Jeg var 16 år-ish, da første sæson
af Robinson ekspeditionen lagde gaderne øde, og fængselsbetjenten Regina vandt
det imponerende ø-setup, som fik mig til at ønske, at jeg også var
friluftstypen ligesom hende og alle de andre sultne selvrealiseringstilfælde.
Og jeg fulgte med uden at blinke, da Dildo Jill kæderøg sig gennem 100 identiske dage i Big Brother, og ærgrelsen over, at Paradise Hotel kun kørte mandag til torsdag var ikke noget, jeg skammede mig synderligt over, da 1. sæson rullede over skærmen.
Og jeg fulgte med uden at blinke, da Dildo Jill kæderøg sig gennem 100 identiske dage i Big Brother, og ærgrelsen over, at Paradise Hotel kun kørte mandag til torsdag var ikke noget, jeg skammede mig synderligt over, da 1. sæson rullede over skærmen.
Det var dansk reality-tv, da det
endnu var på sit jomfruelige stadie, inden der gik inflation i miseren, og inden
den danske wannabe-kendis begyndte at hænge foruroligende lavt.
I dag har tv et komplet katalog af unge, tatoverede trutmunde og glatbarberede v-halse med uhyggeligt meget selvtillid og drømme om en diffus karriere inden for ”et eller andet med medier” til rådighed, og de cirkulerer i turnusordning mellem De Unge Mødre, Kongerne af Lavstatus, Mig og Min mor, Dagens Mand, you name it.
I dag har tv et komplet katalog af unge, tatoverede trutmunde og glatbarberede v-halse med uhyggeligt meget selvtillid og drømme om en diffus karriere inden for ”et eller andet med medier” til rådighed, og de cirkulerer i turnusordning mellem De Unge Mødre, Kongerne af Lavstatus, Mig og Min mor, Dagens Mand, you name it.
Hvorfor ser vi de programmer?
Hvornår kommer talenterne tilbage på skærmen?
Er jeg snerpet?
Hvornår kommer talenterne tilbage på skærmen?
Er jeg snerpet?
Ingen kommentarer :
Send en kommentar