ER der noget at sige til, at jeg altid har ønsket mig en lille-bitte kattekilling; sød og blød og tam og hele pakken?
Min søster passer to katte for en fælles veninde denne uge, og de er såå søde, men det har fået mig på andre tanker, mht. kældedyr.
Indrømmet, min tålmodighed er nok ikke til det alligevel.. de spiser alt, hvad man stiller fra sig i børnehøjde (sko, tasker, tøj; you name it), de fælder (!), de skal passes, de prutter og deres mad lugter (hæhæ, og så kan man få kattemad, der hedder Pusy. ..Det er faktisk lidt sjovt).
-men ak nej, nok ingen kat til mig alligevel, selvom min venindes katte ER utrolig søde og bløde og tamme og alting.
(Men det er lidt shitty-kitty når man skal LEDE efter lorten i kattebakken hver dag (fordi det i katte-klubben åbenbart ikke er kutyme at kyle ALT gruset ud, hver gang katten har lavet stort)..
"Hurra, du fandt lorten. Tilllykke og vind en tur ud med skraldesækken"..)
Det er hyggeligt med kat, men bag kulisserne hopper jeg nok af.. :)
