Marcipan-implantater

Jeg sidder helt stille i min sofa, og straks myldrer reflekterende tanker ind i knolden på mig.
Fx om kontrasten i, at ham specialstyrke-soldat-nørden på Discovery Channel render rundt og udfordrer sig selv i alt fra Sibirien og Zambia, til Mexico og Amazonregnskoven, for at vise os blege og absolut stillesiddende tv-kiggere, hvordan man fanger søpindsvin og bygger tømmerflåder og den slags (til gengæld er jeg igang med at præstere verdens længste sætning), og kort sagt lever livet på kanten (ok, manden har et tv-hold i ryggen og får kassen for det, I know) - og imens sidder jeg bare og putter rød neglelak på tæerne og og spiser den sidste julekonfekt og lever ikke ligefrem på nogen kant, andet end sofaens.

Begrænsningens kunst my ass
Og for et øjeblik siden kunne jeg endelig fløjte kuffert-kampen af, efter at ha' brugt flere timer på nøje at udvælge det tøj, jeg skal ha' med til Istanbul imorgen, og stemme det tøj hjem, som jeg alligevel ikke kan ha' i kufferten. Vil helst ikke indrømme, at jeg gerne ville ha' haft hele min garderobe med. Og kan godt få det en lille smule kvalmt over at jeg har det sådan. For det er det vildeste luksusproblem.

Sæsonbestemt luftvejs-standard
Men lidt hårdt var det altså idag, da jeg var til kettle bell-træning, og lavede en milliard armbøjninger og pustede temmelig meget. - Men det er bare fordi marcipan og rødkål blokerer for vores luftveje i december. Også dine. Det er helt normalt.

Flot, Lotte.
(jeg har lært, at når man skriver til web, skal man lave korte afsnit. Ingen lange, snørklede sætninger, og ingen lange, komplicerede ord. Jeg øver lidt, men det lykkes sgu ikke. Så - nu blev følgende afsnit endnu længere...)
Sluttede kettle-bell-timen af med at falde pladask over en anden piges ben, og landede på mine knæ, der nu gør så ondt, at jeg ikke kan bøje mig ned, og ser dum ud, når jeg skal op på cyklen. Og det skal jeg tit. Marcipanen ku' godt udelukkende ha' sat sig som små stødpuder i knæene, tak.

Det opvejende jubelidiot-indlæg

Nu har jeg lige præsteret et mavesurt-juleoplæg herinde, men jeg er altså ikke så sur (julen ER bare opreklameret, det er et faktum, jf. forrige indlæg). Man kunne måske godt blive det, af at køre land og rige rundt med DSB hver morgen og eftermiddag, men der er heldigvis flere måder, hvorpå man undgår at blive gnaven. Jeg synes selv det går meget godt med tolerancen, den lange lunte og morgenhumøret, selvom resten af verden tilsyneladende synes, at jeg er skør, at pendle mellem Valby/Odense og retur. Men:

1) Man kan næsten tjene penge på det. Tak SKAT, for mega meget fradrag.
2) Man slipper for at cykle i regnvejr
3) Man kan lave temmelig meget i et tog. Fx arbejde/blogge/læse nyheder/tale i tlf./tænke vigtige tanker/lege 'hvem kigger væk først' med de andre/lege navneleg/spise/sove/lytte til samtaler/rate pæne mænd
4) Glæde sig over, at når man kommer hjem i aften, så HAR man ordnet det det meste på to-do-listen og kan holde FRI.

Tid er nok det eneste, der aldrig går inflation i, så jeg glæder mig over, at jeg får tid foræret, ved at køre i tog. Ikke så meget pga. tidsforskel mellem Kbh og Odense (det er sgu lidt knapt med jetlag), men fordi jeg ved, at alternativet var, at jeg ville ligge og sove i stedet for at gøre alle de ting (ok, næsten) som står under pkt. 4. Det synes JEG er smart.

... Og så er er det vist kun i lille Danmark, at man kan fornemme andres undren over, at man pendler 5 kvarter hver vej.

HYG blev der sagt! Hyg - og det' lig' nu!

Der er ikke mange ting, menneskeheden kan blive enige om, men jeg har alligevel fundet frem til en ting. Den fylder en hel del. Faktisk er der tale om flere uger, hvor vi (ok, måske ikke HELE menneskeheden, men mange) stresser mere end normalt, og meget mere end de vil indrømme.

Rissallamang og andet overvurderet gejl
Julen er et cirkus uden ende. Jojo bevares, julen slutter sidst i december, hvor den ryger på hovedet i containeren og de sidste fedtede havregrynskugler får lov at vinke fra bunden af skralderen.
Og modsat da man var barn, og gerne ville ha' dobbelt op på jul, så synes man (jeg) som voksen, at det er helt rart at få cleanet hytten for gran og grimme nisser, omkring d. 27. december.

Men at julen sniger sig tilbage hvert år, er lige så stensikkert som den risengrød m. flødeskum og bordeaux-farvede cocktailbær i sovs, som HVERT år udgør dessert-indslaget d. 24. dec. (lad os aftale, vi staver det 'rissallamang'. Det vil gøre det lettere for os alle).

Jule-facade
Sommetider er julen mere til besvær end til fryd. Hvem har tid til at hygge, når 'vi skal være i familiens skød'/klejner og hjemmelavede succesfulde julehjerter/logistik, overnatningsproblemer/'and eller flæskesteg'-dilemmaet og 'hvem-holder-jul-hvor'-cirkuset skal (gen)arrangeres hvert år?

Mangl nu noget!
Skal man se tingene fra den lidt frelste side, så er det ganske unødvendigt med ønskelister som partout skal laves, og julegaver der død og pine skal købes, når nu den slags har det med at foregå lidt under tvang og med en følelse af, at nu MÅ vi nok også hellere få opfundet nogle ønsker ('hvad er det nu liige jeg mangler..? Hvad er det nu? Nå jo.. jeg mangler et iPhone-cover i kernelæder, i stedet for dét i plastic, som jeg har nu.. Ja, dét mangler jeg!! Nej hvor jeg dog mangler det!'). Come on. Men natullervis er jeg ikke meget bedre selv.

Kollektivt samfunds-suk
Idyl á la Peters jul er lidt en by i Rusland. Der er i hvert fald længere mellem de, der har abnormt meget jule-overskud, end mellem de mennesker, for hvem december er mere stressende end andre måneder. Det empiriske grundlag for ovenstående er opsnappet ude i det virkelige liv; på arbejdet, på hjemmefronten, blandt venner og familie og i samfundets generelle fælles suk over alt det 'man' gør i december, men som man måske ikke altid heeelt gider.

Killer-kager
Indrøm bare, at din familie, brændte mandler, småkager (hold OP hvor findes der i øvrigt mange slags!), gammelt gran og Wham h-æ-n-g-e-r dig ud af halsen d. 26. dec.
Jeg har indrømmet det. Jeg er sikker på, jeg ikk' er den eneste.
Min løsning hedder 'Istanbul mellem jul og nytår' - det lugter lidt mere af fest end af julesylte.

De voksnes barnlige rækker

Forleden sad jeg til julefrokost med nogle gymnasieveninder. Jeg har kendt dem i 7-8 år, så det er ikke unaturligt, at vi ofte kommer til at tale om 'dengang'. Dengang vi var små og stive naive; gik på A-Bar i tide og utide - helst også om onsdagen, hvis vi ku komme til det; Facebook var stadig på tegnebrættet (aahr, sådan nogenlunde ikk') og Beverly Hills var Overspringshandling nr. 1, fra vores kedelige fysikrapporter om spegepølse og lakmusprøver (eller var det i 'folkeren'?..).

'Strawberry Shots forever'
Det er ikke fordi vi ikke længere ser Beverly eller er naive, eller lidt små engang imellem, og jeg afviser stadig ikke en onsdagsbrandert, der er bare længere imellem dem.
"A-Bar er soo last year, og nu skiftet ud med noget laaangt mere sofistikeret". Ej. Det passer ikke.
Nok går vi ikke så tit i byen med teenagedrengene længere, men det über charmerende 'kødmarked' som nattelivet er garant for, er uændret. Om man er 18 eller 58. Tror jeg.
De platte kommentarer, som man alligevel tager sig selv i at grine lidt af, når han nu står dér og virkelig prøver, og de dejlige wc-rens-smagende shots er der ikke pillet ved. Heldigvis, for så er alt ved det gamle.

For voksen til tvungen sved-dans
Dén dag jeg kan nyde en snaps til min sobre søndagsfrokost, eller nyde en whisky on the rocks en tirsdag aften, og den dag jeg hellere vil DØ, end gå glip af Barnaby (ok, Barnaby ER faktisk ret spændende..åh-ååh!), så er jeg ved at være derop' a'.
Julefrokostpigerne og jeg nåede til frem til, at vi ikke helt er børn længere, for vi tog os selv i at gå mere op i logistikproblemerne ved at ankomme til LA Bar kl. lidt for sent lørdag nat (for der ved vi godt, at man står som sild i en tønde blandt en masse svedige mænd og piger med ultralangt hår, som konstant skal svinge lige ind i fjæset på én. Nam nam) end den simple fornøjelse det bare er at være til fest.

... Men vi hader stadig da snaps, ikk'?
Samtidig skulle man jo helst præstere at se glad og ovenpå-selvom-jeg-har-din-armhule-i-hovedet-og-din-måhito-i-skoene-agtig ud. Dén udfordring har vi taget op mange gange og klaret den til et 12tal med kryds og bolle og adskillige scoringer som bonus, men forleden var der lissom enighed om, at dét orkede vi ikke. Lidt skræmte ved tanken om, at vi tilsyneladende var holdt op med at elske at gnide os op af resten af odenses unge (og dermed var kommet et lille skridt nærmere noget, det mindede om 'voksne og fornuftige'), tog vi en snaps og trøstede os med, at vi stadig ER unge, da vi så på hinandens forvrængede snapse-grimasser.
Ja ja, vi VED godt, vi stadig er unge og labre, vi kan bare godt li' at bekræfte os selv i det.

SmoKING.

