16.03.2013

Få dit showbizz-smil på

Jeg har det, jeg kalder ”showbizz-smilet”. Måske har du selv ét lignende? 

Ligeså vel som nøgler, læbestift, håndcreme, mobil og dankort, bør Showbizz-smilet altid ligge i enhver dametaske. Showbizz-smilet er et smil, du kan påtage dig ved forskellige lejligheder, hvor det er passende at smile og se sød og from ud (hold nu op – engang imellem ER det altså bare praktisk at ha’ en reservesmil i baglommen)Og da jeg ikke altid er i det søde og fromme humør, kan man godt sige, at the showbizz smile comes in handy. 

Lige dér! Bang! Smiiil! Og skrid.

Showbizz-smilet kan være et praktisk værktøj at have med sig, fordi verden nogen gange bare glider lettere ned, hvis jeg kører efter devisen ”smile and wave”.


Showbizz-smilende dame, der mestrer disciplinen til fulde.
Very smiling girl lånt fra AnyTen.blogspot.com


Til orientering skal jeg dog oplyse om, at showbizz-smilet naturligvis kun bør benyttes i udvalgte situationer. Det er ikke beregnet til at blive kastet om sig med, for nok er et overskudsagtigt tandsmil belejligt en gang imellem, men det må ikke tage overhånd og ende ovre i den falske grøft, hvor det nærmest tangerer til skizofreni. 

Brug showbizz-smilet med omhu, er mit råd til dig.

Og i dag brugte jeg så showbizz-smilet
Jeg kommer gående på Valby station, da der sidder en hjemløs mand og spiller sørgmodig harmonikamusik akkompagneret af noget storhedsmusik på en ghettoblaster (á la de der indianere, du altid ser på Rådhuspladsen). 

Mens jeg nærmer mig manden prøver jeg (som altid) at afgøre med mig selv, hvorvidt det lyder dejligt eller røvirriterende.
Jeg finder aldrig rigtig ud af det, men tænker, at den hjemløse mand i hvert fald ikke skal risikere at spille falsk på harmonikaen ved synet af mit top-vægelsindede og utilpasse fjæs, og da han oven i købet er så flink at sige ”Heeeej” til mig, afgør jeg lynhurtigt sagen ved at fyre showbizz-smilet af overfor ham. Ikke fordi han gør mig i bedre humør, men fordi at så er alle li’ssom glade.  

Arbejder du med kunder eller sidder i en reception, er du sikkert allerede flittig bruger af showbizz-smilet. Der er jo ingen, der går storsmilende rundt fra 8 til 16 alle ugens dage, så det er derfor jeg siger det: hold dig ikke tilbage fra at bruge showbizz-smilet, hvor det er nødvendigt. Men brug det med omtanke.

Ingen kommentarer :

Send en kommentar