Efter flere år med lidt for meget travlhed og lidt for lidt spontanitet; kalendere, hvor der typisk dannes trafikprop omkring lørdag, og hvor aftaler er noget, der laves flere uger i forvejen, fordi 'alle bare har helt vildt travlt hele tiden' - er jeg begyndt at overveje det der slow living.
Slååååu living..
Uden at vide det, afholdte jeg i søndags en dag i slow livingens tegn, men accepterede det først, da det gik op for mig. Da jeg li'ssom kunne diagnosticere den søndags-stilstand, der indhyllede det meste af dagen, holdt jeg op med at spørge Thomas 'hva' ska' vi laaawe??'
Dét føltes lidt dumt, for jeg havde hele København for mine fødder..
Søndags-lammelse
Sommetider føler man, at man har hele verden i sin hule hånd; den venter egentlig bare på én, men fordi den er så stor (rolig nu - det her indlæg ender IKKE i en poetisk sludder for en sladder), og der er så meget, man kan fylde sin søndag med, ender man i en tilstand af søndags-lammelse, hvor man kl. lidt for sent ud på dagen finder sig selv i sofaen/i sengen/ved computeren, og føler at man i virkeligheden burde ha' været ude og løbe, spist overdådig overskuds-morgenmad m. god tid & avis, været på torvet, handlet, gjort rent, mødtes med en veninde over en overvurderet latte, impulsshoppet og kreeret et eller andet kreativt til hjemmet, eller bare bagt et eller andet. Som IKKE starter med Amo.
 |
| Hér lå jeg i søndags, med bekymringsrynker i panden, indtil jeg opdagede, at det faktisk er sundt at kede sig. Meget meget voksen erkendelse. |
Men den slags søndage er der eddermame langt imellem. De er ligeså sjældne som et succesfuldt resultat i de der perioder, hvor man lover, at NU spiser man ikke slik den næste måned.
Det holder jo ikke.
Sådan lever man slow (uden at vide det)
Nå, søndagen gik med at snakke helt vildt meget sammen med Thomas (mest mig, der snakkede måske), skrive lidt, spise ude, gå en masse ture, bl.a. én i Jægersborggade, hvor der var plastret til med loppemarked, smarte københavnere (alle iklædt New Balance-sneakers og Raybans. For sådan ser man (alle) ud i kbh p.t.) og kaffebarer.
Midt på eftermiddagen spurgte vi dog stadig os selv, hvad vi skulle lave, for vi havde li'ssom ikke rigtig lavet dét, der virkelig var værd at skrive hjem om.
Og SÅ var det, det gik op for mig, at det er okay at lave ingenting.
Hvor tit får man lov at dovne den en HEL dag, ligge i sengen og snakke og bare slentre ud og tilbage igen?.. Det er den slags, man længes efter i tankerne. Så værs'go at NYD.