        (...)"husk, at alle piger bliver bløde i knæene over en mand i smoking. Alle."
Sådan skriver Euroman (som min søde søster har givet mig et ÅRS abonnement på!!) her i decembernummeret. Og så viser de en herlig sort/hvid billedserie af smukke mænd i toxidooo: Der er guf lige fra Tom Ford, Muhamed Ali, Stevie Wonder og Marlon Brando, til en ung Morten Grunwald og Frank Sinatra (sikke en sammenligning, btw).
Du kan læse mere om brugen af jakkesæt her.

Klassisk går aldrig af mode
Og Euroman har jo ret. Vi bli'r sgu bløde i knæene. Enhver mand - pæn som mindre pæn - kan gøres yderst spiselig iført smoking. Et jakkesæt kan også snildt gøre det, skal det lige siges!
Det er ligesom med kvinder og stiletter. Altså så længe stiletindehaver-kvinden er i stand til at gå i stiletterne, selvfølgelig (klokken 5 om morgenen er hun måske knapt så elegant, for dér har fødderne det sjældent ligeså muntert som humøret).
Mænd i jakkesæt eller smoking løftes på magisk vis op på et helt nyt lækkerheds-stadie. Det er næsten (næsten!) lige før et godt jakkesæt med ren skjorte og slips eller butterfly formår at fjerne en 17-årigs bumser, stritører og fedtet hår eller hvad man nu måtte kæmpe med til daglig.

Too much of a good thing ... is perfect!
Jeg var lidt blown away, da jeg bevægede mig gennem København forleden. Det var hverken den proppede bus med skrig-unger og gamle damer, der gjorde det. Ej heller var det da jeg trådte indenfor i Holmens kirke (ok ok, lidt blown away dér, faktisk).
Næ, det var ham den classy gentleman ved siden af mig, som tog guldet; ham som var der til at hanke op i mig, når der for mit vedkommende gik slingrekurs i den på de alt for høje hæle, på vej til byllup.
Thomas var i superlæks jakkesæt fra top til tå. Havde der været tre af ham var jeg dånet.
(sidstnævnte skete heldigvis ikke (altså før jeg igår var på vej ud af toget - iført knap så fængende tømmermænd fra top til tå. Da var den dånende scene tæt på at indtræffe..).

En mand i jakkesæt - og endnu bedre selvfølgelig: smoking! - er som når man fuldender en hjemmelavet chokolademousse med et delikat pift af kaffe og Grand Marnier. (..i stedet for den halvflade udgave med blot chokolade og flødeskum).
Kan man opnå BÅDE smokingmand og liret chokolademousse, er man tæt på lyk'lig.

I en bobbel af mørtelmasse

"At male abstrakt i grå-gullige farver med lidt ridset krimskrams i midten og et ømt citat - dét er mit lod i livet". Sådan er der måske nogen der har det.
Fint nok. Det kan være lidt svært for andre at forstå den passion, men sådan er vi jo så forskellige.
Vi lever i hver vores små verdener, og har hver vores 'ting' som vi går op i med hud og hår. Og som vi tror på og lever vores virkelighed ud fra. Man kalder det for socialkonstruktionisme (!..og så siger jeg ikke mere).

Stigerne og min tålmodige mor 
Min fars passion her til aften, var stiger. Han sagde til min mor: "Jeg har fået en stige idag"
Min mor: "Du synes ikke vi har nok stiger..?"
Far: "..Æh.. Nej.. Vi har i hvert fald ikke sådan en stige. Den ligger ude i cykelskuret" (begejstret stemme).
Mor: "Aha..Det er en speciel stige eller?"
Far: "Ja. Jeg skal jeg bruge den når jeg klipper æbletræet. Jeg plejer at bruge en for lav stige."
Mor: "Men det er jo mig, der klipper æbletræet Jan?. For stigen synker i jorden, når du står på den.."

Mørtelmasse og min bare røv gode vilje 
Og bla bla bla om stiger. Det er ret typisk min far. Det med at ha' fokus et HELT andet sted end resten af selskabet, fordi han lever i sin verden, og vi lever i vores. Det er ret sødt.
En dag - midt i lagkage og boller og en samtale om hårpynt - udbrød min far noget om mørtelen på huset overfor. Om mørtelen!? Og om vigtigheden af at lægge murstenene rigtigt i forhold til hinanden, så huset står stabilt. Eller hvor'n det nu var. Og vi nikker og siger 'mm' og jeg ville gerne stille interessante spørgsmål, men jeg ved ikke hvad jeg skal spørge om..

Det er ligesom når man møder folk, der er uddannede 'nano-biolog-farmaceutfrisører, eller folk der er ved at skrive speciale om noget så abstrakt som 'hudormens idelle kostsammensætning mellem mandag og onsdag'. Så var man lige flink at spørge til vedkommendes erhverv - og dér slutter det så også. For hvordan stiller man et begavet spørgsmål til noget, man ikke aner hvad er? Nogle mennesker er så meget i deres bobbel, at kommunikationen bli'r en udfordring..
.
Lige nu står der 'godnat' i min bobbel.

Ugen der gik-gak

Er på få dage gået fra rollen som hjemmegående husmor med vasketøj til op over begge ører (og i min lejlighed bor vi kun to pers. - ergo må det vasketøjsmængdemæssigt være HÅRDT at være en familie på fire!) til rollen som kreativ tekst-aspirant hos Nørgård Mikkelsen. Har netop gennemlevet en uge som bød på lidt af alting.

Listen over 'lidt af alting':
- Har fået eget skrivebord på et ægte reklamebureau
- Har fået en vaskeægte brief på en vaskeægte kampagne, som drengene og jeg skal opfinde, så der kan komme Natteravne i Odense.
- Har været på tur med rigtige Natteravne. Havde gul jakke på, delte kondomer ud og blev helt glad af alle de 'søde unge mennesker' som bare var glade i låget og plagede efter kondomer.
- Har været vidne til, hvordan min helt ordinære kaffe-aftale med Tommy pludseligt endte i en PerVers FEST uden lige!! Mer' af den slags.
- Har været så flink at sørge for, at én eller anden anden heldig kartoffel nu kan høste frugterne af, at jeg har opgivet et forkert kontonummer til min arbejdsgiver. Værs'go - et par tusinde kroner lige ned i lommen. På en FREMMED!
- Jeg har været i Fyens Stiftstidende, blevet interviewet og fået taget 'bed'ler' til en ægte artikel om os fem krea-aspirante. ...Kreaspiranter.

I jordskokke-ly hos moar og farmand.
Lige nu, i skrivende stund, står verden dog stille. Jeg har lige spist min mors jordskokkesuppe og ser naturprogram om spækhuggere. Man må jo holde sig orienteret.

HIT med den prikkede bjergtrøje!

Selvom min cykel er mere praktisk (og lidt grim med dens stooore bogstaver som skriger 'DOWNTOWN' ned ad siden) end den er hip/trendy/københavnersmart, så er den alligevel min bedste ven,  for der skal mere end smartness til for at hive mig op af Valby Bakke. Med 'DOWNTOWN' risikerer jeg trods alt ikke at trille hele vejen tilbage til Vesterbro. Det ville være lidt træls.

PS: Overhalede en gang (i løb) en mand, som kørte på en af de der trehjulede el-køretøjer til dårligt gående.. Selvom han ikke kørte så stærkt, så så man alligevel lige mig og mine stænger i sprint OP af førnævnte bakke, overhale et stk. køretøj (dvs. noget med hjul på!). Jeg så aldrig rigtig manden køre forbi mig. Tror måske stadig han sidder midt på Valby bakke og gasser op for at komme hjem.. :-(

(Hallå - simpelthen fordi jeg er for smålig til at tie stille:
Bemærk lige, at jeg IKKE valgte den oplagte løsning, at kalde dette indlæg 'Jeg er så glaaad for min cykel'..! Jeg vil helst ikke havne på den forudsigelige hylde. Kun den smålige, muhahaha)

Style-reflekskamera go home.

Der bliver lavet ret god mad her i lejligheden.
Om det skyldes min midlertidige status som hjemmegående husmor, fordi jeg både har sagt farvel til mit (drømme-)studiejob OG mine kandidatstudier på CBS, for at kaste mig 100% ud i 'projekt tekstforfatter', ved jeg ikke. Det kan også være, jeg bare ER pissegod til at lave mad.

Så jeg vil gerne dele to af de ting, som tænder mig allermest her i liv't: Ord og mad.
Jeg vil gerne dele ud af mine mad-billeder, lidt i stil med de dér 'familien kreativ&succesfuld'-blogs hvor trendy øko-mødre lægger stakkevis af smukke spejlreflekskamera-billeder ud til os dødelige, af deres bæredygtige aftensmad og deres succesfulde og økologiske bageprojekter: svimlende cup cakes og kunstfærdige og rustikke æblekage-installationer.

'Rustik', 'kreativitet' og 'økologi' er uundværlige begreber for en moderne mor med umiddelbart styr på ..ja, ALT (but how??).
Og ej at forglemme billeder af børnene, i lige så trendy tøj som deres forældre. Der er selvf. ikke noget at sige til, at man tager billeder af sine børn nonstop; jeg er ikke et sekund i tvivl om, at har man først anskaffet sig børn, er man ude af stand til at dreje spejlreflekskameralinsen væk fra dem i længere tid end det tager at knipse de æstetiske krummer fra æblekagen på det musselmalede kagefad
(sorry - de lange sætninger har overtaget).

Men selvom jeg hverken har ladcykel, børn eller særlig meget øko-æblekage, så har jeg da mit gamle Sony digitalkamera, almindelig amatør-blitz og Ninas snaskede, hjemmebagte brÅnsviger at prale med.
Og nej, København - brunsviger er fynsk, altså udtales det ikke med 'u', men med et nasalt 'å'. Hvis sådan ét findes. Eller reelt brnsvi'r. Face it.

Here goes:

Mig som brånvigerdame. Selvom Nina ikke var helt appelsinfri, da hun bagte damen ovenfor, lykkedes det til et 13 tal. 'Åh, man sku' ha' været der', som man siger.



Snisk-snask



Et læks miks af hvad køleskabet gemte: Couscous, broccoli, tomat, peberfrugt, mozzarella, rødbede (jeg sagde jo det var et miks) og oliven. M-U-M-S med frikadeller til.



Her er ikke noget som helst, der er økologisk. Eller usædvanligt smuk fotograferet. Men lækkert var det altså anyway (bemærk de 'forgyldte' dækservietter - 'hello 80'ies'!)



