9 sære julefænomener (til genovervejelse?)

Julen er fyldt til randen med traditioner og særlige fænomener.
Mange af dem er hyggelige - andre lidt sære.

Her er 9 af sidstnævnte:

1. Ris vendt i flødeskum med varm frugtsovs på
SKAL indtages efter kaskader af flæskesteg, and og horder af kartofler i flere farver.
SKAL spises indtil mandlen er fundet. Først derefter må håndklædet kastes i ringen (og bukserne knappes op).
Verden er fuld af lækre desserter, men ris á la mand'en vinder uden diskussion i december.

2. Julefrokost-mænd på slap line
Midaldrende mænd, der ikke kommer så meget ud, og derfor ikke længere ejer så meget pli. Situationsfornemmelsen siver fra kroppen i samme tempo som snapsen glider ind, og denne type julefrokostmand kan kendes på lang afstand.
Han inficerer centrum af byens natteliv - og alle dens taxier - SAMTLIGE weekender i december.
Så hold dig til små, hemmelige barer eller privatfester, hvis du vil undgå at blive klapset i nummi af en 57-årig, der endelig har fået fri fra konen.

3. Varm rødvin med snask i bunden
Og med rosinerne og mandlerne i bunden af gløgg'en følger aaaltid spørgsmålet:
Skal man spise snasken eller lade den ligge? Hvad er egentlig meningen med det gløgg-snask?
En hyggelig drik som desværre bare er utrolig u-elegant at drikke foran andre.

4. Ind i stuen med et kæmpe grantræ, tak. Med levende lys i
En ægte brandbombe viklet ind i minitaure-dannebrogsflag. Og måske lametta.

5. Lametta

Har julestressen gjort dig tynd- eller gråhåret, så genbrug din lametta som festlige extensions nytårsaften. 

6. Myldretid i Guds hus.
Liiiige den 24. december gider vi godt i kirke. Faktisk SKAL mange af os i kirke netop dén dag.
Og når vi så sidder der, straffes vi med 'Et barn er født i Betlehem'. Verdens kedeligste sang.
Og længste. Dagen efter, og resten af året, har vi glemt alt om kirke og jesusbarn.

7. Pakkeleg.
Kollektiv straf til alle, der slår en 6'er. Uddeling af ægte skrammel.
Det eneste positive er, at så er pakkelegs-pakken til næste år sikret.

8. Skrabe-kalenderen.
Konceptet er fint. Men kalenderen er GRIM som en DF-kampagne. Den skal hænge på vores alle sammens
køleskab i 24 dage og være grim med sin lige-ved-og-næsten-tilgang til dét at vinde.

9. Jule-motionister.
Ro på. Lad nu lige konfekten bundfælde sig, inden du hopper i lycra-sæt og trafikvest og løber rundt om søerne.
Det er ok at spise usundt den ene uge om året. Det er ok at sidde på sin flade og hælde konfekt
og alkohol indenbords flere dage i træk. Det er ikke mellem jul og nytår, dellerne indfinder sig. Det er mellem nytår og jul.

Jul, jul, jul, jul, jul jul

Skal man se kynisk på det, er december jo blot 24 dage i ekstra højt tempo og med lidt flere tømmermænd end ellers.
24 dage, hvor jule-hjernen er underlagt konstante formaninger om, hvad vi 'plejer' og hvad vi 'skal'.

Fordi det er jul, og Magasin siger det.

Og selve juleaften - kulminationen på det hele - går den evindelige diskussion: Skal vi i kirke? Hvornår? Hvem?
Hvad så med Disneys julesjow? Det skal man se! Er sovsen tyk nok? Tynd nok? Bliver sværene sprøde? Anden tør?
Er der brunkartofler nok? Plads om bordet? Hvem har mandlen? Hvem har den?? Hvornår skal vi danse om juletræ?
Hvor mange sange? Skal vi virkelig synge ALLE 8 vers? Hvornår er der gaver? Er der lavet is til Bailey'en?
Hvilken konfekt er der marcipan i? For ikke at snakke om 'hvem holder jul hvor'-diskussionerne hos halvdelen af landets børnefamilier.

Det' brunt, det' godt. 

