Gys og gru i Norge

Ovenpå den frygtelige og ufattelige massakre i Norge, d. 22. juli, løber det mig koldt ned af ryggen hver gang jeg læser nyhederne. Eller bare læser om det. Egentlig ville jeg helst lukke ørene og grave mig ned i et trygt hul, indtil verden ikke er af lave længere, men sådan fungerer tingene jo ikke.

Jeg håber ikke, at massemorden får sin vilje på nogen områder. http://politiken.dk/udland/ECE1344929/norsk-politi-vil-ikke-give-breivik-mulighed-for-at-ytre-sig/
Han skal ikke ha' lov at afholde sin retssag for åbne døre. Han skal ikke ha' lov til noget som helst.

Allerhelst ville jeg ønske, verden ku' skaffe sig af med ham. 21 år er en latterlig lille straf. Psykopater skal spærres inde i tusind år; indtil de pulveriserer og forsvinder fra jordens overflade (hvordan man pulveriserer, har jeg så ikke lige en forklaring på)
Og der skal satme ikke komme én eller anden tosse og udgive en bog om manden og hans baggrund og hans følelser og hans tid i skolegården. Stooop det. Dét orker jeg ikke.