Opråb til indsnævrede medieforskere

Der er sommetider en større kløft imellem generationerne end man skulle tro, og i gårsdagens udgave af Politiken stødte jeg på eksempler på, at de voksne (undskyld; én voksen, so far) har taget helt fejl af de unge..
I går ku' man i Politiken læse om, at phd., seniorrådgiver og medieforsker Tem Frank Andersen endelig kunne ånde lettet op, fordi nogle unge havde skrevet et indlæg til Politiken om, at de ikke gad mere reality-tv. http://politiken.dk/debat/ECE1420802/unge-seere-fri-os-for-uintelligent-forargelses-tv/

De var trætte af, at medierne per automatik regner med, at reality er, hvad unge finder mest interessant, og at så længe der er seere nok, så kan producenterne gå så langt de vil. Det er fx ikke mange Paradise-generationer siden, at sex for åben skærm var vildt. Idag er det mainstream.
JA det sker, vi ser de programmer, men hvis det i Tem Frank Andersens hoved er lig med, at så har vi ikke større ambitioner om vores eget liv, end at leve som de gør på skærmen, og at reality-deltagerne dermed er nogen, vi ser op til - så har Tem fået det helt forkert ind (... ej men bør jeg virkelig bruge tid på at forklare det?!).
Det er ufarlig underholdning og er lidt det samme, som når topdirektører læser BT, ikk'. Det siger ikke nødvendigvis en hel masse om hans/hendes personlige ambitionsniveau.

En smule ydmygende for bl.a. min genereation (og for Tem selv), når Tem siger:

"Hvor er det befriende, at unge gerne vil være voksne.
Eller i hvert fald stræber efter at tilegne sig viden og dømmekraft nok til at kunne praktisere en smag, som går ud over det individuelle underholdningsbehov". -Tem Frank Andersen.

http://politiken.dk/debat/ECE1425649/unge-vil-ikke-saettes-i-baas-som-umodne-hedonister/

Æh, Tem, hvad havde du lige regnet med? Bli'r det hele ikke lidt indsnævret nu? Synes du slet ikke, at de rekordstore ansøger-tal på universiterne siger bare lidt om, hvor vores ambitionsniveau ligger..?


...Men stakkels Tem havde aldrig været ung. Han var med andre ord fanget i sin senior-akademiske voksenkrop, og vidste derfor ikke, at unge gør nogle sære ting som at ryge hash (hej hej, Tems generation) og se fjollede reality programmer, som ikke helt afspejler virkeligheden, men som er acceptabel underholdning alligevel, fordi mennesket til alle tider har haft brug for syndebukke og nogen, man ka' grine af. Stakkels Tem havde altid - lidt blåøjet måske - tænkt, at hvis de unge foretrak at se sure og nøgne unge mennesker indgå slatne alliancer i Mexico, med brandfarlige promiller - ja så måtte man nødvendigvis gå ud fra, at så var det vel således, de unge omkring ham selv ønskede at leve..
Og på dette baserede han sin virkelighedsopfattelse og havde derfor lidt svært ved at leve lykkeligt til sine dages ende.. (indtil 7 ganske almindelige unge skulle åbenbare sandheden for ham).

Så er kan der vist ikke koges mere suppe på den.

ByldeBob

Stakkels Villy.
Nu har han også fået en byld i overlæben. Tilsyneladende i hvert fald. Troede ellers Politiken var på hans side, men alligevel er det lykkedes dem at vælge et absolut ualmindeligt og skidt (og ret sært) billede af den stakkels og i forvejen ret mobbede mand.
Nårh - pus pus.
('Mummy, how come he looks like a monster?')



Av av av..



Man-dag. 'Så prøvede man lige at være sjov'. Igen.

Der er meget, man kan undre sig over på Facebook, og det er langt fra første gang, jeg nævner Fb herinde.
Ofte undrer jeg mig over noget så sært og småt og ligegyldigt som spørgsmålet om, hvorfor så mange mennesker omtaler sig selv i en temmelig distanceret 3. person, ved at skrive 'Så har man lige bagt boller' eller 'Så blev man selvfølgelig syg' eller 'Så er man lige startet på pædagog-uddannelsen.

Altså. Nej. Det er vi ikke. Det er DIG som lige har bagt boller, er blevet syg eller pædagog. Det er okay at stå ved det, for vi kan jo godt se, at det er dit navn, som står ud for din statusopdatering, så der er ingen grund til at nedtone sig selv eller distancere sig fra sig selv ved at skifte dit 'Jeg' ud med et anonymt og kedeligt 'man' (ligesom der ikke er nogen grund til at fortælle sååå meget om, at man har bagt boller, vel).

(well well, måske siger det mere om mig, at jeg overhovedet bruger min tid på at undre mig over den slags)

Hvis rygraden er af lagkage, kan ballerne så nogensinde blive af stål?

Skal til fab App-Awardshow imorgen (torsdag). Så må man godt sige 'herrenice'!
Mine pompøse pink pumps har fået den ære at sidde på mine fødder dén aften.
Og da jeg er typen som cykler til alting, kan jeg her på forhånd godt regne ud, at tårnhøje satinstiletter, stram kjole og fint hår IKKE hører ind under 'frisk cyklist med vindblæst hår & snotnæse'-kategorien og at her er et problem som lige skal løses.

Fredag holder Nina og jeg fødselsdagsfest for 117. gang i denne måned. Vi er faktisk nået derud, hvor vi ikke orker mere lagkage, fordi vi har spist så meget allerede (hvorfor tror du jeg blogger om fitness i tide og utide). Så vi er langt ude; helt ude i Valby, faktisk. Alligevel bakkes vi op af en masse søde venner, som godt vil komme herhen for at drikke rødvin med os og spise til vi revner. Eller drikke. Man bestemmer selv, hvordan man når mæthedspunktet. Man må bare aldrig indtage mere (vådt eller tørt) end at der stadig er plads til en sjus. Eller var det en pariserbøf, man plejer at sige?
Nå men fulde bli'r vi jo nok på den ene eller den anden måde (jo, det kan jeg godt tillade mig at skrive på bloggen at vi gør. Det ville du også blive, hvis du fyldte 25).

På lørdag holder gamle-Sofie (sådan er det, når der siden hen er kommet flere Sofie'r til i mit liv) indflytterfest i et hus, hun selv betegner som et uberørt levn fra 1941. Originalt. Thumbs up.

På søndag er det så, at jeg runder et bette hjørne og fylder 25. Og så er det, man skal til at tænke sig lidt om. Måske tænke lidt taktisk endda. For selvom jeg 'mangler' (pff - jeg mangler ikk' en fis) en rigtig lagkagekniv i mit hjem, så nægter jeg - af hensyn til min trods alt stadig unge alder - at ønske mig én. For det gør man bare ikke. Altså ønsker sig en lagkagekniv i fødselsdagsgave (hvorfor lade som om jeg fylder 70?)

Mandag melder hverdagen sig igen på banen. Eller, nå nej - nogen har opfundet noget i uge 42 som hedder efterårsferie. Så hverdagen lader vente på sig, og det er jo ikke at kimse ad, for den kan tidsnok komme bragende med dens tombola af trivialiteter (men hvis ikke man havde en normal madpakke-agtig hverdag, tror jeg man ville savne én). Bemærk min dansklærer-agtige (wannabe-)sofisitikerede brug af metaforer i forrige sætning.

Positivitet og pompøse pumps (i pink)

Har lige set Go'aften Danmark eller sådan noget. Noget der rimede på 'småborgerligt' i hvert fald.
Der var et indslag om nogle post-pessimister. (fedt ord. Copyright'en er min egen, hæhæ)

'Post' fordi de tilsyneladende har været så meget pessimister, at de havde tilmeldt sig et tv-program ved navn 'Pessimisterne' - vist nok på DR1. Det handlede om, hvordan pessimister ved hjælp af øvelser (som tog udgangspunkt i positiv psykologi) kunne konvertere til optimismen, se lysere på tilværelsen og lære at abstrahere fra når tingene gik en smule imod dem.
Interessant at man kan ændre ting hos sig selv, som alligevel ligger ret dybt i én. Jeg kender også én, som engang lavede sin stemme om.. (kan jeg så lære at få mit hår på hovedet til at gro lidt hurtigere, tak..?)

Nå, men i Go'aften Danmark fortalte de så om nogle af de redskaber de havde benyttet, for at kunne blive gladere mennesker.
Et af dem var at føre en dagbog hver dag, over en række ting, som havde været positive ved deres dag. Fed idé, for der er altid et eller andet godt man kan sige om sin dag.

Meeen, det er med risiko for at ende helt ovre i lejren for jubelidioter: For hvis det vitterligt har været en møgdag - en af dem med heldagsregn fx - og hvor cyklen er punkteret, og man alligevel skal udfylde 'den åndssvage positivitets-dagbog', ja så ER det jo en mulighed at notere sig, at cyklen i det mindste ikke ligefrem blev stjålet. Og at det trods alt ikke var isvinter, men blot regnvejr, dén dag (at det så bare er et spørgsmål om tid, før isvinteren melder sig på banen, er jo så en oplagt mulighed for at lade endnu et kuld pessimister få deres tid på skærmen). Der er altid noget godt at fokusere på.
Hvis jeg var pessimist, ville jeg skrive følgende ting ned fra min dag idag, for at gøre mig glad:

- At min skønne veninde Sofie (som jeg har kendt i 14 år) er flyttet til Valby hvor jeg selv bor. Endda meget tæt på mig.
- At jeg har købt alt hvad de havde af sål-gejl i Bianco, så mine laksefarvede, ultrafine og pompøse pumps nu sidder fast på mine fødder og ikke i brostenene.
- At Thomas fik mig til at grine, da han inviede mig i den heldragt m. hætte, han sandsynligvis ifører sig til ComaClub-fest på lørdag.
- At Nina og jeg har abnorme mængder hjemmelavet lagkage i køleskabet.
- At jeg har pink liljer i min gulvvase. Fra Thomas.
- At det regnede idag, og derfor ku' jeg glæde mig over mit spritnye regntøj. Godt så. Dér kammede jeg over i jubelidiot-klassifikationen.
- At det er min fødselsdag lige om nogle dage. Fra ca. 7 dage og frem til selve dagen, har man hver dag lov til at glæde sig over, at det er snart!
- At jeg fik skrevet noget på min blog. Det skal helst ske hver dag. Det gør det bare ikke.