And i går, and i dag og and igen i morgen
Og ligeså meget tid, vi bruger på at snakke med venner, kollegaer og naboer om, hvad vi hver især spiser juleaften, lige så kort tid tager det at indtage lortet. Ja undskyld. Det er ikke lort. Det er lækkert.
Men julemad er det mest for-ud-sige-lige måltid i hele verden.

For at bløde op på kynismen, må jeg hellere indskyde, at jeg synes, julen er smadderhyggelig.
Jeg har hverken skilsmissefamilie eller konfekt-fobi, og glæder mig hvert år. Jeg har lange lister med jule-to do's, som skal få det hele til at se overskudsagtigt ud - og selvom jeg kun når en sjettedel af listen og ALDRIG lærer at folde julestjerner, og ris á la mande smager endnu værre med mig ved roret, bliver det jul alligevel. Om vi er klar eller ej.

Julen er en sjov størrelse.
Hvor sjov er din jul?

Om IKEA-følelsen.

Der er noget særligt ved IKEA. Nærmest magisk.
De dele af følelsesregisteret, man oplever i det kolo-enorme varehus er de samme over hele kloden.
Det tror jeg.

Over hele kloden tager kærestepar, familier og veninder i IKEA i weekenden.
Eller som undertegnede: En fredag aften.

Og over hele verden tager vi i IKEA med en liste på få, nødvendige ting, der lige skal klares.
Men allerede her er tager vi fejl. Der er ikke noget som helst, der 'bare lige' klares i IKEA.

IKEA er som en bjerghule i den vilde natur. Uskyldig og spændende ved første øjekast.
Men bevæger du dig længere ind i hulen, viser den sig at være kæmpemæssig og umulig at finde ud af igen.

Der findes 2 universelle regler, når du går i IKEA. Så'n lidt på linje med at jorden er rund og at himlen er blå-agtigt.

Som IKEA. Lokkende og spændende. Men gigantisk og uendelig.

Universel IKEA-regel nr. 1: 
I IKEA kommer du ikke bare ud med de 3 ting, du havde på listen.
Du kommer ud med 10 gange så meget.

Ting, som i gerningsøjeblikket virkede fuldstændigt uundværlige. Ting, du uden problemer - ja ja helt sikkert - har plads til i din 2-værelses lejlighed. På trods af, at du lavede nøjagtigt samme shop amok-stunt sidst du var der.

Mastodonten, som ikke er for begyndere. 

Universel IKEA-regel nr. 2: 
IKEA har samtlige rekvisitter til Det Gode Liv. Til en pris, der konstant overrasker ved at være så lav.

Når jeg så forlader den kæmpemæssige blå-gule hule, er det med en følelse af glæde over alt det nye.

Det er også med en følelse af puuha - lad mig komme hjem og få stængerne op og slippe for at se på flere mennesker i fleece, der snegler sig afsted med overkroppen hængende hen over vognen og 5 unger på slæb.

Og det er med en lidt væmmelig følelse af overforbrug.

Et sted langt inde i min hjerne var der en gang et princip om, at når jeg køber en masse nyt, skal jeg også smide en masse gammelt ud. Ellers går regnestykket ikke op, og jeg ender med lort til op over begge ører.

Men jeg er IKKE i stand til at smide ud. Selvom jeg udmærket godt ved, jeg burde bruge mine penge på licens, Amnesty, Røde Kors eller et Afrikabarn i stedet. Alle de der frelste tanker prikker til mig efter en tur i IKEA.
Fordi det hele er så overdimensioneret og køb-og-smid-væk-men-husk-at-spise-hotdogs-imens-agtigt.

Og for at gøre det hele en tand mere idyllisk, dufter IKEA overdrevet meget af kanel.
Man skulle tro, at der hver dag er en ungarbejder i varehuset, som fylder 25.
-Eller er det kun en fynsk tradition?..

Jeg tror, IKEA har sådan en hyggespray med kanelbolle-duft. Og de er ikke bange for at bruge den.
Det er et skidesmart marketingtrick. Et varehus, der både indeholder - OG dufter - af Det Gode Liv.

Det lokker alle mennesker i fordærv. Alle.
Kender du måske ét eneste menneske, der ikke synes, IKEA er en god idé?

