DSB: Lang lunte-træning

De fleste ture, jeg tager hen over Sjælland og retur er helt ordinære, og ikke umiddelbart grobund for de vilde pendleranekdoter. Men jeg får stadig noget ud af det. 

Nemlig træning i disciplinen ”overbærenhed”. Jeg træner min lunte, så den kan forlænges efter behov.

Sådan gør du:

Træningsprogrammet er let: Luk øjnene, snus ind, og øv dig i ikke at fortrække en mine. Du vil opdage, at du med høj sandsynlighed deler kupé med mindst én alkoholiker. Eller storryger.

Lugten er umiskendelig, og min mini-utilfredshed kan muligvis aflæses af mit ansigt – lige som alkoholikerens last kan afsløres ved hans blotte tilstedeværelse (og enten er der langt flere alkoholikere i det her land, end jeg troede, eller også er jeg bare heldig ofte at sidde i kupé med dem, der er).

Jeg. vil. ikke. lugte. til. din. mad. 

Det kan også være, det er dunsten af nogens mad, der rammer din næse. Mange har det med at spise yoghurt i toget, og det skal de have lov til. Yoghurt har det bare med at lugte lidt af …prut. Jeg ved ikke hvorfor. Er kombinationen af Mini-Meal og myldretid uegnede sammen?

Men du holder pokerface! Kom så! Lidt endnu!

En anden irriterende og hyppig dunst i toget er duften af vandmelontyggegummi. Den slags ER bare sjovest i din egen mund. Duften af den i en fremmeds mund inklusiv (åbenbart obligatoriske?!) smaskelyde er ikke flatterende. Men øvelsen træner din lange lunte, og den skal du ikke undervurdere som pendler.