Rustfrie stålballer

Jeg kender ikke det fitness-fancy ord for følgende maskine, men gu' er det kedeligt at stå på en trappe-maskine og træne, i håbet om at opnå ben og baller af STÅL (eller i hvert fald af noget som er hårdere end skumfiduser). Men det er nødvendigt, hvis jeg skal nå mit mål og blive 100+. Altså i alder. Ikke i vægt, vel!

Jeg er vist ikke den eneste, som synes det er røvkedeligt, for FitnessWorld har været så betænksomme at hænge fladskærme op, og idag stod den så på MTV og et eller andet make over-program ved navn 'Plain Jane'. Dejligt. Pludselig tog jeg så mig selv i at være helt og aldeles optaget af, om den skønhedsbehandling som pigen i afsnittet havde været igennem, lønnede sig, da hun sku' bekende sin kærlighed til ham hun var lun på. Og og, hendes mission lykkedes (han kan jo lissom heller ikke tillade sig at sige nej på tv), så jeg yderligere måtte ta' mig selv i - midt i kampens rødbedefarvede hede - at få kuldegysninger over hvor smukt og rørende det var da han gengældte hendes følelser.
- Ok, ovenfornævnte hører nok til kategorien af ting man skal forbigå i absolut stilhed. Men jeg synes det er så plat, at det netop hører hjemme hér. Hæ.

Pludselig var jeg blevet én af dem, som jeg normalt synes ser så tåbelige ud, når de står dér klædt fra top til tå i monotone bevægelser og GLOR stenet op på en skærm, mens bevægelserne går langsommere og langsommere, fordi blikket på skærmen pludselig er blevet mere stålfast end ballerne nogensinde vil blive i det tempo.
Ikke desto mindre gjorde det altså min træning lidt mere interessant (ballerne har selvfølgelig altid været som stål, så det er egentlig kun for sjov jeg træner..(as if)). Bum.

Mænd i sukkerlage

Måske skal vi ikke kimse af Karl Mar Møllers mande-lejre. Måske bli'r vi nødt til (muligvis bare for en stund, indtil alle er på ret køl igen) at lade mænd holde sig til sådan noget som at vaske bil og slå græs, frem for at kræve, at de bikser en 'rucola med pinjekerner og kaktus-græskar-olieeddikedressing'-salat sammen. Og det kan være, vi skal vi trække et par ting tilbage, fx dén der med at 'Joo skat, rigtige mænd tuder altså også', osv.

Selvfølgelig skal mænd ha' lov at græde, det er klart. Men jeg er snart fed up af nogle svært definérbare og nytilkomne mandetyper, som jeg ikke helt kan forliges med. Der er noget meget sukkersødt og føle-føle-agtigt i gære og jeg har Burhan G. mistænkt på det kraftigste, for at stå i spidsen for det.

Nogen må gøre noget
Burhan har en del af skylden for at ha’ startet en lavine af syngende mænd, med kærlighedstekster som de tilsyneladende kopierer af hinanden (lyt selv, nedenfor).
De krænger deres allerinderste følelser ud gennem deres musik - den slags er der selvf. ikke noget nyt i – men deres ULTRAfeminine måde at gøre det på; deres lidelsesfulde og hjerteskærende udtryk i ansigtet og deres valg af ord (’…jeg ku’ ikke finde på at gå, når dine øjne er så blå’…Hm?!) gør mig forvirret og i tvivl, om det så er MIG, der skal slå græsset næste gang og ham, som skal ha’ gang i rucola/græskarolie-helvedet.. (vi HAR også godt hørt om mænd, som bruger glattejern, men der er ting man helst vil fortrænge)?

Jeg synes, at Burhan G’s efterfølgere - og ja, jeg har lavet en liste over nogle af dem - er nogle udsædvanligt bløde mænd. Burhan selv mestrer den kandiserede genre meget godt (men han er også så pæn, at han er svær at være irriteret på), men nedenstående links vidner om, at der er andre ’mænd’ som burde holde sig til dagbogen i skrivebordsskuffen eller bare tale med deres kærester, i stedet for at forplumre verden med deres klagesang.
Så længe rim-niveauet befinder sig helt nede på hjerte/smerte-level er man ikke klar til at udgive noget.

Wanted: Mental hårvækst
Men måske startede det ikke med Burhan G. Vi så jo allerede forfaldet komme snigende, da DAD gik hen og blev ret bløde med deres ’Soft dogs’-plade og ISÆR da Tim Christensen forlod det hedengangne (suk!) Dizzy til fordel for.. ja, sig selv og kærligheden.
Så kom Nik & Jay susende med en stribe gedigne drengerøvstekster, som i det mindste ikke er så bløde (andet end når de en gang imellem får et flip, skifter boldgade og laver sange om død og trafikulykker) og som, i modsætning til så meget andet, trods alt er en fest.
Selvom de ikke har et eneste hår på brystet, er det alligevel mere end man kan sige om Theis (’Det’ slut nu’), selvom Theis udseendemæssigt foregiver at være en mande-mand. Ta’ ikke fejl.

Den fløjlsbløde og MEGET udtryksfulde, syngende mand er blevet en realitet. Det er lettest at forstå, hvis man hører (evt. bare et udsnit af) følgende numre:

Theis - 'Det er slut nu': http://www.youtube.com/watch?v=6uIhKhYYmqc

Xander – ’Os to og mine lagner’ (hvorfor i alverden hans sengetøj skal med indover titlen står dog lidt uklart) http://www.youtube.com/watch?v=rQCkWaDLyeg

Jon Nørgård – ’Dine øjne’: http://www.youtube.com/watch?v=4tX9Byodeis

Dennis Rud - 'Tilbage igen: http://www.youtube.com/watch?v=xOpNFuyB7y4

-Selvfølgelig bli'r vi nødt til også lige at ha' Burhan G. på listen – ’Søvnløs’: http://www.youtube.com/watch?v=Tl81kRVKxho

Okay, den letbenede tude-genre ikke er ny, tænk bare på Westlife's 'My Love': http://www.youtube.com/watch?v=ulOb9gIGGd0&ob=av2e.
- Idag er der bare gået solo og hurtig-produktion i den.

Sådan dér laver man tudemusik på den (hule-)mandede måde: http://www.youtube.com/watch?v=1cQh1ccqu8M.

Fortsat god dag.

Look alike

Jeg fandt en vis lighed mellem min morfar og designeren Karl Lagerfeld.
..Gæt selv, hvem der er hvem.. ;-)

Crossfedt

Var til crossfit træning i Cph Cross Fit i igår, for at svinge med jernkugler og hamre på traktordæk. Sådan. De kaldte det noget med 'funktionel træning', fordi det er øvelser, man kan komme ud for i sin dagligdag (nuvel nuvel, det er ikke så tit jeg hugger brænde eller skal svinge tunge ting, men jeg kan snildt se pointen).

Første indtryk havde jeg det lidt ambivalent med; den lille sal var fyldt med mænd og én bomstærk dame med meget store muskler, og de sagde allesammen aargh! og uhhg!!, osv. De syntes nok det var lidt hårdt.. Egentlig lød det ikke som noget, man skal synes er sjovt, så selvom jeg vidste, at jeg synes cross fit er fedt, så blev jeg lidt skræmt. Til gengæld var de da pæne at se på, mændene. Dén skal de ha'.

Men det blev min tur til at prøve kræfter med køllerne og det var hammerfedt fordi det var hårdt. Ikke helt hårdt nok, men så ku' jeg måske bare ha' givet den mere gas. Der kom heller ikke aargh! eller uhhg!! ud af min mund, og så har man måske ikke givet den fuld skrue?..
Den eneste, som ikke var stor og bomstærk (eller, det var han garanteret, det skjulte sig bare), var træneren. Og det er da egentlig også fair nok, at han derved lissom udstråler, at alle kan være med, i modsætning til ham fyren i deres reception som var en kæmpe og bagpå sin t-shirt havde stående: 'Don't use a machine - become one'. Hm. Dér følte jeg mig meget lille, men det var nok heller ikke myntet på små lyshårede piger.  Jeg har også svært ved at se mig selv genfødt som startkabel, mejetærsker eller andre maskiner.

Chartercharme

Charmen ved charterferie handler om en på forhånd bestemt række ting. Og den er sikker hver gang. Jeg ved det, for jeg har selv udsat mig selv for det, så sent som i sidste uge.

Kreta var målet. Men det ku' lige så godt ha' været på Mallorca, Gran Canaria eller Kos. Charterkulissen er den samme, med mindre man gør noget drastisk og  'uden om guiderne'-agtigt og tar' væk fra strandpromenade, pomfritter og pølsetyskere for en stund, og ud til de lokale.
Men nu var jeg altså på charterferie med min veninde, for vi er sådan nogle som en gang i mellem godt orker en uge, hvor vi IKKE skal løfte fingeren, andet end når vi skal ha' solcreme på (og det er besværligt nok i sig selv; ens krop er større end man umiddelbart skulle tro).
Og det var sådan noget med at blive fragtet til og fra lufthavnen og et overload af information på dansk-svensk. Og sådan kan vi godt li' det engang i mellem.

Nu kommer det:
Derudover er charmen ved charterferier noget med at blive solbrændt på dén der desperate (næsten britiske) røde måde, som indikerer at man desværre er alt andet end latino til daglig; at være tvunget til at betale for at ligge på stranden OG glo på østeuropæere i alt for stramme hvide speedos, den øresønderrivende lyd af cikader, kønsløse postkort, lidt for mange lysstofrør og et særligt mix af sved, saltvand og fedtet solcreme. Også i ho'det. Mums.



Et charterferie-must have

Gi' os nu det stykke med FRED, som vi har betalt for
Charterferie er normalt også TOTAL afslapning, skyfri himmel og solgaranti.


... Måske derfor jeg så blev halvgnaven som en anden matrone i for små sko, da vi skulle ud og sejle med en del andre turister på en tur vi havde bestilt. Den tykmavede kaptajn havde tilsyneladende damp og FES rundt med sin dommerfløjte og fløjtede med på MEGET høj DJ Ötzi-musik - til utrættelig underholdning for de ti konstant filmende japanere som også var med.

