)
Jeg læste i MetroXpress forleden, at for at forebygge stress hos medarbejdere, sender mange virksomheder deres medarbejdere til mindfulness.
Som om en times vejrtrækningsøvelser skulle kunne gøre folk glade og rolige, når finanskrisen raser på deres arbejdsplads, og de risikerer at blive arbejdsløse?!

"Pust iiiiind! Pust uuuuuuud!!! Ahhhh!! Dagpenge og aktivering og jobcenter og administrationshelvede - nu kan I bare komme aaaan!"

... Og så er der en Mindfulness-direktør, der siger (til de eksperter, der trods alt stiller sig kritiske), at "Arbejdsgiverne hjælper jo bare den enkelte medarbejder ved at give dem nogle værktøjer, som de kan bruge både arbejdsmæssigt og privat".


'Værktøjer'? Et skrup-overfladisk ord.
Pust iiiind! Pust uuuud! Og stik fingeren skrååååååååååt op. Aaaah.

(rolig - jeg er ikke harm, jeg provokerer lige lidt, ikk')

Hvis man også skal huske at passe sit mindfulness samtidig med job og hus og mand og børn og øjenomgivelser (læs længere nede), så tror jeg mest på effekten til venstre.


4) Dameblade.
Her er stort set alt overfladisk. Men jeg gider ikke lige remse samtlige ord fra det seneste Cover op, så jeg nøjes med dette citat fra Covers skønhedsredaktør. En dame, som har rigtig meget at gå op i. Det er tydeligt:

"Nu er de høje UV-stråler væk, og det betyder, at jeg vanen tro skal fjerne overflødige pigmentsamlinger på min hud (ja det skal vi selvf. alle sammen huske. Har du fjernet dine pigmentsamlinger endnu? ...Hvad med nu? Okay så LOV at du gør det i morgen! For Guds skyld fjern de pigmentsamlinger!).
Det gør jeg hver vinter for at få en mere ensartet og klar hud. Jeg holder mig til Clinique ligesom sidste år, og turen er kommet til mine øjenomgivelser."

(Jeg tror, turen er kommet til, at vi slapper lidt af og får os noget rigtigt at gå op i...)
EVEN BETTER EYES, Dark Circle Corrector fra Clinique: 395,- kr.