Igår besluttede Henriette og jeg så at berige vores liv med ...tadaaaa: ZUMBA.
SÅ kan jeg ikke længere bare grine overbærende af de vibrerende zumba-damer inde i glasburet. Nu VAR jeg én. Og 'vibrerende' er nok et meget godt ord. Og noget med en røv der skulle centrifugeres en time. Og en masse mormor-arme, som kom på arbejde.
Jeg var ret spændt på det, for jeg har det med at undervurdere de der 'dans-og-bli-glad'-timer lidt. Men det var ikke for sjov, tydeligvis.
En høj ung dame/pige, stillede sig up front og så MEGET klar ud, da timen begyndte, i sit lillebitte læder-lignede skørt, sorte trusser, to meter langt hår ned af ryggen (ok næsten), som er superpraktisk når man skal træne og svede (mmm!), men som da ser meget smart ud, bevares, knæ-lange træningsstrømper og sneakers. Og nogle lår, som ikke helt havde fortjent den eksponering, men pyt nu med det.
Der var plads til alle. Også Henry og jeg, som meget pædagogisk havde valgt at stille os næsten forrest, så vi ku' se hvad 'jeg-er-en-Duracell-kanin-på-speed'-instruktøren havde gang i.
Og det var ikke småting. Der blev rystet med arme og ben, hoppet, danset og rystet lidt mere. Man KOM ganske rigtigt til at grine af det. Mest fordi vi lissom stod alt for tæt på det spejl, hvor Henry og jeg ku' se hinanden og os selv, og puuha, der var langt op på d'uracell-kanin-på-speed-niveau.
Ligemeget hvor meget jeg synes, jeg svingede mine arme og shakede min røv, så lignede jeg mest bare en fuld kondiløber med stive proteser i begge ben og arme (havde jo lidt for stramt løbe-agtigt tøj på. Ikke særlig zumba-fikst).
Vi grinte os gennem timen (det sku' gi' six pack på lang sigt, ikk'). Håber de andre bar over med os, selvom vi ikke ligefrem var et forskønnende indslag til zumbaens image. Meeen vi ved vi kan - vi er bare nok bare bedst om lørdagen, iført en fadøl og alt andet end løbetøj.