Så hørte jeg mig selv hviske til min veninde, at jeg egentlig bare ønskede mig fred og ro (og syntes dermed jeg lød lissom min far, når jeg spø'r hvad han ønsker sig i fødselsdagsgave).

... Vi blev enige om, at vi var blevet 60 år før tid. Men så'n er dét. Vores elskede kryds og tværs-hæfter havde jo allerede afsløret os.

PS: bli'r nødt til at nævne, at charterferie-hangovers til gengæld er knap så charmerende. De varer jo HELE dagen?! Christ. Det må være varmen.. (bare lige for at nævne, at vi altså ikke kryds og tværs'ede i fred og ro nonstop, okay?) ;-)





PS

PS: Det er altså ikke mig selv, som i forrige indlæg har ofret mig for bloggen og taget et billede af egne fødder iført tennissokker og klipklappere. Det er en fremmed mands charming feet.. Godt så.

Har iøvrigt lige spist drueagurker. Nam! De er undervurderede (men de kan jo heller ikke gøre for, at de ligner døde dyr i formaldehyd, til udstilling i et klamt biologilokale. Sådan smager de heldigvis ikke).

Hverdagens små dræbere: Hvide sokker med slatne mænd i

Det er muligt, man endnu ikke har nået afgrundens rand (den rand, hvorfra forliste parforhold er meget svære at hive op) og blevet indehaver af et 3D-tv, men watch out - der er masser af andre fælder som mange ægteskaber/parforhold ryger i, med en næsten sikker død til følge.
Eller, det er ikke sikkert det dør helt (altså ægteskabet); måske lider det i stedet en langsom død over mange år eller også går det i koma og bliver aldrig helt sig selv igen, som det var dengang det hele startede nede på dén der bar på MaLLorca, og tiltrækningen til hinanden var ligeså stærk som den fire-dobbelte moHito han blev ved med at hælde på jer.

Sokkernes herre
Men som I sidder der, i hver Jeres bombastiske piedestal-agtige højborg af en lænestol, med 3D briller på og kigger stenet ind i tv'et (én af hverdagens andre dræbere), så går det op for dig, at ægteskabet er direkte på vej mod Den Langsomme Død.
Gnisten er på vej ud over afgrunden. Det er der, foruden 3D-tv'et, en helt nøjagtig grund til.
For hvem kan det undre, når dét, dit blik møder, når du vover se væk fra tv'et, og skjult lurer over på din kæreste som sidder i den anden lænestol, er en halvvissen udgave af  Don Juan?

Idag har Don ikke længere roser i munden, strøget skjorte og nypudsede sko til ære for dig.

Næ, han har måske snarere wienerbrød mellem tænderne, FC Midtjylland t-shirt og H2O-klipklappere på.
Og VÆRST af alt: Måske har han endda nedgraderet Don yderligere og gemt sine stakkels fødder væk i et par hvide tennissokker. Puha.

This is no go.

"Så sagde vi, at du var moren og jeg var faren, og så var ok at la' stå til"
.. Er det ikke som om han nærmest leger med skæbnen, når han med sine hvide sokker i klipklapperne står dér på kanten af parforholdet og ser, hvor langt han kan gå (læs: nedgradere) før lortet tipper, falder ud over kanten og bang!: Et styk smuldret og næsten u-genopretteligt parforhold ligger tabt på jorden, i flere fortvivlede småstykker, fordi han lod stå til og ikke gad gøre sig lækker overfor dig mere.

Meningen her er ikke at kritisere hverken Mega møbler for deres læder-højborge, H2O, FcM eller wienerbrød (jeg er en sucker for wienerbrød, indrømmet), men at udbrede budskabet om, at hvide tennissokker eller bare tennissokker i al almindelighed (men mest de hvide), er en drææææber for parforholdet, når de til frit skue proppes ned i et par sandaler eller klipklappere.
Det er en dræber for andres øjne i det hele taget, uanset om man er de hvide sokkers ejermands kæreste, kone, mor, datter eller bare medpassager i bussen. Den går ikke, mænd. Forstå det nu. Vi har jo sagt det her i århundreder..
(men husk, der skal to til et velfungerende parforhold/ægteskab. Damer kan heller ikke sige sig fri fra at være lidt afskyelige en gang i mellem. Bare rolig mænd)

Gys og gru i Norge

Ovenpå den frygtelige og ufattelige massakre i Norge, d. 22. juli, løber det mig koldt ned af ryggen hver gang jeg læser nyhederne. Eller bare læser om det. Egentlig ville jeg helst lukke ørene og grave mig ned i et trygt hul, indtil verden ikke er af lave længere, men sådan fungerer tingene jo ikke.

Jeg håber ikke, at massemorden får sin vilje på nogen områder. http://politiken.dk/udland/ECE1344929/norsk-politi-vil-ikke-give-breivik-mulighed-for-at-ytre-sig/
Han skal ikke ha' lov at afholde sin retssag for åbne døre. Han skal ikke ha' lov til noget som helst.

Allerhelst ville jeg ønske, verden ku' skaffe sig af med ham. 21 år er en latterlig lille straf. Psykopater skal spærres inde i tusind år; indtil de pulveriserer og forsvinder fra jordens overflade (hvordan man pulveriserer, har jeg så ikke lige en forklaring på)
Og der skal satme ikke komme én eller anden tosse og udgive en bog om manden og hans baggrund og hans følelser og hans tid i skolegården. Stooop det. Dét orker jeg ikke.

København: 2. date (byebye Bonbon!)

Godt. Har nu boet nogle uger i København og jeg er stadig tiltrukket af byen.
I får derfor indsigt i min 2. date med byen jeg har været lun på i mange år. Det er først nu jeg har fundet modet frem til at gøre så store tilnærmelser til Kbh, at jeg faktisk er flyttet herover, med alt hvad det indebærer af klippekort, s-toge og 'DøgnNetto' (døgnåbent? Ha, as if).

Min første date med København var holdt på et anstændigt, stille og roligt og uskyldigt plan, som første dates ofte er: Jeg var i Bonbon Land (lad nu vær') og jeg lærte metroen at kende. Godt så. Ikke de store tilnærmelser dér.

Fra flade sko og dagslys til charmeoffensiv all night long
Det er først på min anden date, at jeg har fået mulighed for at charme mig ind på byen og være sent ude.. Jeg er gået et skridt længere og er blevet præsenteret for steder lidt over Bonbon-niveau: Bl.a. Kø'byen (sorry, er fynsk i tide og utide), Out of Juice, Klaptræet og senest Wall Street.
Sidstnævnte bæverding holdt på mig til kl. 6 tirsdag morgen og jeg cyklede rundtosset hjem og syntes det var alt for lyst til at vise sig frem.
-Ok, en bæverding har Wall Street måske ikke helt gjort sig fortjent til at kunne kalde sig endnu, men synes ikke bloggen skal kunne sige sig fri fra at ha' dette herlige ord i sin samling.

Kbh - The Dark Side (efter kl. 24.00)
- Kødbyen er jeg allerede tilhænger af, og nåede vist også ind på samtlige barer der, inden det blev lyst. Sku' jo lige se det hele nu jeg var der, ikk'.
- Out of Juice var en gentleman og lod mig slippe med 1 kr. for to drinks (tror Kbh må være lun på mig.. = mission almost completed!)
- Klaptræet holdt swingaften og glade dage. Dét er noget man kan forstå.
- Wall Street gav ret billige øl og shots med skyllemiddel-farve og navne som 'Ømme kugler'. Ok, helt over Bonbon-niveau er vi måske ikke, så..

Det er ikke første gang, jeg er rundtosset i Kbh (man kan i øvrigt også let blive rundtosset af at finde rundt her. Fx når der er hele FIRE søer og de alle lissom ligner hinanden..?!), men det er første gang jeg har kunnet cykle hjem i min egen seng bagefter.

2. date var en succes, ligesom den første. Jeg bli'r herovre. Tror ikke København har noget imod det.

Hverdagens små dræbere: 3D.

Der ER en risiko for, at visse dele af et parforhold uddør (eller i hvert fald smuldrer en smule) efterhånden som tiden går, da de tilsyneladende let lader sig erstatte af andre ting.
Langsomt, men sikkert, indtager børn, kødsovs, pyntepuder, pasningsordninger, midtvejskriser og Go' Morgen og Go'Aften Danmark parforholdets lidenskab og passion, lader sex være sex og efterlader i stedet de udkørte voksne i hver sin ende af deres megastore 'du kommer aldrig op af mig igen'-sofa, med kun tv og slikskålen som fokus
(obs: empirien i det her indlæg er baseret på noget så videnskabeligt og objektivt som indtryk og observeringer..).
..

Her følger første del i serien om Hverdagens små dræbere - fænomener eller dimser i din dagligdag, som ved for hyppig brug risikerer at æde dit (i dette tilfælde) parforhold op indefra.

Da jeg stod i Elgiganten forleden og så et 3D-tv, som kræver, at man tager grimme og temmelig usmagelige 3D-briller på, var det præcis det kønsløse og passionsforladte ægteskab, beskrevet ovenstående, som jeg forestillede mig, måtte ligge til grund for anskaffelsen af et sådan 3D-monster (sorry - her bli'r altså ikke lige lagt fingre imellem i dag).

De kolde facts (ifølge mig selv, i hvert fald)
'Uden 3D briller er det en udfordring af de større, at få det optimale ud af sit 3D-tv.
Med 3D-briller på, ligner man lidt en idiot. Det er vi jo enige om (jo vi er så!).
Og tv ses oftest i sofaen.
MEN sofaen er samtidig - og har altid været - et godt sted at kaste sig over sin partner (på den lidenskabs-agtige måde vel at mærke) og derved opretholde den famøse 'gnist' i forholdet.
Men.. hvis dét man får øje på, når man fra sofaens ene ende spejder ned mod den anden, er en idiot iført 3D-briller, hvis mest lidenskabelige forhold er til hende den blonde og smarte vejrvært fra Go'Morgen Danmark, så er løbet kørt. - Måske ikke af sporet, men det er i hvert fald svært at indhente..'.
..Tænkte jeg, da jeg så 3D-tv'et og brillerne, i Elgiganten.