Fuldblods-gråhåret (og ruineret) 40 år før tid

100 % gråhåret uden omsvøb er noget, vi bliver som 70-årige. Ikke?

Og når det indtræffer, er det som regel ikke noget, vi skilter med. Måske er det endda noget, vi betaler penge for at DÆKKE. Det er i hvert fald slet ikke noget, vi betaler for at få LAVET.


Nu er JEG så blevet gråhåret uden omsvøb som 27-årig. Helt og aldeles. Og det har kostet kassen, siger jeg dig.

"Det er jo meega fedt til dig!"
Det var sådan set overhovedet ikke meningen. Jeg bad damen om at farve mit hår hvidt, og "jaja, det gør vi da bare", og 2 timer efter er det mørkegråt/lilla "og det ser da bare totalt fedt ud til dig"
"Bare giv det et par hårvaske, så skal det nok få den helt rigtige farve" (ahr. Næppe. SÅ magiske er mine shampoo'er vist alligevel ikke).

Så nu sidder jeg her med grå-blåt-lilla hår til en pris, som i sig selv ville have givet mig (gratis) gråt hår, hvis jeg havde kendt til den, inden jeg satte mig i frisørstolen.

Men hey - Oliver gør det. Så kan jeg vel også?..

Samtidig har jeg en stemme i mit baghoved, der febrilsk forsøger at overbevise mig om, at det da egentlig ser meget cool ud sådan med lidt Oh Land-agtigt lilla hår..

Oh Land er skidegod til det. Også til dét. Jeg er bare ikke Oh Land.
(foto fra Clemenfoto.dk)

Det hele minder mig om Kejserens nye klæ'r:
Mig (og en tilsyneladende blind frisør), der forsøger at overbevise verden om, at det er FEDEST at være gråhåret 40 år før tid.


Neeej - du får ikke et billede af min nye investering.

Turn off #1: Grådige mænd

Der er visse ting, mænd bare skal holde sig fra at gøre. Det er egentlig ret banalt; alligevel er der nogen, det ikke er feset ind hos.

Så drenge, nu skærer jeg ud i pap, hvad I skal holde jer fra, hvis I vil have bare lidt succes hos damerne:

Jeg stod i køen i SevenEleven. Skråt foran mig stiller sig to mænd. De to klaphatte så egentlig almindelige ud, de "glemte" bare at se, at der var en kø.

Jeg tænker 'hm'. Så lidt kø-moral kan man vel ikke have, at man bare bliver ved med at lade som om, man ikke har set resten af køen, men det var naturligvis ekstremt naivt tænkt at mig. 

Da damen foran mig i køen bliver færdig ved kassen, sniger den ene klaphat af en kø-snyder sig lige hen til kassedamen. Og inden han når at tage sine varer, stiller den næste klaphat sin øl på disken.

Og de to herrer så egentlig nydelige ud. Med fine kufferter og 'Maersk Line' påtrykt på vindjakken.. 

(Kære mand. Vindjakker skal du i øvrigt også passe på med. Vælg med omhu).

HER VAR DET, MIN INDRE HEKS SKULLE HAVE ÅBNET MUNDEN.

Jeg var to milimiter fra at sige "Det er jo ikke okay at overse køen - men jeg er et large menneske, så lad gå". 

Det havde været en pæn, udramatisk måde at bemærke overfor de to åndsboller, at jeg ikke gider tabe alt for meget ansigt.

Men næ. 

Af uransagelige årsager kommer der intet ud af min mund. Selvom mit indre er temmelig fornærmet. 

Hvad der gør mig allermest irriteret er de to mænds totale mangel på god opførsel. Grådige mænd, der kun tænker på dem selv. Duer ikke - væk! I har ikke noget at gøre i mit synsfelt.

Året der gik stærkt: 2013

Alle andre laver kavalkader, opsummeringer, tilbageblik eller endda hele tv-programmer om året, der er ved at være forbi.

Så det gør jeg også. I blog-form.

I korte træk var det noget med en rødvins-veto, en beslutning om cykelhjelm (er stadig ikke overbevist), et afhængighedsforhold til en lang række ting, fx gin&tonic, Instagram og pels - og så var 2013 året, hvor alverdens kærlighedsfraser og ditto klichéer med ét gav mening, fordi jeg pludselig fandt mig selv plantet solidt i verdens bedste parforhold (meget voksent ord...).

