Hvis jeg starter nu, hvor mange revysange kan jeg så nå at skrive?

Befandt mig i en 'dét-her-er-oplagt-at-blogge-lidt-om'-situation forleden, så jeg skrev og skrev - uden dog at kunne udgive noget, fordi jeg var i Berlin og ikke lige kunne komme på nettet.
Så lidt forsinket får du mit ellers 'spontane' indlæg:

Onsdag d. 7. nov. 2012:

All right.

Er typen, der går i plateausko. Og spiser makrel direkte fra dåsen. Det er alt sammen til at leve med. Men nu er jeg så også typen, der er stuck i en lufthavn i Berlin, fordi en latterligt provokerende snestorm har udskudt mit fly til New York med …tadaaaa: 10 timer.

Congratulations Lotte! – You definitely won the lottery!

Nu lød det lige så hammerfedt, at jeg skulle komme svingende ind i JFK airport iført bredt smil og højt hår (nå ja – det var bare en tanke, ikk’), som en anden verdensdame. Og i stedet må jeg nødtvungent iføre mig tålmodighed, positive tanker og venteposition.

Når jeg engang lander ovre i det store æble, er det brede smil nok svundet en lille smule ind og har fået et twist af noget anstrengt, og lur mig, om ikke ’her-kommer-jeg’-attituden vil hænge lidt i kanterne.
Hvad fa’en.

Vi starter med de positive tanker. - Nå ja, du beslutter selv, hvornår du hopper af. Jeg har 10 timer, der skal slås ihjel, så jeg gi’r den gas på tastaturet (desværre har jeg kun strøm på computeren til 3, så det giver sig selv..).

Positive tanker – fyld mig op! Here we go:

- I det mindste har jeg taget verdens tykkeste bog med: den ultralumre Fifty Shades of Grey. Mangler sådan ca. en milliard sider i den, og jeg tror, den er perfekt, når man som enlig pige er strandet i en lufthavn.

- I det mindste har jeg min computer. Så kan jeg skrive (aka. udleve min hobby og træne mine skrive-skills) mens jeg venter. Genialt.

- Jeg kan tænke over livet. Okay, dét får jeg ikke gjort. Hvad skal jeg tænke på? Hvor skal jeg starte?

- Jeg kan udtænke storsælgende kampagner og komme tilbage til bureauet og gøre alle glade. Det kunne jeg. Det gør jeg måske kl. 16..

- Jeg kan spise giga-stor tysk kage med jordbær-gelé og industri-chokolade. Jeg kan godt tidsfordrive ved at spise, men jeg tror ikke, det er den strategi, jeg vælger. Det bliver så dyrt i flybrændstof.

- Jeg kan smile til søde mænd i lufthavnen. Dem er der bare ikke så mange af, og det er lidt kedeligt at gøre alene (p.t. sidder der en SS-soldat lige over for mig, i grå habitjakke med sølvornamenter og rosetter på. Han må være et levn fra tidligere tider. Eller måske er det bare sådan tyske pilotuniformer ser ud.)

Jeg kunne godt ha' spist sådan noget her. Der er masser af det i Berlin-Tegel Lufthavn. Men jeg gjorde det ikke.

- Jeg kan lære mig selv at skrive digte. I min notesbog. Det burde kunne læres på 10 timer. Hvis man var trænet i Haiku-digt-disciplinen, og man gik i gang NU (tid: 13.34), hvor mange kunne man så nå at skrive indtil kl. 22?..

- Eller jeg kan skrive samtlige taler, til når mine veninder engang skal giftes. Så kan jeg strege dét fra listen. Man kan også øve sig i at skrive revysange.

- Jeg kan tage billeder af temmelig random ting. Springe ud i en niche som ’limited edition airport-photographer from Berlin-Tegel.

- Se, hvor mange gange, jeg kan gå fra den ene ende af lufthavnen til den anden. Det bliver nok en temmelig fit udgave af mig, der lander i JFK så. Især, hvis jeg krydrer med 10 mavebøjninger hver gang, jeg passerer en lufthavns-servicemedarbejder.

- Nå, jeg kan jo også altid bare drikke mig fuld. Det ved man da, hvad er, modsat haiku-digte og livsfilosofi (på den anden side ville jeg nok forvandle mig til en vældig ferm digter efter 5 tyske øl).

…Wanna join me? Pleease, anyone?


(efterskrift: Det endte med en masse mingling og visitkort-uddeling i den tyske bistro, indtil jeg drak mig lidt for tipsy i G&T's ombord på flyet i selskab med en fyr fra NY. Han var tilmed privatkok for sådan nogen som Bruce Willis. At least that's what he said, og jeg tænkte 'cool'.
Det behøver ikke være en straf at vente på sit fly.)