Worst case scenario (men det er sikkert bare fordi det regner i dag, at dette er bloggens hidtil mest gnavne konklusíon)
Min meget kyniske og hurtige konklusion blev, at vælger man at købe et 3D-tv, så har man lidt givet op. Hvis man før håbede, at ens partner ville kaste sig spontant over én i sofaen og bringe lidt action ind i forholdet, ja så har man nu tydeligvis ingen forventninger om det, da man jo godt selv ved, at andre ikke kan tænde på én, når man har 3D-briller på (nu ved du det i hvert fald).
- Og køber man faktisk et 3D-tv, ja så ER det nok også med en vis forventning om, at der jo så skal ses en del tv, og så ved vi godt, hvad der smuldrer, inden du overhovedet når at sige 'bukserne ned eller sluk for tv'et'.

København: 1. date.

Bang! Bachelor-opgave blev afleveret og er bestået med et FAB resultat, og jeg er derfor pludselig sådan én, som er uddannet. Rigtigt uddannet. Det er da lidt vildt. Prøver det lige af:

'Lotte Skovsted - BA i International Virksomhedskommunikation m. engelsk og medier'.
Nice. I like.

...and it goes on:
Men en ting som er lige så nice er, at jeg netop har pakket mit liv ned og sat det på stand-by hos Boxit og er rykket til ho'dstaden, hvor mit dejlige liv skal leves fremover. Jeg flytter ind i en stooor lejlighed i Valby om en uge, og sjældent er projekt 'lejlighedssøgning i kbh' gået SÅ easy-peasy. = Tak til Facebook (sorry, Facebook, at jeg svinede dig lidt i mit sidste indlæg).

Status p.t. er, jeg befnder mig i Ørestaden i en hr. og fru Danmark-konstellation med Thomas (alternativet var at bo hos de gamle i 14 dage..) i en 1-værelses lejlighed vi har lånt. Det er hammerhyg'ligt, og pludselig forstår jeg godt, at kærester flytter sammen i ny og næ.
Meeen jeg er stadig fortaler for, at den slags ta'r sin tid. Livet er langt, og der skal NOK blive tid til at indgå i symbiose, spille matador hele dagen, eller ta' i Bonbon-Land. ..sidstnævnte lugter godt nok af far, mor og børn, hva'?..

1. date med æh, Holme-Olstrup?..
Ikke desto mindre var selveste Bonbon-Land målet for en af mine første dates med Kbh. Og to be honest, så ligger Bonbon-Land jo langt fra i Kbh, men derimod i Holme-Olstrup of all places. Fandt aldrig helt ud af, hvor i verden jeg egentlig befandt mig, og det bli'r ikke ligefrem bedre af at hænge med hovedet nedad i en eller anden rutsjebane med et SvendSved-agtigt slikpose-navn. Ej heller hjælper det på situationsfornemmelsen, at Thomas og jeg var omgivet af børn i lange baner og deres langsomt gående forældre med en utvivlsom dunst af hotdogs og familieliv efter sig.

Der er intet galt med familieliv. Jeg ønsker mig ét, når jeg bli'r 30 tror jeg. Der er bare ret MEGET af det i Bonbon-Land. Men, after all, så var det en ret sjov tur og jeg fik endda overskredet grænser i rutsjebanen og skreget så højt, at det ku' høres helt hjem til O'ense. Christ..

(Fraklip
..men jeg har altså også besøgt Assistentskirkegården, cyklet på Amager, spist Nørrebros bedste shawarma og været på Klaptræet og købt mit første 10-turskort. Og næsten sat mig ind  i metro-systemet (næsten).)

I like it so far, og glæder mig til at befri resten af mit liv fra dets fangenskab i Boxit, og integrere mig ordentlig herovre.


PS: I Bonbon-Land kan man købe tonsvis af bland-selv slik. Men det er ikke Bonbon-slik man kan blande. Det er derimod et tarveligt remix af Tom's og tysk discount. Skuffende. Hvor ER hundeprutterne?..

Facebook - din gamle kælling.

Stiger ens grad af lykke proportionelt (..!) med antallet af timer, man flittigt spenderer på Facebook?

Der er nogen derude som siger, at vi er 'verdens lykkeligste folk'.
Og der er nogen der siger, at vi danskere i gennemsnit bruger 8-9 timer på Facebook, pr. mand, om måneden. ..DET ER MEGET (har godt nok ikke tålmodigheden til at regne ud, hvor mange timer om dagen, det er. Eller tålmodighed til at finde ud af, hvordan man regner dét ud).

Så:
Bli'r man lykkelig(-ere) at at bruge en hulens masse tid på Facebook? Og hvad ER det vi laver, inde på denne OB-farvede og afsindigt populære hjemmeside?
Når vi tilsyneladende bruger så meget som 8-9 timer om måneden på det, må der være noget spændende der trækker og som formår at få os til, slapt og måske liidt ukritisk, at overgive os til et sted, hvor alle prøver at få alle andre overbevist om, at lige netop deres liv er det fe-de-ste (bevares, det er det måske også, hvem ved).
Men hvad kan det være, som fastholder os? Hvad kan det være?? Er det fordi at:

- Du kan se, når din tidligere overbo har været på lossepladsen.
- Eller når din veninde har været i Netto.
- Du kan se billeder af dine venner som fester, vel vidende, at du selv blot er blevet blegere end bleg ved at sidde på arbejde/i skole/til familiemiddag - you name it.
- Du kan følge med i, når andres parforhold er complicated'e. Eller når det slet ikke går. Eller når ham du engang var vild med, får en kæreste.
- Du får lov til at vide, når en veninde har bagt boller eller løbet en tur.
- Du kan snildt erhverve dig en ny hobby, ved at konkurrere med dine Facebook-venner om, hvis statusopdatering der er sjovest, målt på antal 'likes'.
- Du kan få lov at stalke folk som befinder sig virkelig langt ude i dit netværk. Eller som du slet ikke kender. Der kan gå en del tid med det (men nok ikke 8-9 timer af en måned).
- Du er så priviligeret at kunne se, når folk er blevet venner. Og ærgre dig over, at det ikke er dig, som kan tilføje en ven til samlingen (haha, dét lød overfladisk. Sådan er jeg altså ikke i virkeligheden)
- Facebook kan hurtigt blive dit all times-favourite overspringshandlingssted, som får dig til at klistre til skærmen, fordi der hele tiden sker noget nyt. Selvom det bare er ham, du mødte på dén der bar i Vejle sidste år, som har skrevet 'Så har man tømmermænd igen' på sin status. Ligeså opfindsomt som alle andre, om søndagen.


Godt. 'Navlepilleri' is the correct answer. Det havde du da vist aldrig gættet, hva'. Æh, men jeg er ikke sikker på, at man bliver lykkeligere af at pille sig selv og andre i navlen. En gang imellem kan være ganske tilfredstillende og ikke mindst nødvendigt (man skal trods alt ikke afskære sig selv helt fra det blå-hvide koncept og blive en sur anti-facebook snegl), men dyrker man det ligefrem, bli'r man nok ør i navlen og i ho'det.

Okay, okay. Sjældent har jeg lydt så kynisk på bloggen.
Man KAN jo snildt vende det hele om, ta' de positive briller på, og se Facebook og sine venners opdateringer om det ene og det andet, som en ganske udmærket mulighed for at følge med i sit (selvvalgte vel at mærke) netværks liv og vide lidt om, hvad der rør sig derude, når nu man selv sidder fast på arbejde/skole/til familiemiddag.
Og kan man stadig ikke li' lugten i Facebook-land, er det dig heldigvis frit for at logge af. Du kan bruge din tid på at læse min blog i stedet for.

Knus fra Lotte

Too much of a good thing... is perfect.

Hvad jeg har lavet på det seneste? ..Tja. LEVET LIVET.

Har siddet i solen en hel dag, midt i Kå-be-hå med veninder og et stk. lækker kæreste; Morten Breum har passet anlægget og nætterne er lyse og vi har snart ferie og vi bli'r brune og alt kører på skinner. Så er det svært at undgå at elske det hele. Det er kun de famøse danske kartofler, jeg endnu mangler at indtage i år, før alt er intakt :)




Hvis mega-gadefesten 'Distortion' var et parti, var det dér, jeg ville sætte min stemme.

 Derudover har jeg, for første gang i mit liv, sat mine (wannabe sommerbrune) ben i Københavns sydhavn. Ikke dårligt. Meget cool. Faktisk rigtig, rigtig cool, at man fra Thomas' storebrors lejlighed kan gå lige ned på molen og ploppe i vandet eller nuppe en kanalrundfart i Thomas' storebrors båd. Dét er luksus for mig (har osse altid ønsket mig en storebror. Fx en sej én med egen båd. Heldigt, at min kæreste har en jeg kan 'låne').

De sidste tre dage i København (som bli'r min nye hjemby om en måned, wuhuu!) - har været skønnere end skønne, men I'm back in town (aka Odense) og har liiige et par eksamener som skal nail'es før den står på to måneders 'vi lever livet' på den carpe diem-agtige måde. 'Sommerferie' kan man også kalde det.

Debut-ord: Legemlig Nedskruelse i Karry

Uma Thurman er pæn at se på. Og så kan hun sgu bære dén karryfarvede campinghabit hun er blevet skruet ned i (nå ja, det er sjældent at campinghabitter ligefrem kræver en legemlig ned-skruelse, men hendes sidder altså strammere end andres).
Men for POKKER hvor er der meget blod i den film!! Mon Quentin fortrød, at Umas dragt fik samme farve som sennep'en i en dansk 'hotter m. det hele'? Og den derfor skal sprøjtes (som i 'SPLAT!') ind i teaterblod?
- Man må ikke bande på bloggen (med mindre man er meget vred, men så er det ikke hér, galden skal afleveres) og 'sgu' er ikke længere et bandeord. YES! SGU! ;)




Gult i gult. Uma ka' det pis (ha, dén la'r vi lige stå..)