Det var året, hvor jeg charmede mig fra en bøde hos politiet 3 gange, så Lissabon for 1. gang, spiste hestekød i Berlin, indså, at jeg aldrig bliver typen, der bager selv eller kommer til at bo på Bo Bedre-måden, ligesom jeg besluttede, at nips i hjemmet skal holdes på et minimum, at palæo-kost er opreklameret på linie med Granatæble-shots og og Allan Simonsen; at det er okay, hvis chokolade er det første, jeg indtager, når dagen starter, og at højglanskøkken i hvidt nok aldrig kommer på min ønskeliste.

Og nå ja, at Orange Is The New Black er min yndlingsserie. Næsten, i hvert fald.


Du får et par glimt fra det Herrens år 2013:

Nytårsbordet. Før damerne indtog plads og mad og vin og gin&tonic og bobler og tømmermænd og nostalgi og og kammuslinger

Glad nytårsfest hos Nina og jeg i Valby. Det har tilsyneladende ikke været en ordentlig nytårsaften, før både seng, toilet og mad er infiltreret af glimmer og konfetti i spandevis.

Min labre veninde Julie, som jeg har kendt siden 0. klasse. Her en iskold dag, som vi tilbragte ved søerne sammen med kaffe og hinanden. 

3 x Gede til audiens hos Margrethe. Jeg forsøgte at blende lidt ind på slotspladsen med 1 stk. giga-pelshue, men manglede gevær og pokerface.

2013 blev året, hvor jeg nedlagde veto mod rødvin, mens andre laster fik lov at overleve. Fx min afhængighed af magasiner.

På tur i Lissabon. Simon, Sanne, Frederik og mig. Vi har netop afsluttet en uges summerschool på Lisbon University of Creativity og er meget klar på sangria.
Du kam læse mere i Summerlovin' 2013.

Efter summerschool i Lissabon tog jeg på one woman charterferie ved Costa da Caparica. Billedet taler for en gangs skyld vist for sig selv.

Lutter idyl, højsommer og min mors 25 års fødselsdag

I 2013 var København stadig smuk (se selv).  Og fyldt med japanere og langsomme cyklister. 

Alle gør det. Alle fordømmer det. "Selfie" blev naturligvis årets ord kåret af Oxford Dictionary.

2013 var året, hvor jeg havde fødselsdag. 

Majestic Maersk kom på visit ved Langelinie. Beundringen var cirka på størrelse med den blå båd på billedet. 

Julen '13: Bye bye ris à la mande! Du er for usexet og derfor blevet erstattet af mors hjemmelavede chokolade-makron-vaniljeis med hjemmelavet choko-sovs. Så kan du lære at komme ned fra den piedestal. 

Mutatio så dagens lys. Le Klints flotte, nye lampe, som min flotte, nye kæreste, Christian Troels, står bag.

I 2013 kunne man finde mig rigtig meget i Netto. Men man kunne også finde mig til awardshow for den danske reklamebranche. Imponerende cases, MANGE prisuddelinger, fri bar og flotte kollegaer. 

Jeg lærte at lave uhyggeligt store bobler med mit Hubbabubba..

Se, jeg kan også lave selfies. Her er mine to vigtigste kompagnoner pakket godt ind i uld, tøffel og juleferie.
Location: Væg-til-væg tæppe hos de gamle i Odense.

Chokolade, pels og Instagram. Fik jeg sagt, jeg er afhængig?

Mig og efteråret i Berlin Se, hvor meget det blæste.

Berlin er fyldt med love og grafitti og megagod döner.

Oktober '13. Berlin artede sig og gjorde sig til med solskin og alting. Her er vi på kæmpe loppemarked i Mauer Park. Og jeg blev stukket af en klam bi og var døden nær. 

Sommer i Aarhus '13. Sofie har jeg kendt siden 7. klasse, hvor vi begge var lidt generte og gik til springgymnastik. Vi er blevet mere normale i dag. Her er det Tivoli Friheden, der har fornøjelsen af os.