Slug ormen, Mulle..!

Om at være 26 år og en pivfis i Tivoli. Om at udstille sine rystende ben, svedige håndflader og totale mangel på frygtløshed foran horder af 9-årige med munden fuld af candyfloss og blikke, der kigger dovent på mig og siger "hvad sker der for hende damen..?!"

Der sker det for damen (mig), at hun ikke bare lige kan sætte sig op i en karrusel uden at vide nøjagtigt, hvad projektet går ud på.

Om bivirkninger og andre ting, jeg har betalt kassen for at risikere
Hvor mange gange, skal mit hoved vende nedad? Er der seriøs risiko for opkast under eller efter?
Hvor lang er turen? Hvor højt skriger dem, der er igang? På en skala fra 1-10, hvor blege er de så, når de er færdige med turen? Hvordan ser ofrene ud i hovedet undervejs? Hvor glade ser folk ud, når de er færdige?

Den slags iagttagelser er sindssygt afgørende viden. Det afgør, hvorvidt jeg skal udsætte mig for det såkaldte stykke underholdning, der tårner sig op foran mig, og som mine med-tivoligængere MEGET gerne vil have, jeg skal prøve.

Vendepunktet
Som regel lader jeg mig overtale. Nogle gange sker det først efter mange timer - det kommer an på graden af skrig fra de igangværende passagerer.

Og jeg har før smidt AL stolthed over bord og hørt mig selv spørge 9 årige med-passagerer, om "det er meget vildt?.."

Find mig her..

Og jeg fortryder næsten altid projektet, når først jeg sidder i saksen. Og de der kække tivoli-medarbejdere skal satme ikke bruge al mulig tid på at underholde børn og ordne alt muligt andet END AT SPÆNDE MIN SIKKERHEDSSELE. Lige nu. Og de skal kigge på den, når de tjekker, om den sidder fast.

The show must go on
Men på det tidspunkt er løbet kørt (eller - det er det selvfølgelig ikke, det sker først om 20 sekunder, når tivoli-ungarbejderen har trykket på knappen, og vi er blevet shaket godt sammen som karklude i en tørretumbler), og der er ikke mere at gøre.

Rundt i rutschebanen skal vi død og pine, om jeg så skal generere tinitus til samtlige gæster i haven. Det må de jo så leve med.

Er du god til rutschebaner?
Og nu vi er ved det: Kender du nogen af slagsen, jeg ligeså kan godt undgå at overveje på forhånd?

Pling eller plong? Om at finde the one.

Hvordan ved man egentlig, at den mand, man har mødt, er ham, man skal satse på og investere alt i?
At det er ham, der for alvor får det til at sige "pling" inden i én?

Man tror det selvfølgelig hver gang, man får en ny kæreste. At det er ham. Det er nu! Her er manden, jeg skal giftes med. Slut prut og kirkeklokker.

Men forholdene ender igen og igen, og man fandt ud af, at det var ikke ham. Det var heller ikke den forrige. Eller den næste. Og naturligvis var det ikke det. For set i bakspejlet - og så snart, man møder en ny mand - kan man jo godt se, at det måske i virkeligheden ikke helt sagde "pling" med de andre, selvom man syntes det, da man var midt i det.

Omgivet af andres lyserøde skyer
Jeg sad i foråret til en påskefrokost med tre par (et af dem var mine forældre, som er gift på sølvbryllyps-niveau), som hver især fortalte, hvordan de havde mødt hinanden.

Jeg var den eneste single og lyttede med store ører. For jeg kunne høre, hvordan den røde tråd i deres "sådan mødte vi hinanden"-historier emmede af, at det havde sagt "pling!".
At de for alvor havde skudt papegøjen. På soulmate-måden.

Jeg tænkte: Hvordan ved man, at det er det? At denne gang er det noget ganske særligt, som overgår alt andet?

Jeg talte om det med min daværende roomie, Bodil. Hun spurgte tørt:
"Hvad hvis det aldrig nogensinde siger "pling"? Skal man så bare leve med et "plong"?

Jeg ville ikke gide. Men jeg tror, der er riiigtig mange par, der lever med et "plong". Der er rigtig mange, der bare søger trygheden og tosomheden. Ellers havde datingsites'ene vel ikke SÅ stor succes, som de har.

Hvis du virkelig elsker ham på trods af.. tja.. Så er I jo nok skabt for hinanden.

Med lidt indbildning kan det lidt hule "plong" nok godt komme til at lyde som et pling" inde i ens hoved. Og så hedder det sig, at "vi er bare så glade for hinanden".

I hvert fald i nogle år. Indtil man måske støder ind i ham, der virkelig vælter én omkuld.
Eller til man får nok at sin partners hvide tennissokker i skridsikkert fodtøj med velcro.

Et "sniger-pling"?
Måske behøver det ikke altid at sige "pling" fra begyndelsen.
Måske er det nærmere et "pip" til at starte med. Går man så til opgaven med åbent sind og lader kærligheden opstå i sit eget tempo (woow. Storladne ord herfra), kan pippet måske udvikle sig til noget større. Noget, man for alt i verden ikke vil give slip på igen, om han så viste sig i hvide tennissokker en dag.
Jeg tror godt, man kan mærke, når han er en keeper.

Jeg kan godt. Nu. Juhuu.

Har det sagt pling for dig?

Stegt flæsk i bikini

”Hvad er det nu, det minder mig om?” tænkte jeg, mens jeg sad på mit grønne badehåndklæde på stranden og forsøgte at ligne en ægte havfrue. 

Jo jo. Så slog det mig. Hele strand-tam tam’et minder mig om svitset bacon på en pande ved højeste blus. Når mennesker som horder af flæsk i kulørt bikini går i fælles svits-mode, giver det mig deja vu til søndag morgener med æg og bacon, der ligger og krymper sammen i eget fedt på panden, mens det bliver brunere og brunere og mere sprødt og tørt.

Hvor gennemstegt ønsker De deres korpus?

Nogle af os er storforbrugere af den sunde marinade, vi kalder solcreme. Andre vil hellere smøres ind i REN stegefedt – sololie om du vil – så bruningen bliver endnu mere gennemført.

Der steges igennem.

Nogle er til ”rosa/rare”. Det er dem med parasol, bøllehat og 117 løse gevandter i hør, og som kun liiige skal brunes en anelse på hver side.

Jeg selv foretrækker ”medium”, mens andre går efter den mere hardcore ”well done” gennemstegning fra inderst til yderst. Auch!..  

Et af de vigtigste læringer, når du steger på naturens egen kogeplade, er at huske at vende dig med jævne mellemrum, så stegningen kan blive regelmæssig og velfordelt.

Giv dig selv et par timer i solen, alt efter smag og behag, temperaturer og udholdenhed. Så er du klar til at indtage verden i brun og lækker indpakning. Eller – måske som overophedet krebsefarvet turist-flæsk i begyndelsen, men bare rolig; om et par dage kommer den farve, du har hungret efter hele vinteren.

TIP: lav selv verdens nemmeste bodyscrub:

For at huden er helt modtagelig overfor solens stråler, og du virkelig kan få farven til at trænge ind, er det en god ide at klargøre huden ved at fjerne døde hudlag før stegning. 

Det klarer du let ved at dyppe dig i vandet, rulle dig i sandet og så gå i gang med solcremen. Solcreme skal du alligevel have på, og ved at lave det mix, jeg kalder ”solcreme feat. sand”, opnår du en effektiv skrubbeeffekt - og slår samtidig to fluer med ét smæk. Velbekomme!