 Quentin, din gamle rotte, helle for at spille dræbermaskinen i karry-camping-outfit, næste gang. Jeg kan være (næsten) lige så pæn som Uma, med teaterblod i hele bøtten (jaja, I WISH)

Lumre mænd med selvtillid i både pose og sæk

Er mænd alligevel ikke så slemme og lummer-korrupte som vi troede (sorry, men I gi'r os let det indtryk) eller er kvinder i virkeligheden bare 'værre' end hidtil antaget?
..ikke at der er noget slemt ved at være promiskuøs. Lad os slå det fast fra starten. Næ, det er måden hvorpå og konteksten hvori man er det, som kan være slem.

'Sex og stereotyper' er en artikel, som Weekendavisen bragte for nylig. - Sig ikke, at Weekendavisen er kedelig og udelukkende intellektuel på den smuldrende tørre forsker-måde. Ganske vist er artiklen baseret på så mange forsknings- og testresultater, at jeg måtte læse den to gange og skrive noter til (suk. Div. studievaner er flyttet ind i mig og har givet varige mén), men så er den altså også så interessant, at bloggen må ligge under for reflektion over 'Artiklen som gav mig et mildere syn på mange ting'.

- Fx påstår artiklen, at mænd som er i forhold, ubevidst stiller an med forsvarsmekanismer, når de møder en kvinde, som kan virke truende på deres eksisterende parforhold. Mænd gør faktisk noget - omend de muligvis ikke selv er klar over det - for at undgå lækre fremmede damer, til fordel for hende de i forvejen er udstyret med. ..I sidste ende ville mænd jo også gøre sig selv en bjørnetjeneste ved at lade sig forføre, for konflikt på hjemmefronten er som bekendt ikke en rar ting.
Ok, selvfølgelig ved kvinder godt, at vi som udgangspunkt kan regne med vores kærester og mænd. Men utallige eksempler på det modsatte er jo en realitet, så derfor er det meget godt, at den rare sex-forsker i artiklen fastslår med sin troværdige forsker-røst, at mænd rent faktisk gør en (ubevidst) indsats, inden det går galt.
For det går galt for nogen, som derfor ryger i utro-fælden, som kan være en dyb og svær én at kravle ubemærket op af igen.
Hvad der er med til at afgøre, om vi ryger dérned eller ej, er et spørgsmål om vores grad af (pas på - fint ord i sigte:) socio-seksuelle orientering.
Jo højere den er, jo mere promiskuøse er vi og dermed tilbøjelige til at ha' flere korte forhold og lissom 'leve livet', du véd.
Folk som derimod er mindre promiskuøse og som værdsætter faste forhold, betegner den 'rare' forsker i artiklen som 'seksuelt begrænsede(?!)' eller bare trofaste'
(..og hov - så kom det pludseligt til at klinge negativt at være trofast i et forhold. Dét sku' det vel helst ikke?)

Overordnet set, er vi drevet af to motivationsfaktorer fra naturens hånd. To faktorer, som gi'r os mulighed for at være promiskuøse (for fa'en et langt ord altså) i nogle perioder og trofaste i andre, da vi alle har begge sider i os. Hos nogen er den ene side bare godt skjult (truet?) og ses typisk kun ved julefrokost-tid..
Motivationsfaktorerne hedder (og gælder for begge køn)
1) Sex og spredning af gener
2) Driften mod at indgå i længerevarende forhold.

Så teorien med, at det for mænd - fra evolutionens side - blot handler om at sprede deres sæd så mange steder som muligt, er ikke så sort-hvid som man ku' tro (pyha!). Det er i stedet vores grad af promiskuøsitet, som afgør, hvad vi drives mest af.

Men der er ikke desto mindre en tendens til, at mænd tenderer mere til det lumre end kvinder. Men kvinder i den vestlige verden haler ind på mændende mht. promiskuøsitet (lad os erstatte pro-mis-ku-øs med lummer. Er lidt lettere) og dermed kan vi kvinder efterhånden ikke frasige os en vis lummerheds-faktor i den høje ende; altså på mande-måden. Men vel også kun fair at vi derved står lige. Fair play.

Dén der omvendte nyhedstrekant som en ægte journalist ville ha' praktiseret, bli'r tydeligvis ikke brugt korrekt her på bloggen, for først nu kommer en af de spøjse - og dermed interessante - pointer ved artiklen:

-At mænd, som er klar over, at de selv er tiltrækkende, er mere lumre (promiskuøse) end mænd som godt er klar over, at det ikke er deres ydre, som skal bane vejen for dem.
Og det scenarie kender vi godt: Mænd som er så pokkers handsome, at deres opførsel i dén grad afspejler at de godt er klar over det, og dermed mener, at de så ikke behøver anstrenge sig for at imponere på andre måder. Gaab. De lever livet 'fra den ene pige til den anden' - fordi de kan.
Men fænomenet gælder sjovt nok ikke omvendt for kvinder i samme situation - ifølge sex-forskeren fra artiklen, altså.
(..kvinder må være så fulde af selvbeherskelse når de står i 'jeg vil ha' ham dérovre fordi jeg kan'-situationen, at forskeren ikke har bemærket det..)

Eller også overskygges kvinders listighed og diskretion, når det kommer til at score, af de forbavsende mange mænd (skal vi sige 'samtlige'?), lækre som u-lækre, med en maaaget høj grad af socio-seksuel orientering som de udviser på samtlige barer, lørdag efter lørdag, ud på natten. Sjovt, som alle mænd før eller siden ud på natten når det punkt, hvor de finder sig selv absolut tiltrækkende. Stakkels andre mennesker (læs: kvinder).

Enten er vi kvinder blinde og kan ikke se alle de lækre mænd for bare lækre mænd, eller også er visse mænd udstyret med en abnorm selvtillid - rart for deres omverden eller ej - som mange kvinder derimod kan lære noget af?

Når det virkelige liv kommer på tværs (alvooorligt indlæg)

Selvom min mor prøvede ihærdigt og ivrigt med en Freud-agtig forklaring, så er jeg ikke sikker på det er ham, vi behøver at bringe ind i billedet i forklaringen på, hvorfor jeg nu for 3. nat i træk har haft onde drømme om, at min farmand er ude på at slå min familie og jeg ihjel (?!).

'Ihjel' er et ord, som vist har sin debut på bloggen idag. Undlader at sige tillykke, for det passer ikke rigtig ind i denne dejlige påsketorsdag, hvor den ellers altid lunkne april pludselig har overgået sig selv med en vild make-over til Middelhavs-agtige temperaturer og altså ingen slinger i valsen når det kommer til stabilt sommervejr. Dét er dejligt.

Ikke desto mindre spoleres min nattesøvn af ovenstående mareridt, og da jeg gik på nettet for to sek. siden for at læse Politikens nyheder, er det pludselig ikke så underligt, hvor mine yderst bizarre drømme kommer fra. Historien om en far til tre, i Sallinge på Fyn, rammer mig - klask - i hovedet og fortæller mig, at psykopater endnu ikke er en uddød race.
En fraskilt far til tre havde stukket sin ekskone ned med kniv, på åben gade, hvilket hun døde af.

...

Forleden blev et ægtepar (hvis de var helt uskyldige, er verden gået af lave) i Odense skudt under deres aftentur, og flere gange har vi hørt historier i medierne om sindssyge fædre som har dræbt deres familier.
Jeg tror ikke det er nødvendigt at grave vildt dybt og langt tilbage i historien med formålet at få Freuds mening om mine drømme.
Selvom det lyder usædvanligt pessimistisk og alvorligt af et indlæg på denne blog at være, så skal årsagen til mine mareridt nok bare findes i den virkelige verdens daglige strabadser, som borer sig ind i mit hoved som en kanyle, der er svær at rive ud igen. Øv.

..Nu HAR uhyggelige ting det desværre også med at brænde sig fast i knolden på mig. Som da jeg forleden drømte om en indlagt pige på et hospital, som besluttede sig for at flygte, men som da liige ville snuppe en luns af sine med-patienters hoveder, inden hun gik.. Fuck.
Det, der kom ud af den ene stakkels mands hoved, lignede chili con carne. Yummi.
- Alt sammen bare fordi jeg, for flere måååneder siden, så et afsnit at Riget, hvor én blev spist af nogle andre
(Tak Lars von T.! You spice up my life).

Jeg er ikke i tvivl om, at jeg bli'r én af de der gamle damer, hvis bævrende og angst-udskillende skelet får jorskælvet i Japan til at ligne en hoppeborg fra Fårup Sommerland :(

Godt så - det var de påskesild og snapsen vi kom fra?..

Da Turen gik til London

Hjemvendt efter en lille uge i London. FABolous. Intet mindre.
Har desværre endnu ikke tillagt mig en naturally-born London-accent.. (jaja, selvf. kan den fakes, bevares, men det holder jo ikke helt..)

So øh, here follows some billeder I took in London :)



Måske jeg ikke fik tillagt mig accent, men jeg fik tre nye venner. Synes de er cool.

 



Det her gi'r kun lidt mening og resultatet var mest bare ondt i nakken og rundtosset-hed af at kigge op på den høøøje mur. Men fedt ser det ud. Synes bare de skulle ha' copy-pastet et af mine posts på muren i stedet.. :)

 


Sådan ser ens mund ud efter et halvt år i london. 'Ooooooh DARling' - udtrykket har lissom skruet sig fast..
PS: og så taler hun i falset, så'n - part time i hvert fald-  lissom de engelske damer. Britannia rules! (- Brit og Tanja??)




Snap-shot af very nice young man. Eller 'Tom Cruise i halvfemserne-deja vu?'.. Ingen ved det.

 


Et Lotte-blogindlæg uden kage, er som en mandag morgen uden regn. Så selvf. skal disse to herligheder også ha' deres 15 min. of fame, herinde.



Autodidakt diktatorisk didaktisme

Ugen har budt på dybt interessante facts, og jeg bringer dem herinde for at kunne sige, at jeg i det mindste HAR skrevet noget 'på det sidste', hvis du skulle finde på at spørge.

Man kan jo ikke bryste sig af blogger-titlen, hvis man arrogant, koldt og kynisk bare lader domænenavnet (eller hvad det hedder) svinde ind til et stille og slapt 'Iwashere.blogspot.com og lader det kede sig uden oplæg og opmærksomhed.
And so it goes:

Har spist årets første is, væltet på cykel, planlagt min fremtid (jaja det lyder flot, men der er jo ikke noget som helst der er planlagt før jeg står midt i det) væltet på bowlingbanen - meeen trods alt undladt at ryde med bowlingkuglen - konstateret at DK er i krig, at jeg faktisk er bange for at dén krig udvikler sig og ikke stopper inden for nærmeste fremtid, at vi er vidne til mange historiske ting for tiden, men at vi godt kunne ha' været dem foruden, at det er synd for japanerne, at det stadig er synd for de sultne i Afrika, at jeg drømmer underlige drømme om natten, fx at jeg var udstyret med verdens mindste tissemand som bare var til irriation i mine bukser, at CBB mobil er billigere end mit go'e gamle Telmore-abbonnement, at jeg er hammerforelsket i min kæreste, og derfor ualmindeligt ikke mig selv, p.t., at vi alle sammen bliver vildt kuldrede af at termometeret sniger sig op på 10(!!) grader, og at jeg er ubesejret verdensmester i overspringshandlinger, SAMT at 'autodidakt' er et skægt ord, som jeg gerne ville kunne sige at jeg er, inden for et eller andet område, engang.. Måske autodidakt livsnyder. 

Hvis dette indlæg var en ting, var det en smagløs pink pyntepude med blomsterduft.. (aargh)

Det er fedt med en blog, for her kan man poste de ting, man gerne vil ha' ud i verden, men som man godt er klar over, folk vitterligt ikke gider læse om i ens statusopdatering på Facebook.

Men her, lige netop herinde er du ikke underlagt afhængighedens magt (jo du er, sig det nu!), som vi derimod godt ved, at du er på Facebook og derfor kan du bare stikke af, når du ikke længere gider høre om mine pladderromantiske eskapader. ...Vil dog lige sige, at dette er den 1. af slagsen so far, og at der ikke står nogen i kø, p.t.

Ok: Formålet med dagens indlæg var egentlig at sige:
'Se, sådan en kæreste har jeg (se nedenfor). Og de stod endda udenfor hoveddøren da jeg kom hjem'.

(så så. Det er bare et øjebliks vanvid, som gør at jeg udgiver det hér)

De er så flotte, at jeg fik lyst til at vise verden dem, men man smækker lissom ikke op på facebook at 'har fået blomster af min kæreste', (gaaab!) så derfor bliver det bloggen, som må ligge under for den meget pigede side af mig, på bekostning af den cool-ness jeg meget hellere ville iklæde mig, men som jeg desværre ser smuldre væk i samme øjeblik som jeg skriver disse linjer.

.. I luuuve you, Thomas.
Slut med cool-ness (i hvert fald i to minutter) og goddag til PLADDERROMANTIK, som jeg ikke engang kan tillade mig at gemme bag et par forsvarende gåseøjne, da jeg nok bare er sådan hér engang i mellem (take it or leave it).

Hornbech & Anarkismen

I dagens udgave af Politiken står der en mindre artikel om Birthe Rønn Hornbech og hendes tilsyneladende måde at håndtere lovgivningen på. Meget betryggende, når hun siger:
'jeg gav ordre til, hvad jeg synes, er rigtigt' og 'jeg har truffet min beslutning på det, jeg mener, et forsvarligt beslutningsgrundlag'
...
http://politiken.dk/politik/ECE1209278/roenn-jeg-gav-ordre-til-hvad-jeg-synes-er-rigtigt/

Flot Birthe (på sådan et grundlag kan vi da alle sammen blive politikere?!) sådan at ta' loven i egen hånd. Det er du ikke den første, der har gjort, men hop nu bare af pinden, ikk'. De plejer at være konsevensen og vi gider ikke sige det mer'.

Play it again, Sam..

Jealoux Jelly

Kærlighed vs. krig. Kulde vs. varme. Seiko vs. vingummifersknen.. Her er et billede på sidstnævnte.
Jeg er utrolig glad for mit nye SeikoSuperUr men mindre glad for den usmagelige og NON-fab antidelikate ferskensag i højre side. Tog sgu én for holdet, da jeg bed halsen over på ferskenen inden den angreb. ..Verden bli'r aldrig den samme (hvis jeg fortsætter med så intetsigende blogindlæg)

Fagre, nye verden: Mænd med menstruation..??

Ærgeligt, ærgeligt, men virkelig sjovt! Man kan ikke være lige skarp til alt..

http://politiken.dk/sport/fodbold/premierleague/ECE1192177/norsk-stjerne-fik-tatoveret-det-forkerte-ord/

Kvinder med forventninger i sværvægtsklassen

Lykkelig villavej-idyl-agtig opvækst i provinsen, grovpasta fra Urtekram, smukke, smarte og 'fejlfri' unger med toptrendy navne i den velkendte 'kan en 2-årig godt hedde dét??'-kategorien, som går i økologisk skovbørnehave (ved ikke om de findes i økologisk udgave, men det lød passende), overskudsagtige madpakker lavet i glad og moderne forældresymfoni i det store køkken med Plads til Hele Familien.

(træk vejret)

Lækker bil, lækkert hus m. have og lykkeligt naboskab og vejfester og evigt gode somre. Eller fantastisk københavnerlejlighed, m. obligatorisk stuk selvfølgelig, og personligt touch af avantgarde og bohême uden at blive for alternativt, så der proppes designmøbler og minimalisme ind hvor det er muligt.

Handsome mand, som både kan gøre rent, rydde op, hente børn, lave eksotisk og inspirerende mad m. quinoa og hestebønner og ingefær og tofu; ALT i øko-udgave og prisen tænker vi ikke på, for den handsome mand og hans - selv efter mange fødsler - stadig attraktive kone, som er slank og har velplejet hår og ikke-ryger og går i Louboutins, tjener rigeligt med penge.
Succesfuld karriere, prestigiøst job, smuk og sjov og intelligent vennekreds, sommerhus i nordsjælland og endelig det store kirkebryllup, m. HVID kjole (for Guuuds skyld ikke den pink(!) udgave som Lottes mor giftede sig i!).

Lykkeligt parforhold, som i hvert fald ikke bliver som alle de andres (læs: med et minimum af sex efter en vis årrække, skænderier, beskidte underhylere på forkerte steder og en hund med permanent menstruation, plus en facade af lykkelighed, som er så svær at opretholde, at vi kan mærke den bæredygtige jord skride under os. ..(shit) men hvad så?), er hvad vi vil ha'.

Hvad så, hvis drømmene brister og vi ikke kan fremvise very handsome mand eller hvis karrieren ikke lige går som vi havde tænkt? Man kunne jo få stress? Dét er der ikke tid til at passe oveni alt det andet. Hvad nu, hvis man går bankerot og må købe sine wannabe-Louboutins i (Gud forbyde det) Bilka. Eller sæt nu, ens mand slet ikke vil giftes? Går det hele så i vasken? Og hvem er 'man'? Og hvorfor i det hele taget rette dig efter det mest upersonlige pronomen du kan finde?!

Måske er det meget godt at ta' livet sådan lidt 'oppe fra og ned' og med åbne arme, og så videre ud af floskel-tangenten, og se hvad det bringer med sig af skævheder og overraskelser. Ovenstående opremsning af forventninger og ønsker kan gøre de fleste forpustede - men det er samtidig dét, mange kvinder forestiller sig. Måske ikke præcis i denne udformning, men så i en lidt anden. 

Lad os ta' et minuts Stilhed & Nutella-mad, gi' los og gi' slip og se hvad tilværelsen bringer i stedet for, alt for ofte, at leve lidt for mange år ude i fremtiden.
Livet sker nuuu, og du skal søge alt det, som gør dig i glad i stedet for at søge efter hvad 'man' gør.

Når alle omkring dig dyrker yoga, er Mac-brugere, har stjerne-tatoos eller gider se håndbold-VM, er det så ensbetydende med, at det også skal være dit nye jeg?
  

Bappe-pibe-session m. Joan Ø.

Man erfarer jo en del mere eller mindre anvendelig viden gennem år og dag (her må der gerne bappes lidt på piben, hvis man skulle være i besiddelse af en sådan, efterfulgt af eftertænksomt udtryk) og nu er det på tide, at jeg opsummerer hvad jeg har fået slået fast på det sidste.

Fx at Joan Ørting er en dame, som man skal ta' seriøst. Er nu lykkedes mig at læse HELE hendes bog 'Ta mig', som handler om mænd, kvinder, parforhold og sex.
- Vigtigt er det fx at vide, at når ens mand eller kæreste er absolut fraværende og i umiddelbar symbiose med sin X-box eller boremaskine, så ER det ikke fordi han er ligeglad, men fordi han åbenbart (og erfaringer bekræfter kun udsagnet) er udstyret med et behov for - og evne til - at leve sig ind i sin egen 'jeg kobler lige af oven på en lang dag'-verden.

Det har ikke noget med os at gøre. Det er ikke fordi han med ét har glemt at du findes.
Mænd er bare ikke i stand til at multitaske (det er jeg heller ikke. Er jeg så en mand?).
Og fair nok. Så længe han husker at vende tilbage til virkeligheden når der skal gøre rent og købes ind, så kan man vel godt leve med at han næsten har en affære med sin hobby ..bare så'n i glimt.

Dernæst har jeg slået fast med mig selv, at julen er en gang opreklameret fis, som ofte lugter lidt meget (lidt + meget =..?) af wannabe-glæde og hygge. Det ER da hyggeligt, bevares, men efter et vist antal jule er det let at konkludere at stress, besvær og tårnhøje forventninger om den HELT rigtige jul (som partout skal være en tro kopi af sidste år) fylder meget. Så meget, at jeg bliver træt og foreslog min familie at vi holder tema-jul med asiatisk mad næste år. For Guds skyld - bare ét eller andet nyt.

Endelig mener jeg nu, at man kan kurere depression og stress med motion. Det er muligvis allerede slået fast, men så gør jeg det lige igen. Har dog intet bevis for det, andet end at jeg synes det lyder absolut fornuftigt og rationelt.
Til allersidst - efter endnu et år med alt for mange selvopfundne diæter og kure og diskriminering af hvidt brød, pasta, sukker osv., har jeg lyst til at råbe det simple budskab ud til verden: Spis mindre, bevæg dig mere. Længere er den vel ikke. Og desuden, hvem gider leve et liv uden sukker?

Vi lever kun én gang, så giv den gas - både i køkkenet og på løbebåndet. ..lige Joans ord.. ;o)